onsdag den 7. november 2012

Tips til et sundere liv

Prioriter din tid: 

Se nu bare den serie færdig, selvom du godt ved, at næste uge bliver et helvede af deadlines. Se det som work/life-balance med lidt større tidsintervaller. 

Spis varieret: 

Ødelæg dit dankort. Glem at gå i banken. Flere gange. Vent til du er rigtig sulten, så vil der naturligt opstå tanker som ”man kan da godt lave noget ud af æggeblommer, sennep og slatne gulerødder” og ”den ser fakkertalt ret spændende ud, den der ubestemmelige foliepakke i fryseren.” 

Træn varieret: 

Ødelæg din fod. Altså undgå permanent skade, men sørg for, at du har svært ved at støtte på den et par dage. Bo på femte sal og forlad lejligheden minimum et par gange om dagen. Mærk venstre balle lære sig selv at kende på en helt ny måde. 

Spis langsomt og med mindfulness: 

Put al bestik i opvaskemaskinen og start den. Kig rundt i køkkenet. Flere gange. Skær din mad ud i babybidder med en brødkniv og indtag måltidet med kagegaffel. 

Få rigelig med søvn: 

Lad være med at stille vækkeuret korrekt. Se det som en oplagt mulighed for at få sovet ud og derpå intervaltrænet om morgenen, når der skal hinkes frem og tilbage mellem værelse og badeværelse i ekspresfart. Husk at få en god snack efter træningen. For eksempel noget med æggeblommer og sennep.














          Det var så lidt.

lørdag den 3. november 2012

Tegn på lediggang

1) Man glemmer hvor meget, man har revset forældrenes trang til middagslure og anser pludselig en morfar for en grundlovssikret ret.

2) Man følger ’Vild med dans’ med en nidkærhed og et fokus, man ville kunne overleve i junglen på og ser det som en personlig sejr, at Silas og Louise nu er finalen. Yay! (Man husker samtidig bittert tilbage på sidste år, hvor NOGEN lige pludselig stemte Hella og Tobias ud og fjernede glæden ved mine budgetvenlige fredag aftener, lige der. Og ja familien Danmark, det er dig, jeg mener).

3) Man har gearet helt ned og kan ikke længere overskue flere projekter. ”Kalender, siger du mig, jeg skal til møde fra 10-12 og derefter have en veninde til kaffe. Altså samme dag? Hold nu op, hvor er det overskudsagtigt.”

4) Man begynder oprigtigt at frygte underboens pludselige insisterende banken, når man for tredje gang den morgen begiver sig i kast med en inderlig fortolkning af ’Kvindeterzet’ som en lille hjemmestrikket musikalsk damebladstest: Jamen, er er jeg egentlig en Adalena, Miranda eller Salene, når Det Ny Teater ringer for at bede mig være deres nye musicalstjerne?*

5) Man overspringshandler på ca. samme måde som i ugen før en eksamensaflevering, bare for ikke at skulle skrive ansøgninger. Lige nu. Altså, jeg kan jo lige gå en tur med støvsugeren. Og med skraldespanden. Og med mig selv, det skulle være så sundt. Hov, nu blev det aften.

6) Man føler sig som en lystløgner, når man i en ansøgning kalder sig effektiv og handlingsorienteret, til trods for at man faktisk har en svag erindring om, at være tidligere arbejdspladsers personificerede udgave af samtlige mus i Askepots brigade.

7) Man bruger tyve minutter på at beskrive sin hverdag i punktform, og føler den indsats i høj grad berettiger en morfar. 


Case in point! Jeg skal lige noget… 

* Sang fra musicalen Atlantis, som jeg opførte solo utallige gange på mit værelse, da jeg var barn. Er i øvrigt nok sådan en Salene, synger hendes parti bedst, selvom det er lidt irriterende eftersom hun hverken er prinsessen eller den svigefulde elskerinde, men noget så kedeligt som svigermoderen!

torsdag den 25. oktober 2012

Akutsnakken

”Dagpengeproblemet er løst” skriver Politiken i en noget kæk omskrivning af Corydonens vage politiker-pieruetter rundt om det store stygge dagpengespørgsmål. Intet mindre og spørgsmålene trænger sig straks på: Hvornår blev Politiken sensationslystne og hvad er det helt præcist, der er blevet løst andet end en intern kurre på tråden i regeringen? Og er den løst?

Akutpakke 2.0 skydes i gang om en uge og virksomheder, der ansætter en langtidsledig vil fremover modtage, og hold nu fast folkens, 25.000 kroner i bonus! Samtidig vil jobcentrene gøre deres til at matche de langtidsledige til stillingerne før alle andre. Så langt, så godt, hip hippedihop og så det lange for de langtidsledige. Alle er glade. 

Undtagen mig. Og det til trods for, at jeg ikke tilnærmelsesvis tror på, det her er banebrydende nyt for de dagpengemodtagere, der desværre sidder i økonomisk uløselige forhold. Alligevel sidder der et barnligt surmulefjæs på mig og truer med at sætte sig fast, næste gang vinden vender. 

Jeg er nemlig ikke langtidsledig ifølge den ny lov. Jeg er lige præcis atten dage fra at være langtidsledig. På den ene side dejligt ikke at blive påduttet det prædikat, for selvom jeg immervæk har været i dagpengeland i næsten 16 måneder, så har jeg jo været underlagt aktiveringskrav og har bestemt ikke ligget på den lade side. 

På den anden side, så stikker det sågu lidt at være atten dage fra at få positiv særbehandling, hvis det betyder, at jeg måske skal se jobs gå til en anden kandidat fordi vedkommende har været i systemet en måned længere og ikke fordi vedkommende er bedre kvalificeret. 

Det sker højst sandsynligt ikke, men jeg kan ikke lade være med at sidde og være en kende pernittensur af rent principielle grunde og synes det er et halvtåbeligt tiltag, der forhåbentlig er så tåbeligt, at det ikke tiltager noget. Uagtet, at jeg forekommer lidt som et egoistisk skarn. 

For jeg har skam den dybeste sympati for folk, der står på tærsklen til økonomisk ruin, med usælgelige huse uden ret til kontanthjælp. Jeg føler med dem og alle dem med forsørgerpligt og bunker af bekymringer på den konto. Jeg synes bare ikke, det berettiger forskelsbehandling. Der vil altid være nogen, der har en mere desperat situation, ligesom der også er en del, der har mindre drama på drengen. Løser det noget at rangordne hvor værdigt trængende vi er, ved at gøre nogle, der har været ledige tre uger længere, til kategori A? 

Hvis vi endelig skal ud af den sti, hvordan afgør man så, hvem der er mest værdigt trængende? Det er jo ikke kun et spørgsmål om længden på ledighedsperioden, men fx også antallet af faste udgifter og hvilke, der er resultatet af uovervejede økonomiske beslutninger. Dyre huskøb fx. To biler. Og børn, for satan. Der kan man tale om en uoverstigelig økonomisk byrde, man måske skulle have overvejet inden man mistede sit job. Bare spørg Amnitzbøll! 

Måske der ligger noget godt TV gemt her, men med mindre Aftenshowet melder sig på banen til også at løfte den opgave for jobmarkedet, synes jeg måske i stedet vi skulle fortsætte som hidtil med at fordele job efter kvalifikationer*. Eller er det for idealistisk at tænke, at jeg vil have et job, fordi jeg er den bedst kvalificerede. Ikke fordi, jeg har større økonomiske bekymringer end ham/hende, der faktisk kunne gøre jobbet bedre end jeg? 

*Og nepotisme, selvfølgelig. Og held. Og hvor meget den seksuelt frustrerede personalechef lyster efter hende den blonde kandidat med de høje sorte støvler. Men så heller ikke mere! 

mandag den 22. oktober 2012

Pip

Markøren har blinket hånligt ad mig de sidste mange gange, når jeg med stor modvilje har nærmet mig tastaturet for at formulere mig selv igen. Man ved det er alvorligt, når man ligefrem føler sig mobbet af officepakken, og havde den lille bedrevidende papirclips stadig huseret, er jeg ikke sikker på, jeg ville være rationel nok til ikke at lade det gå ud over computeren. Microsoft gør det med vilje, gør de! 

For det er pludselig blevet svært at skrive. En følelse, der er mig meget fremmedartet, for ligegyldig hvor meget gylle, der ligger og skvulper rundt i baghovedet, må man da kunne skrive om det. Hvilket jeg også har gjort, som de to-tre hypotetiske tilbageværende læsere efter min umage kunstpause kan nikke genkendende til. 

Det er imidlertid også der køteren eller kunstpausen ligger begravet. I en ærgrelse over at det ikke var det, jeg ville skrive. Bloggen er ikke blevet, som jeg havde håbet. Fordi jeg ikke er blevet, som jeg havde håbet. Lige nu i hvert fald. 

2012 skulle jo være året, hvor jeg frygtløs kastede mig ud i hovedløse projekter og rendte fra Punchen til Pilates (høhø) med permanent skrabede knæ, kroppen fuld af oplevelser og hovedet fuldt af bittersøde erfaringer. I stedet er jeg blevet hjemmegående arbejdsløs med hastigt svindende ret til dagpenge, kronisk Maude-feber og en selvtillid, der har taget permanent ophold i en rødstribet trøje med tilhørende tophue, og fandeme bliver sværere og sværere at finde, når jeg skal bruge den. 

Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke arbejdsmarkedet er en lang Roskilde-festival. Men med fødderne solidt plantet på arbejdsmarkedet følger ikke kun ansvar, manglende fritid og kollegaer, der ikke vasker deres kop af. Der følger også penge til netop at tage på Roskilde, eller ud at rejse eller i det mindste ikke ligge søvnløs over uforudsete regninger. Der følger identitet og et bundniveau af selvtillid, fordi man er en brik i puslespillet, uanset om man så er helt nede med motivet eller ej. Og der følger afklaring med. 

Jeg må indrømme, at det har fået krammet på mig, mere end jeg havde regnet med. Jeg har det svært med ufrivilligt at stå på stand by. Og jeg har det endnu sværere med, at jeg har det svært med det, for sådan er det jo, som Margrethen siger. Derfor tror jeg, det pludselig blev svært at blogge og se sig selv så tudevorn sort på hvidt. Jeg fik dårlig samvittighed over at sende så meget klynk ud i verden. 

Men pointen med alt dette er, at jeg jo for Fanø gerne vil skrive. Fandeme. Også selvom jeg skriver ting, jeg ikke selv ville have lyst til at læse. Og når alt dette er sagt, så er jeg jo ikke helt drænet for drømme endnu. Lidt handlekraft er der også derinde et sted. 

Så med andre ord, ved jeg ikke, om den fede dame synger igen. Hun er nok ikke helt klar til at skråle ”Her har I mig tilbage”, som den fulde onkel til familiefesten, der just er vaklet ind, efter at have pisset op ad muren til forsamlingshuset. Men hun kan jo starte med en anden skeptikers geniale omformulering af en gammel traver: 

”You can lead a horse to water, but you can’t make it sink!” - Eeyore 

Jeg skriver snart igen, uanset hvad der er at skrive om. Håber du har lyst til at læse med?

torsdag den 30. august 2012

Bah!

For the record: Da jeg startede bloggen havde jeg faktisk overmåde ambitioner om at holde den klynkefri. Havde Joakim von And været blandt mine faste læsere, ville der imidlertid fluks have været et "Tsk tsk" i kommentarfeltet nu, for den ambition har vist indtil videre primært udmærket sig som rammende bevis på, at jeg kender mig selv svært dårligt. Som håbløs naivist har jeg dog stadig en irrationel tro på, at jeg nok skal blive mere overskudsagtig en skønne dag. I mellemtiden håber jeg enkelte læsere er mindst lige så naive og bliver hængende.

Og så skal der jamres:

For milde mammon, hvor kan man da bare gå i stå på en foruroligende måde nogle gange. Jeg har nu startet og næsten færdiggjort en 2-3 blogindlæg siden sidst. Næsten. Har lavet sirlig liste over de jobs, jeg kan/vil/skal/burde søge pt., og den ligger der, lige midt på skrivebordet ved siden af brutto-cv’et. Ny styrketræningsplan venter egentlig bare på, jeg går i gang. Det gør nyt budget også. Og op-på-hesten-plan-b efter helhjertet datingprojekt med pinligt lav succesrate. For slet ikke at tale om alle de fremtidsbeslutninger, der med fordel kunne træffes ca. nu.

Men jeg gider ikke. GIDER IKKE, BLEV DER SAGT. For jeg har faktisk herretravlt lige nu med at melde mig ud af kampen, og ligge i fosterstilling under dynen og se dårlige tv-serier og spise is (ja, det kan man godt, man skal bare vinkle skeen rigtigt). Mens jeg fra tid til anden snøfter selvmedlidende over hvorfor evolutionen dog ikke har taget højde for HVOR mange ubehagelige tanker og følelser et gennemsnitligt privilegeret senmoderne menneske må forventes at kunne kapere og korrigeret indstillingerne.

Åh, havde man så bare været tvunget i saltminerne og distraheret af en kamp for livets opretholdelse, som i de gode gamle dage. Så man ikke i stedet krysterkickstartede det parasympatiske nervesystem og den deraf følgende dejlige følelsesløshed med tomme kalorier og hofteskred (på ydersiden, that is). Snart bliver jeg jo også nødt til at lægge en ny kostplan og lægge den i bunken af startklare projekter.

Og jeg er jo ikke dummere end fremtidskagerne. Jeg ved godt, at hvo intet vover har en røvsyg tilværelse og lediggang er roden til al begyndende afhængighed af Daim-is. Men lur mig, om jeg kan få sparket handling ind i det opgivende legeme, når det nu er så meget mere ukonstruktivt at sidde og kalkulere mulighederne for karriere og kærlighed ud fra omskiftelig emotionel fakta.

Åh, hvor kan rationel handling dog bare rende mig lige nu!

Det var vist bare det, jeg ville sige. Jeg sitter fast. Og jeg sidder frygteligt stille. Så jeg ved ikke hvornår, jeg får vristet mig fri.

lørdag den 18. august 2012

Vi gemmer alvoren til næste uge, ikk'?

Gearer ned og læner mig helt tilbage denne weekend med overskuelige projekter. Indtil videre er planen at finde ud af hvordan en polsøger virker og spise unødvendigt meget koldskål. Bliver der tid tilovers, skal jeg måske også lære disse elskelige moves, som jeg i den grad krydser fingre for bliver den nye 'Macarena'. Enjoy og god weekend derude!

torsdag den 16. august 2012

Overloading...

Beklager den længere radio silence. Det er ikke fordi, jeg ikke synes vi skal ses igen og ikke lige vidste, hvordan jeg skulle sige det. Det er mere fordi, jeg pt. er ramt af lidt for meget livsindhold på godt og ondt. Venner, der så småt vender hjem fra ferielandet med sjove historier og hyggelige iskaffeslabberaser. Dates rangerende fra pudsige over opsigtvækkende til underholdende. (Har regnet ud, jeg i gennemsnit har været på tre dates om ugen det sidste stykke tid, så overvejer kraftigt at sætte det på cv’et som erfaring i effektiv projektledelse).

Men også alt det andet. Infrastrukturelt sammenbrud, som følge af, at NOGEN er rendt med alle mine telefonnumre og planer. Hårdtslående erkendelse af, at løntilskudsperioden lakker mod enden og plan B, C eller D skal aktiveres, hvilket er lidt ligesom valget mellem pest, kolera eller tyske sprogøvelser, som vi så klasken-på-lårene-agtigt sagde i gymnasiet.

Den deraf følgende meganederen tilbagevenden til virkelighedens realiteter, snigende selvtillidskrise og koloenorme skyldfølelse over at være en elendig jobsøger, som det stadig er mig en gåde, Aller Media endnu ikke har formået at udnytte til deres fordel. ”Jobaspiranten – magasinet for dig, der stadig ikke er kommet ud på arbejdsmarkedet”, med artikler, der går lige durk i kvindelogikken: ”Sådan får du dine ansøgninger læst”, ”Søger du de rigtige jobs” og ”Alle skal kende min skæbne: Den dag Rikke røg ud af dagpengesystemet”. Jeg ville læse det. Kan alligevel ikke sove pt. af samme årsager, så ville have god tid til det.

Masser, som i MASSER af arbejde på løntilskudsstedet, som jeg selvfølgelig udfører langt størstedelen af, men med en stadigt stigende svigtende motivation i kraft af, at jeg ikke just lærer nyt længere, eller kæmper for ikke at blive stemt hjem. Eller har for travlt med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke gider lave noget. Kanske det også har noget at gøre med, at jeg med en unheimlich præcision troligt er begyndt at vågne dybt udmattet klokken 04.35 hver morgen.

Og kronen på hele denne kværulerende jammer: Ny sygeperiode! Hvad sker der for det? Kan man skylde sygdom? Gå og være rask i årevis og så BAM, så tiltrækker man vira i en grad, der ellers er forbeholdt teenagedrenges PC’ere? Måtte kapitulere til sygesengen endnu engang i sidste uge og endda ekspederes videre til Riget til undersøgelser med mistænkelige kikkert-aggregater. Ikke at jeg fejler noget særligt. Fandt vi ud af, efter førnævnte havde været en tur gennem næsen på mig, og jeg sad usandsynligt stille, mens damen stak en kanyle ned i halsen på mig. Men jeg synes ligesom, det der sygdom er gammel hat nu. Har prøvet det og nået selvmedlidenhedshøjder, der klart udkonkurrerede dem, ”De arbejdsløses magasin” ville kunne fremprovokere, men synes ikke, jeg trænger til at få styrket karakteren mere sådan lige foreløbig.

Kunne til gengæld godt bruge en SMS snart fra ham brasilianeren, jeg havde en kaffedate med i går. Der endte med at blive snakket op på fem timer. Han gik i øvrigt ikke med bæltetaske, hvilket er en detalje, jeg lover (endnu engang) at uddybe, så snart der kan fremmanes nogenlunde sammenhængende tankevirksomhed i de relevante hjerneafsnit.

tirsdag den 7. august 2012

Mandag

6.00: Vågner fra drøm, hvor jeg har fået billetter til Zulu Comedy Galla (Yay!) og skal afsted med mine forældre (Oh-kay)…i en meget lille tremandskajak i festtøj, som vi simpelthen sammen skal ro over til operaen. Det er tilsyneladende en del af dealen.

7.00: Har forladt kajakken til fordel for et japansk gameshow, hvor jeg (i gymnastiksalen på min gamle folkeskole) spiller Angry Birds mod 12-årige piger. Og taberen af hvert spil bliver henrettet. Overværer mangt et præpubertært dødsfald.

8.00: Arbejder på blogindslag om bæltetasker. Og deres bærere. Og deres whereabouts i datingland. Men er allerede svært distraheret. 

Tidsrummet mellem 10.00 og 11.30 på 3. sal et sted i indre by. Hvad der med stor sandsynlighed er en kollega stjæler min telefon fra mit bord Min to uger gamle spritnye smartphone! Suk. Som trods alt ikke er så smart, at jeg tror den har en egentlig sort markedsværdi.

11.45: Skriver nonchalant (med stærkt paniske overtoner) mail med midlertidige kontaktoplysninger til PA for den chef, jeg var til jobsamtale hos i sidste uge, der muligvis ville ringe tilbage mandag.

11.48: Skriver for en sikkerheds skyld også lige facebookbesked til bekendt i naboafdeling, der måske lige kunne smutte over med mit midlertidige nummer. Altså just in case.

12.00: Konstaterer, det er svært at planlægge ny date med ham kokken, når hans telefonnummer nu er i langfingret slamberts varetægt. Han havde ellers sådan en dejlig naturlig aversion mod bæltetasker.

12.00-18.00: Får op til flere gange forklaret det smarte i back-up af kontaktliste og tracking-apps på telefonen. Glæder mig over så meget klogskab, der er i verden, som desværre er spildt på mig, da jeg ikke længere har en telefon og derfor intet at bruge det til.

18.30: Finder kokkens telefonnummer på et screendump. Ha! Godt jeg er backup-nørd på egen kringlede måde. Har arbejdstelefonen (og egentlig også en brasilianer) i baghånden, så føler mig nu helt tilbage i virkeligheden.

18.31: Internetforbindelsen bryder sammen,. Bemærker at solen kaster en skygge på elkedlen, der er præcis 2 liter yoghurt i køleskabet og ser fra vinduet dranker gå mod uret rundt om bænken foran bygningen. Tænker der er en årsagssammenhæng. TDCs veje er uransaglige. Det er en plausibel forklaring. Efterhånden.

18.36: Overvejer kraftigt at sætte Roxette på og tage permanent ophold i den tilstand af 1994, jeg befinder mig i.

19.00: Har nu ikke andet at foretage mig, end at skrive om de djævelske bæltetasker. Men er allerede svært træt af, at analysere netdatingens forunderligt væsen. Er rebelsk og går en tur. 

22.30: Slutter mandagsmandag med at sidde i vindueskarmen med computeren halvt ude af vinduet for at fange så meget af naboens ikke-sikrede net, at jeg kan fiske løbemakkerens telefonnummer fra fb og cleare vores aftale tirsdag morgen. Det lykkes ikke. 

Tirsdag 0.09: Sidder og skriver det her ned til trods for, at jeg nu ikke har andet valg, end at stå klar i Amager Fælled om syv timer. Prioriterer muligvis skrivning for at bearbejde überjävla dag før min underbevidsthed får chancen og blander unaturlige ropositioner med far og japanske skolepigers fremtid ind i billedet.

(For ikke endnu engang at nævne bæltetasker, hvilket nok skal blive uddybet snarest).

torsdag den 2. august 2012

Dobbelt op på hybris

Karma findes, FYI. Der kan være tvivlere derude, der stadig mangler håndgribelige beviser. For eksempel kunne man være en kålhøgen øretæveindbyder, der nonchalant indskød i samtaler i årevis, at man faktisk ikke vidste, hvad feber var, fordi man ikke har været syg i årevis.

Så vågner man søndag med en smule af føromtalte temperaturudsving og tænker herregud, er det det? Har netop aftalt med veninderne, at vi skal til Grøn Koncert. Ikke fordi musikken nødvendigvis entydigt lokker, men fordi græs, venner og livemusik pr. definition er hyggeligt! 

Den slags kan vel slås ned med panodiler, tænker man og propper et glas af dem ned til picnictæppet. Og det kan det godt. Indtil man er kommet ind og har siddet på et Alphabeat-lydtæppe og småsludret en halv times tid, og det så holder det op med at virke at tage to med 3 timers mellemrum, og man i stedet er hensat til at indtage Malk de Koijns kringlede prosa i fosterstilling på et meget knoldet underlag med et dunkende hoved og skrigende børn i så umiddelbar nærhed, at man ville kunne sparke ud efter dem, hvis man havde sin fulde førlighed.

Uden at insinuere en årsagssammenhæng begynder det så at regne, da Seebach jr. går på scenen og gentager ordet ’Engel’ så mange gange, at det for længst må have mistet sin semantiske betydning for ham. Alt bliver vådt og hårdt prøvede grønskollinger må op og stå, kæmpe lidt endnu, for det var jo O’Connor og ikke Seebach, man havde tænkt sig at rejse sig for.

Men Rasmus kan se, at jeg flakker rundt, jeg ved ikke hvor jeg hører til, og jeg må lade ham vinde kampen midt i ’Lidt i fem’, sige buhu, give fortabt og kravle hjem. (Okay, der var en cykel involveret, men tempoet må have været nogenlunde det samme). 

Og så bliver man først rigtig syg. Syg med syg på. Så syg, at man får flashbacks til dengang man boede på værelset med det grønne tæppe, og mor kom og vækkede en og prøvede at få en til at drikke vand fra den røde kop, selvom hun jo kunne se, hvor ubehageligt det var at sætte sig op. Så feberramt, at man i 36 timer kun kan ligge meget stille med lukkede øjne og vente på det går over. (Og tage telefonen, når mor ringer for at sige, at man skal huske at drikke vand).

Halvandet døgn lyder måske ikke af så meget for de mere erfarne på området, men hvis man ikke har haft feber i over tyve år, så er det ualmindelig lang og nederen tid, skulle jeg hilse og sige. Jeg er i øvrigt sikker på, det var man flu, jeg var ramt af, for det føltes så uendeligt meget værre, end det jeg kan forestille mig andre lider af, når de er syge.

Nu buldrer hovedet ikke længere, halsen har snøret sig ud igen og kroppen har genlært sig selv basal air conditioning. Men bare lige, så vi er enige karma: Jeg har forstået budskabet. Der er på ingen måde brug for en gentagelse de næste tyve år!

lørdag den 28. juli 2012

Mens vi venter på breaking news

Kommer nok til at skrive mere om netdatingens forunderlige væsen, you just wait for it. 

Det påstås jo, at hver fjerde forhold starter på nettet. Jeg tror, jeg trækker den statistik kraftigt ned. Her er i hvert fald en lille top 5 over dates, der startede på nettet, men aldrig naturligt udviklede sig til mere:

1. Jokeren


Førstehåndsindtryk: Synes selv hans jokes var usigeligt morsomme. Så morsomme, at han var nødt til at afbryde stort set alt, jeg forsøgte at få indført, for at fortælle dem. Og selv grine af dem. Hvilket for så vidt også var i orden, nogen skulle jo gøre det. 

Mindeværdige citater: ”HEY, det minder mig om et afsnit af Letterman, hvor Obama øhm, altså han siger noget med sine ører. Det er mega sjovt [Griner højt for at understrege, hvor sjovt det var]. Det er noget med, at øhh, hvordan var det nu …” 

Bedømmelse: Efter ikke at have fået særlig mange ord indført og pligtgrinet hult i to timer, takkede jeg pænt nej til at tage med ham ud og spise på hans brors restaurant dagen efter og møde det meste af familien! 

2. Himmelhunden


Førstehåndsindtryk: Sms en time før daten med besked om, at han lige havde været i bad. Underforstået som i hvis nu…du ved…altså, så er jeg ren og nyvasket. Det skal i hvert fald ikke afholde dig. 

Mindeværdigt citat: Min hjerne har fortrængt det grufulde tidsinterval det tog at forklare, hvordan han som nyudnævnt tillidsmand faktisk havde opdaget, at der var nogle løntilskud, de skulle have i hans afdeling, som de ikke fik, og hvilke forhandlingsmøder og i hvilken rækkefølge han havde afholdt med kommunen. Som en service gik han gerne tilbage i fortællingen og startede igen, hvis han fornemmede, jeg ikke havde helt tjek på detaljerne.

Bedømmelse: Jeg var jo advaret om et vist lavniveau allerede en time før jeg alligevel valgte at troppe op. Blev ikke positivt overrasket. 

3. Daddy


Førstehåndsindtryk: Samtaleemner første ti minutter af daten 1) Han (21) ville gerne have børn indenfor de næste to år 2) Var stor modstander af kvinders ret til at få abort 3) Synets vi burde indføre dødsstraf i landet. Så var linjen ligesom lagt, og med den slags sværvægtere på bordet fra starten og ingen overensstemmelser i synspunkter eller afkomsønsker, var det svært at løfte daten derfra. 

Mindeværdige citater: Sms en time efter han var kommet hjem fra ferie, to uger efter en gudsjammerlig date. ”Hey baby, Daddy er landet” (!) 

Bedømmelse: ’Daddy’ havde desværre ikke den store føling med min oplevelse af daten, og desuden ønsket om at blive en rigtig daddy snarest muligt, hvilket ikke helt stemmer overens med min senmoderne skræk for at få børn.

4. The Creep


Indtryk: Mødte ikke op til den date, han selv møjsommeligt havde planlagt med søndagsfrokost og det hele efter at have skrevet sammen et stykke tid på nettet.

Mindeværdigt citat: Sagde det i stedet med blomster, da jeg pludselig fik leveret en buket til min hjemmeadresse, med ’Tillykke med Bacheloren’. Havde nu hverken nævnt min eksamen eller min adresse, men man kan selvfølgelig komme langt på et postnummer og et fornavn, hvis man virkelig vil… 

Bedømmelse: Tja, havde ikke noget at bedømme, udover det var mit første bekendtskab med netdating, hvilket gjorde der gik lige nogle år, før jeg hoppede derind igen. 

5. Georg Michael (blind date): 


Førstehåndsindtryk: Viser sig at have set sig i spejlet engang i ’97, betragtet den snorlige midterskilning og lokumsbrætskægget og tænkt, at det holder hele vejen ind i det nye årtusinde. Ikke mindst i kombination med den lidt svedlugtende ’Roskilde 2002’ t-shirt, som nok også passede bedre i størrelsen i 2002. 

Mindeværdigt citat: [Spejder rundt i lokalet, hvorefter øjnene igen falder på mig] Ja, jeg må indrømme, at du ikke ville være mit førstevalg. 

Bedømmelse: Til trods for, at stand by ellers er min ting, valgte jeg ikke at blive hængende i hjørnet, klar til at være den, hvis han nu ikke nåede at finde noget bedre.. 

Psst, ingen den her uge har kvalificeret sig til listen, men har immervæk opdaget mange nye ting at lave lister over. Fortsættes…

tirsdag den 24. juli 2012

In your heeead, in your heeeeaaeead....PLEASE!

Beskrev i går den fuldstændig identitets- og initiativløse mand fra dating-universet. Han har også en modsætning, og det mest irriterende ved den her modsætning er, at han til trods for rigelig skurvogn i min humor, får mig til at føle mig som den vildeste snerpe. Altså:

Exhibit B:

Mand: ”Hej, så lige din profil … bla bla.. standardtekst…bla. Har du haft en god dag?
Mig: Ja den har været stille/vild/afslappet/whatever. Kan se du kommer fra Polen/Har et udstoppet egern/går til lerdueskydning– uddybende spørgsmål på den konto.
Mand: Er du glat? Hvis du havde en trekant med to fyre, ville du så være okay med anal? Er du med på en sandwich?


Kære mand. Skal vi virkelig til at skære i det stykke pap på den her side af 8. klasse? All right.


Du må for min skyld gerne overveje om jeg ville gå med til at lege med ornespray, danefæ og din grandfætter på en pløjemark lidt udenfor Randers. Men jeg ville sætte stor pris på, at du overvejede det inde i dit hoved indtil videre.

Tro mig, når jeg siger, at det ikke virker for mig, at vi starter vores bekendtskab med fullblown udveksling af seksuelle eskapade-ideer, som sgu nok alligevel ikke ville komme som en naturlig udvikling i halen på første date, vel? Jeg har intet imod at tale om sex, men synes det er en lige frisk nok udvikling i en samtale, eftersom jeg ikke har oprettet en profil på knullamigkåttjur.se eller valgt brugernavnet analdronningen84. Mangler sgu et par mellemlandinger.

For der er jo ikke en hårfin grænse i det her spil, som kan være svær at ramme. Der er et meget stort gråt felt, hvor man kan slå sig løs og boltre sig mellem ”Jeg smider al initiativ over på din banehalvel” og ”Se min pikkemand!”. Trust me, man kan sagtens få sex ind i samtalen uden at gå all in på whatever billeder, man lige har i hovedet.

Og jeg undrer mig igen. For jeg tænker jo, at mænd er ganske pragmatiske mennesker, så hvis en procedure funker, så er det den, vi kører med. Hvis exhibit A fra i går kan score ved at holde alle kortene så tæt ind til kroppen, at der kan forekomme osmotisk tryk i lændemanken, så må exhibit B jo også have held med at lufte ALLE umiddelbart opståede fantasier. Og det huer mig ikke!

Hvem er de kvinder, der er med på at gå fra ”Haft en god dag?” direkte til ”Jeg vil gerne have min pik op i røven på dig”? I ødelægger det lidt for os andre dødelige, tilsyneladende lidt hæmmede mennesker (I ved, os med selvrespekten intakt). Og findes I i det hele taget eller er det i virkeligheden jer, der bliver inde B’erens hoved og aldrig kommer ud. Gider I ikke bytte plads med B’s umiddelbare tanker? Eller smide en lærerig tv2-skive på.

Mænd er mænd og mænd er meget mere mænd og værre
end man helt almindeligvis går rundt og forestiller sig og tror
det er ikke sex vi siger, men det er sex vi tænker på
når vi sover når vi vågner, når vi kommer, når vi går
Vi spørger: Vil du danse med mig
og jeg vil elske dig for altid


Du tænker en ting, du siger noget andet. It’s that simple!

mandag den 23. juli 2012

Rapport fra datingfronten

Nu hvor jeg har næsten fire døgns erfaring fra netdatingens verden kan jeg alligevel ikke dy mig for en lille statusrapport, for der er to typer mænd i den verden, der bestandig krydser min vej Og heldigvis også noget ubestemmelig materie imellem disse to poler, men kan undre mig såre over mænd, der enten lægger så meget bånd på sig selv, at der er no trespassing, eller til gengæld har absolut INGEN bånd, der binder dem.
Hvilket bringer mig frem til min bevisførelse:

Exhibit A


Mand: ”Hej, haft en god dag?
Mig: (Tænker, det er et meget jovialt spørgsmål fra en vildtfremmed, men nuvel). Ja den har været okay. Det er lidt feje hold, når du ikke har en profiltekst, så hvem er du? : )
Mand: Du kan bare spørge
Mig: Eller du kunne komme med en eller anden tilfældig oplysning, så jeg havde noget at spørge indtil.; )
Mand: Hvad vil du gerne vide?
Mig: Tja, det er svært at vide, men okay, står den på ferie eller arbejde for dig for tiden, og hvad laver du, når du ikke tjekker damer ud på nettet [Indsæt selv kæk smiley]
Mand: Jeg er murer.
Mig: (Kunstpause)


Come on! Hvad skal jeg svare på det? ”Nå for søren”, ”Hold nu fest”, ”Får du så muret en del?”. Og hvorfor tvinge mig ud i sådan en dødsejler som ”Hvad laver du så”? Fair nok at være en mand af få ord, men det er jävla svært at holde en sådan samtale kørende, når jeg intet ved om dig, til at være interesseret nok til at begynde at spørge mere.

Chatting up is hard to do, og undertegnede er bestemt heller ikke mester udi kunsten. Det er jo derfor, der findes et hav af scoreguides på nettet. Conversation starters ifølge scoringens Messias Neil Strauss: Tag en sjov hat på i byen, en neonhalskæde, noget man kan tale ud fra, fortæl om et fiktivt slagsmål ude foran, så du ikke behøver at ty til ”Kommer du tit her”, sådan lige fra starten.

Overdrivelse fremme som bekendt forståelsen, men en sjov hat i netdating kan jo være hvad som helst. Er stødt på en, der skrev, han gik til lerdueskydning, en der poserede med sit udstoppede egern, et sjovt brugernavn, billede fra en skiferie, et eller andet, hvad som helst. Det gør det SÅ meget nemmere at starte en tilfældig samtale med en fuldstændig fremmed.

Har selv smidt random facts om feriedrømme, forkærlighed for dårlig svensk popmusik og barndommens tvungne folkedans in the mix, bare så der var et eller andet, man kunne starte en ligegyldig samtale om. Og hey mester, det kunne du også score nogle billige point på at spørge indtil, i stedet for at smide en standardbesked og lægge initiativet til en samtale over på mig. Ikk’?

Det lader desværre til at være en udbredt man flu på datingsider. Intet billede, ingen tekst udover ”Skriv, hvis du vil vide noget”. Problemet er bare, at det sender tre mulige signaler, som ikke er særligt givtige:

1) Jeg ved ikke noget om mig selv
2) Jeg er herreflov over både mit udseende og min personlighed
3) Jeg regner med, at kvinder ikke kan kapere så meget information og ved synet af ”35 år og fra Lyngby” tænker ”OMG, that’s the one, har altid drømt om en mand fra Lyngby. Og så står der oven i købet at han er ikke-ryger og stenbuk. I can hear the bells!”.

Giv lidt af jer selv, ikk? Og nogle ord. Det er en webbaseret løsning, I har gang i, så ’Blue Steel’ på tværs af dansegulvet er svær at få igennem på skrift.

Den anden, uh han kræver også en sides opgivende kværulance fra min side, så ham tager vi i morgen.

fredag den 20. juli 2012

Nye weekendplaner

Har fået danset færdig om grødfadet, skrevet længere ode om mig selv, poseret skrækkelig unaturligt på nogle selvudløserbilleder og smækket det hele på datingside torsdag.Torsdag er som bekendt det nye onsdag, right?

Nå, men det virker jo lidt som om, jeg kommer til at bruge al min vågne tid derinde, indtil nyhedsværdien daler igen. Der er jo ’like-knapper’, der skal trykkes på, billeder, der skal granskes, insisterende chattere, der vil vide ”om, jeg hygge mig fræke” og lidt mere interessante typer, der skal brevflirtes med over temaet: ”Hvad skal man gøre, hvis man møder en tiger?”

Så vi ses bare senere, ikk’?

mandag den 16. juli 2012

Vild med grøddans

Havde jo egentlig besluttet at datingprofil skulle oprettes i sidste uge. Men så skulle jeg jo heldigvis have nye briller, der ville komme i dag, og man kan jo ikke lægge billeder på en sådan profil med gamle briller. Falsk varedeklaration, lige der! 

Så var brillerne både så dumme og dejlige at komme i fredags.

Heldigvis har jeg lige læst en internetartikel om, at timing i internetdating er altafgørende, og man skal ikke satse for meget på starten af ugen, hvor folk ofte har travlt med arbejde og planer. Så nu siger vi onsdag aften. Onsdag, blev der sagt. Ja, det kan tidligst blive onsdag. 

Så kan jeg jo også nå at styrketræne to gange, tabe næsten 300 gram og lede efter tegn på, at den drengede, lidt for afslappede og på ingen måde gennemtænkte garderobe bliver moderne hvert øjeblik, det skal være…

tirsdag den 10. juli 2012

Det kunne måske også vente til efteråret

I foråret besluttede jeg, at netop nu ville være et godt tidspunkt at oprette en af de der datingprofiler. Igen. Nu, hvor det er blevet nu, har jeg sjovt nok afsindigt mange og gode grunde til, hvorfor det alligevel ikke kan blive lige nu. For det handler jo ikke om, at det gør lidt ondt, at jeg tilsyneladende primært er bemærkelsesværdig på skrift og dermed/derudover dejligt fri fra avs-slag til hverdag (fra andet end de potentielle arbejdsgivere, jeg forpester med henvendelser, selvfølgelig). Det handler jo naturligvis i virkeligheden om:


- At jeg har ikke nogen sko uden utilsigtede huller! Ja, til trods for mine mange X-kromosomer, er den skinbarlige sandhed to par (som i alt), der for længst har opgivet den sociale sammenhængskraft. Og den slags lægger mænd virkelig mærke til!


- At jeg også kun har det ENE fede sæt tøj. De jeans, der sidder godt, den gode top, den kække detalje. Jeg kan med andre ord ligeså godt lade være med at spilde folks tid, for har ikke noget outfit til evt. anden date! Og det findes der ikke råd for, fordi… 

- Min økonomi er en by i Rusland. Kan slet slet ikke sætte dating på budgettet med god samvittighed, med alt hvad det indebærer af pænt tøj, middage, vin og alskens anden leben. Pt. ser det ud til at pt. ændrer sig ca. samtidig med finanskrisen, så kan jo også bare vente til der, hvor jeg så også har… 

- Et spændende job! Jeg er jo for filan arbejdsløs, og hader så meget desto mere at møde nye mennesker, fordi første spørgsmål vil være: ”Hvad laver du så?” og andet spørgsmål vil være ”Ferieplaner?” og tredje desperate forsøg vil være et spørgsmål til hobbyer, hvor jeg ligesom med ferieplaner igen må mumle en bortforklaring uden at afsløre, at dagpengelands samspil med eftervirkningerne af min ungdoms økonomiske letsind, desværre giver et rådighedsbeløb, der kan få en spand at hoppe i. Tænker, det bliver en lang aften, når jeg kun kan byde ind med genfortællinger af de tv-serier, jeg følger med i. 

- Og som om jeg ikke allerede har retfærdiggjort mig selv, så er der jo stadig grunden over alle grunde, for af uvisse årsager består jeg tilsyneladende stadig af de der 5-10(-15, men ssch, vi taler ikke om det) overflødige kilo, til trods for hvor mange gange, jeg egentlig har sat mig for at tabe dem. Og ingen tvivl om, at de spiller ind, så hvis jeg nu ventede, til de en skønne dag var væk, så ville dating jo pludselig være det nemmeste i verden, ikk’? 

Summa summarum, overbevisende argumentationsrække, blev der sagt! Manglende indholdsrigt liv at berette om, garderobe, der gjorde sig bedst lukket inde på specialekontoret og lår, der vil lidt for meget frem i verden er alle vigtige grunde til ikke at gøre noget som helst. For hvis der er noget, der virker her i verden, så er det at trykke på standby-knappen, right?

Suk.

Er der ikke nogen, der har nogle bedre undskyldninger, jeg kan bruge, som virker?

mandag den 9. juli 2012

Alting vender tilbage - også grønskollinger

Sporadiske højdepunkter fra selvvalgt rækkehus-isolation/rekreation den forgangne uge:

- Sidde på terrasse og drikke kaffe, mens man indtager rigelige mængder lettilgængelig litteratur. 

- Have terrasse. Og have. Og solbadningsmuligheder uden publikum. Nuvel, ikke så meget sol, men muligheden hele tiden, lige der. 

- Høre 90’er compilation cd’er og opdage nyt land. Tænk sig, Cranberries har faktisk lavet andet end ’Zombie’. 

- Vågne klokken fem, fordi man har glemt at dække undulaternes bur til og gå en morgentur ned til vandet. 

- Få så meget lyst til at bade, at man senere køber den billigste badedragt, der kunne opstøves i nærmeste butikscenter. 

- Konstatere, at det faktisk er muligt at kombinere storblomstret og dyreprint, men at der nok er en grund til, at det ikke er mere udbredt. 

- Cruise rundt i nabolaget i låne-Picanto med hjertet siddende unødvendigt højt oppe i halsen, eftersom jeg kører bil ca. ligeså tit, som jeg vasker bagvæggene i køkkenskabene. (Eftersom bilens ejer muligvis læser med, så havde jeg selvfølgelig fuldstændig styr på hvad jeg lavede. Hele tiden.) 

- Induktionskogeplader! Kæft, det er smart. 

- Se ualmindeligt meget ”QI” på BBC og ærgre sig lidt over, at opdage så fantastisk underholdende program, når jeg nu ikke har et fjernsyn i virkeligheden.

- Løbetræne på den måde, at man med vilje farer vild i stisystems-helvede, og derfor først er færdig, når man har fundet hjem igen.

- Stå tidligt op hver dag bare for at tage revanche med op til flere middagslure i løbet af dagen. 

Og meget meget mere. Men eftersom jeg netop bare har tullet rundt i min egen lille verden og haft en fest, så er det så som så med nyhedsværdien i mine ferieoplevelser, men jøsses, hvor har det været skønt at trække stikket. Er der andre, der skal have passet hus?

fredag den 6. juli 2012

TEEN LITT FESTIVAL #5

Alting vender tilbage - Sidste del


”Hallo, er her nogen…Jeg tror hun er ved at vågne op”. Gabriella åbnede halvt øjnene, men blev blændet af lys og lukkede dem hurtigt igen. Hun forsøgte at samle tankerne, men alt var sløret og uigennemtrængeligt. Den sætning hun lige havde hørt passede ingen steder hen, og ganske langsomt vendte hun tilbage til virkeligheden. Hun forsøgte endnu engang at åbne øjnene, og efter et stykke tid kunne hun registrere, at hun ikke længere var på fabrikken. Hun lå i en seng i et babygult værelse, og efter lugten at dømme måtte hun befinde sig på et hospital. Solen bragede ind gennem et åbentstående vindue, det måtte være langt op ad dagen.


Fuck, hun skulle have været på arbejde klokken otte, var hendes første tanke, som hun dog hurtigt glemte igen, idet hun så en ældre medlidende mand stå ved siden af hendes seng. Han var sandsynligvis læge. 

Med et stift blik stirrede han på hende: ”Du har været meget heldig, unge dame. De fleste, der har ligget stille under så lave temperaturer i så lang tid slipper normalt ikke med en omgang feber”. Han fortsatte med at fortælle en masse, hun ikke rigtigt hørte. Hun kiggede sig omkring i håb om at få øje på nogen eller noget hun kendte, men alt var fremmed for hende.

En sygeplejerske kom ind med en bakke til hende, der, efter hun var blevet hjulpet op at sidde, blev placeret foran hende. Så forsvandt alle folk pludselig igen og hun sad tilbage indhyllet i en stærk skarp duft af karry. Hun kiggede ned og ikke overraskende stod dagens menu på boller i karry. Den smule appetit hun måske havde haft forsvandt som dug for solen, og efter at have skubbet bakken væk, satte hun sig og stirrede tom ud i luften, i håb om at få bare to tanker til at hænge sammen. 

Pludselig var han der igen. Han stod for enden af sengen, og stirrede på hende og som syle borede hans mørke gnistrende øjne sig på ny dybt ind i hende. Ind ad det åbne vindue fløj en flok af smukke sommerfugle i alle regnbuens farver. Inden han gik, greb han den sidste, den smukkeste, og knugede den i sin hånd, så den ikke kunne flyve.

- THE END - 

(Desværre. Det skulle have været en længere føljeton, men så fik den 17-årige grønskolling for travlt med selv at tjene penge på pølsefabrikken.)

torsdag den 5. juli 2012

TEEN LITT FESTIVAL #4

Alting vender tilbage - del 4.
(Nye læsere kan begynde her)


Hun anede ikke hvor længe hun havde ligget der, da en enkelt karakteristisk lyd bragte hende tilbage til virkeligheden. Lyden af fodtrin hen over det kolde flisegulv. Hun ville vende sig om, men kunne ikke, og da ingen gav sig til kende, opgav hun foretagendet og forsvandt på ny ind i en rus af forvirrede svimle tanker. 


Hun så ham træde ind ad svingdøren, gå de 10-12 skridt, der måtte være hen til det sted, hun lå på gulvet. Slaviske, taktfaste skridt. Nu måtte han stå bag hende. Før hun kunne nå at stoppe dem, tog hendes længsler over og fordrejede hendes tanker. Hun ville kæmpe imod, men kunne ikke og ganske langsomt fyldtes hendes skød af indestængt brændende lyst, der måtte ud. Hun mærkede ham løfte hendes følelsesløse krop væk fra gulvet, ganske langsomt og forsigtigt, som var hun en porcelænsdukke. 

Hun vidste at hendes tanker spillede hende et puds, som de så ofte før havde gjort, men hun nød det og for første gang gav hun sig selv lov til at nyde hans tilstedeværelse overalt. En kort stund lå hun i hans arme og med hans intense blik, der brændte sig ind i hende, kom følelserne tilbage og hun mærkede varmen fra hans krop. Hun ville sige noget, men kunne ikke få en lyd over sine læber og med en elegant bevægelse stoppede han det roterende samebånde, hvor han lagde hende. 

Hun kiggede på ny op i hans mørke øjne og blev overvældet af kærlighed, til det væsen hun så for sig. ”Dennis”, hviskede hun…”Du er alt”. Et smil af ubestemmelig karakter bredte sig over hans mørklødede ansigt, han sank sammen over hende, da lyset tog til.

Fortsættes...

onsdag den 4. juli 2012

TEEN LITT FESTIVAL #3

Alting vender tilbage - del 3
(Nye læsere kan begynde her)


Hun hadede sig selv for denne længsel efter dette udyr, der trods sin barbariske kærlighed havde givet hende, hvad ingen andre kunne. Og allerede nu kunne hun se, at det var for sent. Han var trængt for langt ind i hendes bevidsthed, til at hun kunne fungere normalt, og atter en nat måtte hun skiftevis nyde og pines med han tilstedeværelse hos hende, i hende og om hende. Som et levende genfærd snoede han sig ind i hende og fratog hende alt, mens han blidt kærtegnede hver en centimeter af hendes krop.

Han måtte ikke, ikke igen. Uden ham var hun fortabt, hos ham, var hun intet. Hun kæmpede imod, satte farten op på båndet og greb fire pakker af gangen, mens hun koncentrerede sig udelukkende om at koncentrere sig. Fire ad gangen, tolv i hver kasse, endemærkat, skal stables på pallen, femten i hver lag, højst otte lag, skal hente ny palle, fire ad gangen, tolv i hver kasse, tømme stativet, hente nyt stativ, elleve stativer endnu, endemærkat, stable på pallen, femten i hver lag…hun gjorde hvad hun kunne for at holde ham væk, dog uden held. Uanfægtet fortsatte hun arbejdet, prøvede at tage seks pakker ad gangen, men opgav da det var fuldstændigt umuligt.


Som en lille fortabt pige, kastede hun pakkerne fra sig og sank grædende sammen på det iskolde flisegulv. Hun krummede sig sammen og gjorde sit bedste for at dæmpe de rystelser, der gik gennem hendes krop. Hun kunne ikke holde til det mere. Alting voksede sig op over hendes hoved. Ensomheden, længslerne, de fortabte sommerfugle, alting og ingenting fyldte hendes hoved med fortvivlede erkendelser fra et liv, der var gået.

Hun ænsede ikke omverdenen, tiden eller de monotone stød fra maskinernes larm. Hun kunne ikke mærke sin egen krop længere og nød i den grad følelsen af følelsesløshed.

Fortsættes...

tirsdag den 3. juli 2012

TEEN LITT FESTIVAL #2


Alting vender tilbage - del 2
(Nye læsere kan begynde her)


Hun kunne ikke undsige sig, at føle sig ensom til tider…eller hele tiden, men uden pengene kom hun ingen vegne, og ensomheden var blevet en god ven, der på sin egen måde trøstede hende, når den var blevet for meget.

Klokken præcis elleve stemplede hun derfor ind, efter med lynets hast at have skiftet til det hvide fabrikstøj, der med undtagelse af manglen på store knapper, fik hende til at ligne en tro kopi af Pjerrot. Forude ventede otte timer i fem graders varme, kun afbrudt af to små pauser.

Gabriella skuttede sig, iførte sig den blå termojakke, der så absolut ikke gjorde synet kønnere, og trådte ind på pakkeriet. Resolut greb hun et løbehjul og hentede fluks et stativ ”Miniparty”. Det gjaldt om at lave noget, dels for at holde varmen, dels for at undgå at tænke. Otte timer kunne føles uendeligt lange, når man kredsede rundt i sine egne tankers spind. Men allerede da hun parkerede stativet med sikker hånd foran det roterende samlebånd, vendte han tilbage.

Han kom altid, når hun mindst ønskede det, mest savnede ham. Han hjemsøgte hendes tanker, gjorde hende ude af stand til at tænke klart. Han tog hendes vilje, hendes mod, knugede det sammen til en lille kugle, som han med største lethed kastede op på himlen, hvor den lyste sammen med de andre tusind stjerner. Han var alt, gjorde hende til intet, og sammen var de det grumme Alt og det smukke Intet.

Lyden fra maskinerne afbrød hendes tanker og kaldte hende tilbage til den virkelighed, der var hendes virkelighed. Hun gentog endnu engang for sig selv: Han var fortid, hun var fremtid. Han havde givet hendes liv den smukkeste nat hun nogensinde ville opleve. Det ville der aldrig kunne laves om på. Men bagefter, bagefter havde han som et utålmodigt rovdyr, flænset hendes bryst op og alle sommerfuglene var fløjet bort, op mod himlen, ud i verden … uden hende.

Fortsættes...

mandag den 2. juli 2012

TEEN LITT FESTIVAL #1


Alting vender tilbage - del 1
(Nye læsere kan begynde her)

Det var mørkt og det var koldt. Alt andet gled ubemærket forbi Gabriellas bevidsthed, og som i en trance fortsatte hun hen ad stien, der førte til sydbyen, ned mod havnen. Hun havde end ikke tal på, hvor mange gange hun havde gået denne tur, hun kendte turen ud og ind, vidste trods mørket, hvor stien slog et sving og hvor lang tid det ville tage at nå ned til fabrikken. Eller ned i helvede, det kunne komme ud på et!

Klokken var syv minutter i elleve. Hun gik aldrig hjemmefra før i sidste øjeblik. Hver dag var den samme rutine. Klokken elleve skulle hun stå klar på fabrikken, hvor hun arbejdede indtil klokken syv. Så gik turen hjem til et kort bad og noget morgenmad, og klokken otte sad hun klar ved kassen i Bilka. Hver dag det samme. Når fyraftenen meldte sig var det lige på hovedet hjem i seng, så hun kunne være bare en smule frisk til det atter gik løs på fabrikken klokken elleve.

Kun i weekenden var der en smule trøst at hente, og det var netop den der spøgte i Gabriellas tanker denne torsdag aften i november. Ikke at hun havde nogle planer for weekenden. Hun var flyttet til byen i august, kendte ingen her, og havde heller ikke hverken tid eller mulighed for at komme til det. Men i weekenden kunne hun slappe af, nyde livet og drømme! 

Hver lørdag morgen regnede hun ud, hvor mange penge hun havde tjent indtil nu, og hvor mange hun manglede. Det var ugens højdepunkt, at se den lille formue vokse sig større og større og hjælpe hende nærmere og nærmere mod hendes drøm. Den drøm, der var så vigtig, at hun gerne ville spilde kostbare dage, uger, måneder af sit liv for at tjene pengene til at realisere den.

Fortsættes...

søndag den 1. juli 2012

Once more with feeling

Jeg har altid været god til at kassere hengemte ejendele og slæber ikke mange ting med mig rundt i livet (eller op i kvistlejligheder). Som tidligere nævnt er der dog en kasse, med tidligere skriblerier, jeg troligt bakser op ad trapperne hver gang. Et par sangtekster, de første tre kapitler til første bog i serien om ”Ulveklubben”, I ved, den med bankrøveriet (jeg læste pænt meget ”De 5” som barn) og lidt spredt novelleproduktion. 

Jeg går i sommerhi en uges tid, og tænkte, det var et passende tidspunkt, at lade computeren hvile og måske i stedet gå nogle ture, se nogle ting, læse nogle fysiske bøger. For at bloggen ikke skal stå og være helt tom og kedelig, tænkte jeg derfor, jeg som lovet kunne publicere min krummede tæer som en lille sommerføljeton. 

Og det er faktisk sværere end som så. Jeg har skraldgrinet med let overtone i genlæsningen af mine forsøg ud i familie journals-novelle som teenager. Men at dele det med andre, skurrer i mit selviscenesættelsescenter i en overraskede grad, og jeg har overmåde lyst til at indsætte utallige voksennoter, der lidt kan forklare, at her har jeg jo tydeligvis en ironisk distance til min genre, og her er der faktisk et dybere lag, hvis man graver. 

Men nikkenej, ingen noter. Det skal drive ned ad væggene, skal det, med indestængt længsel, velvalgte klichéer og teenagepatos. Og bevares, allerede dengang havde jeg en vis ironisk distance, men smækker alligevel nogle følelser på bordet, måske uden jeg egentlig havde planlagt det. Sådan lidt stormfuld længsel efter den der altombrusende besættelse af et andet menneske, blandet med stærke billeder fra min egen tid som ferieafløser på pølsepakkeriet. Og alligevel så såre uskyldigt, at jeg måske burde have sendt den ind til Familie Journalen…?

Så find den indre dybe basfortællerstemme frem, skru ned for belysningen og træk tempoet heelt ned. Husk dramatiske kunstpauser. Så er vi næsten klar til historien om Gabriella. Og den skæbnesvangre dag på pølsefabrikken…


PS. Kommenter gerne. Jeg har svært ved at vurdere, om det her er sjovt/interessant for andre end moi : )

fredag den 29. juni 2012

Elskede fredag

Jeg er så glad for at se dig. Synes du fortjener et godt beat, en god bas og lidt rocket reprimande. Heldigt for dig, at den blå vogn altid er leveringsdygtige i den slags. Sæt igang og god fredag derude!


Fotograf: Katja Mia Pedersen

torsdag den 28. juni 2012

Kom juli, kom regn, kom solitude

Peger om få dage næsen nordpå, når jeg tager min praktiske eksamen som undulatpasser, mens søs og familie ferierer.  

Synes denne uge driller indtil videre. Om det er fordi, jeg har været under the weather (tøhø) med et eller andet, der har fået min døgnrytme til at eksperimentere med gumpetung offbeat, om det er fordi, at de opgaver, der venter før jeg har ”arbejd hjemme-ferie” er RØVtrælse med ekstra røv på, eller om det er fordi chefen på mit lille fritidsjob stopper og dermed højst sandsynligt også mine arbejdsfunktioner.

Suk. Sidstnævnte slog mig noget ud i går, og fik næsten kun gumpetungheden op på kvisten, før jeg lavede en eklatant Maude i gik i seng! (Førnævnte døgnrytmeeksperiment gjorde så, at jeg vågnede elleve timer senere!).  

Egentlig påvirker det selvfølgelig hverken min økonomi, mit liv eller cv mærkbart, at et femtimers job bliver udfaset eller væsentligt forandret. Men det er jo ikke et job, for syv sytten! Det er et anker! Det er en legeplads. Det er et sted, jeg kan brænde mit engagement af, mens mit liv sejler rundt i en træsko med læk i begge ender og med rådden mast og rig.  

Jeg var jo ligesom lige kommet med i hulen, ikk', og havde den der dejlige følelse af tilhørsforhold, som jeg pt. her i arbejdsløshedsvanviddet som løntilskudsmetervare craver, som en enlig mor i Høje Taastrup craver tre røde Look på terassen, når ungerne endelig sover.  

RØV, sagde hun.

Men inden jeg begynder på ”Stop all the clocks, cut off the telephone…” må jeg hellere stikke piben ind og trække vejret unødvendigt dybt på den måde, som kun coaches, der kalder 'arbejdsløse' for 'jobaspiranter' kan gøre det.

Tre dage endnu. Så drager jeg nordpå, til søs’ hus, der i mit hoved på få dage allerede er blevet til en slags wellness spa, et retreat, hvor jeg lige kan lukke verden ude i en uges tid. Keder mig sikkert efter en dags tid, men jeg vil væk, væk siger jeg jer.

søndag den 24. juni 2012

'Cause she is drawn to the fire, some people will never learn

Jeg er pt. ansat i en løntilskudstilling (I ved dem, hvor løn burde stå i anførselstegn) et lidt arty-farty sted. Havde med andre ord ikke fået sat min fod i klemme på Jehovas Vidne-måden, hvis det ikke var fordi, jeg kendte nogen, der kendte nogen.  

Dejligt arbejde, søde mennesker, jävla malplaceret grønskolling.

Sad i fredags til noget eftermiddagstamtam med virkelig søde og på mange måder dejlige kollegaer. Kommer imidlertid ikke udenom, at jeg er lysår ved siden af, når det kommer til selvbranding og oplevelsesnarkomani. Der er bare et eller andet ved omgangstonen, der får mig til at føle mig som en røvballemusiker i mintgrøn skjorte med keyboard under armen, der ved en fejl er endt i Koncerthuset og ikke Herlev Medborgerhus. I ved, når man nu ikke lige kan remse +20 trendy barer i København, ikke forstår de filmcitater folk slynger ud…fra dokumentarfilm…fra halvfjerdserne og ikke kender de der ting, der bare ALTID sker, når man er i Berlin/Barcelona/New York.*  

I går endte jeg så lidt tilfældigt uden for København med at lave sankthans-snobrød til en hulens masse unger på mit andet næsten-lønnede arbejde (It’s complicated). Men til trods for klisterhelvede, børn i hobetal og obligatoriske halvfulde småbørnsfædre, der lige skal pointere, at de der håndbevægelser, der kræves når dejen skal sidde godt fast på pinden, dem har man da vist prøvet før (notch notch, wink wink), så råhyggede jeg mig i den grad, med kolde hof, top 40 coverband, snak om vejret (det var jo godt, solen kom frem til sidst) og en helt igennem rar følelse af, bare at kunne være mig.

Så for at blive en stund i kliché-land: Man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigebarnet! (Hvor er det i grunden også længe siden, jeg har været på Jensens…og nej, I får ikke jeres falske apostrof med på min blog).

Der er også billeder af mig i snobrøds-mode, men billederne af bålet er SÅ meget sejere! Fotograf: Katja Mia Pedersen

*Kan sikkert nævne to trendy steder i hovedstaden, hvis det ikke er et krav, jeg ligefrem har været der. Har engang været i Hamborg, men nok ikke længe nok til, at vide, hvad der bare ALTID sker, når man er i Hamborg. Kan tillige kaste tifoldige citater fra ”Buffy – The Vampire Slayer” i grams, men det er som om den street cred lidt døde for en 6-7 år siden.

lørdag den 16. juni 2012

Apropos

Jævnfør gårsdagens blogindlæg er udsigt fra ny lejlighed i øvrigt en småherlig huskekage for alle grønskollinger...


fredag den 15. juni 2012

Der er ikke så meget pis med Harris

Jeg har aldrig set mig selv som anmeldertypen. Jeg ville gerne tænke knivskarpe tanker om andres output, men sætter sjældent konkrete ord på mine umiddelbare indtryk og ender i stedet med at forklare mig med noget agtigt noget. "Det var sådan lidt patos-agtigt, på sådan en wannabe-agtig måde ". Derfor helt ny disciplin, jeg vil begive mig ud i, når jeg vil 

1) Skrive en anmeldelse. Eller i hvert fald sådan en anmeldelsesagtig tekst.
2) Indrømme, at jeg er storforbruger af selvhjælpsbøger (Og jeg ved godt, at jeg ikke er alene på den front, men der er jo ligesom en grund til at de står i andet geled på bogreolen)
3) Indrømme, at jeg først og fremmest er en grønskolling fordi jeg er en kylling.  

I og med jeg har valgt at ytre mig som 'grønskollingen' kan det ikke komme som nogen nævneværdig overraskelse, at der er ting, jeg ikke er så god til. Andre mennesker er i den henseende et meget godt eksempel. Nogle ting med andre mennesker er jeg god til. Andre trigger min opkastrefleks. Både fordi jeg er SÅÅÅ træt af, ikke at have knækket koden, og fordi jeg bliver så hamrende nervøs/panisk/angst/younameit, når jeg oprigtigt skal engagere mig i andre mennesker. Eksempelvis hvis jeg gerne vil noget så simpelt som at sige "Jeg er virkelig glad for, at vi er venner", og alting kammer over inde i mig i en grad, hvor jeg er oprigtigt bange for at kaste op ud over førnævnte ven. Hvilket jeg tænker i den sammenhæng ville være lidt 'mixed signals'.  

Har derfor i en evig jagt på selvudredning læst endnu en bog, hvor noget selvagtigt indgår i titlen, og er lidt til min egen overraskelse gået hen og blevet svært glad for den.  

Russ Harris: ”Styrk Selvtilliden”

Titlen i sig selv burde få mig til at vie udenom i en stor bue, med tungsindige minder om de mange biblioteksbøger, damebladsartikler og fagfolk jeg har konsulteret i det ærinde uden…hvad er det, det hedder….nå ja, fremskridt.  

Og hvorfor er jeg så glad for Harris, når jeg dybest set har konstateret at jeg er uden for psykologisk rækkevidde? Fordi han er enig! Fordi han heller ikke mener, man og jeg kan lære at tænke positivt, styrke sit/mit selvværd eller rykke ved tanker ved at tænke mere.  

Hovedbudskabet er, at du ikke kan ændre dit udgangspunkt eller dine tanker i særlig stor grad, du kan kun øve dig i at håndtere dem anderledes. Bum! Ikke så meget pis med Harris. Derudover har han en række andre budskaber, hvoraf jeg lige plukker lidt, for at dele min glæde over dem. Så på med ja-hatten, for har ikke plads til at være velbegrundet.  

Budskab nr. 1: Bevidstheden vil altid have en negativ tilgang til tingene og at træne sig selv i positiv tænkning er spild af tid. Selv zenmestre får nederen på. Man kan ikke slette eller omprogrammere tankemønstre, men man kan træne sig selv i at skabe en distance til de negative tanker og gøre plads til dem, så de ikke dikterer ens handlinger. De vil altid være der. Lev med det!  

Budskab nr. 2: Har du manglende færdighed/erfaring med en given ting og/eller overdrevne selvforventninger/vurderinger er det klart, at du ikke har nogen selvtillid på området. Den opbygger du løbende ved at gøre ting, du ikke kan endnu. Sådan var det også med dine snørebånd engang. Til gengæld kan du handle selvsikkert, før du føler dig det, hvis du får en distance til tanker, der ikke hjælper dig.  

Budskab nr. 3: Det er pisseubehageligt! Hver gang man skal noget nyt, vil det sutte røv big time at træde ud af komfortzonen og være ved at kaste op på folk i stedet. Det er også en del af livet. Selvom vi i al vor nutidige selviscenesættelse måske ikke trækker det frem i lyset så tit.  

Am I stating the obvious? Sikkert. Men eftersom jeg har levet en stor del af mit liv inde i mit hoved, så er realisme og handling frem for tænkning faktisk nyt land, og jeg er vild med den her no-nonsense tilgang og "det bliver altså aldrig helt godt" eftersom et af mine (og min generations) problemer er, at præstationen skal være helt oppe at ringe første gang. Det er sgu rart med en selvhjælpsstrategi, der ikke får mig til at opgive, fordi jeg ikke visualiserer/defusionerer/mindfulnesser godt nok. (I øvrigt sjovt, hvor meget "At handle selvsikkert kommer før følelsen af selvtillid" og "øv dig, øv dig" minder om "The Game”, her bare som en generel tilgang til livet og ikke kun med henblik på at score damer!)

Når det så er sagt, så er bogen naturligvis også røvirriterende amerikansk (selvom han vist nok er australier), fyldt med billeder af pingviner (?) og evigt insisterende i brugen af psyko-akronymer, som f.eks. FEAR (Fusion – Excessice goals – Avoidance of discomfort – Remoteness) og DARE (Defusion – Acceptance of discomfort – Realistic goals – Embracing Values).

Jeg føler nok bare for en gangs skyld, at de 'voksne' har fortalt mig sandheden. At det er meningen, du en god del af tiden skal have ondt i maven af frygt for at komme nogen vegne. At mit hoved er indrettet til at være kritisk, skidesmart udadtil, ikke altid konstruktivt indadtil.

Og Gud i himlen, hvor er jeg klar over, hvor banalt det her er. Det må jo så bare være en cadeau til min kringlede hjerne, at jeg skal have simple ting forklaret med billeder af pingviner. Er det i virkeligheden ikke altid simpelt og banalt, når vi er på det grundlæggende niveau?

Anyway, bogen er stadig kun læst, ikke efterlevet, men et foreløbigt "Eureka!" herfra!

onsdag den 13. juni 2012

Kære TDC

Jeg ved ikke, hvordan I foretager jeres målgruppeanalyser, men jeg har på fornemmelsen, at jeg er blevet placeret i et ikke-aldersvarende kundesegment. Er det muligt at skifte?

Det er mere fordi, at det er størstedelen af min levetid siden, jeg syntes tittebøh var ’the shit’, og det undrer mig derfor, at I hele tiden insisterer på, vi skal lege ”Hvor er dit internet, hvor er dit internet? DEER ER DIT INTERNET. Hvor er dit internet?”.

Jeg vedkender at jeg lige nu fremstår smækfornærmet som en 5-årig, men jeg kan forsikre om, at mit humoristiske abstraktionsniveau har passeret det stadie, og jeg derfor er mere end klar til at få voksen-internet.

Kærlig hilsen Marie

(Der med andre ord ikke har glemt sin blog. Hun føler sig bare lidt modarbejdet for tiden).

torsdag den 7. juni 2012

Der sidder en Marie på en tømmerflåde

Jeg er en efternøler og kan kun svagt huske, at min ældste søster har boet hjemme. Det jeg bedst kan huske er faktisk ikke engang min søster selv, men hendes lænestol med den lyserøde hynde, der var som skabt til at være en tømmerflåde på stuegulvet, og et godt slidt kassettebånd med Anne Linnet.

Måske var det ikke engang hendes, men som jeg husker det, så har jeg sejlet af sted på min lyserøde tømmerflåde mere end en gang, mens der fra min søsters værelse har braget Anne Linnet ud af båndoptageren.

I går morges stod jeg i min nye lejlighed i et kaos af kasser og bogstakke. Uden internet, hvilket jo kan gøre enhver senmoderne eksistens rådvild og rastløs. Ingen nyhedslæsning at spise müsli til. Oven i købet var bordet bedækket til sidste hjørne med bogstakke.

Min müsli og jeg krøb derfor i stedet op i vindueskarmen og sad og så ned på gaden. Og der, lige der, shufflede iPoden i hjørnet sig frem til Anne Linnet, der undrede sig over mit væsen, og det lyse sind jeg altid har, og ny lejlighed og papkassehelvede blev pludselig svært hyggeligt og dejligt trygt og vindueskarmen til en lyserød tømmerflåde, hvorfra man kunne høre musikken fra søs' værelse.

I nat vågnede jeg så i panik efter at have drømt, at hoveddør i ny lejlighed var defekt, og morder med hang til at spise folks ansigter stod mellem papkasserne i stuen.

Tænker, jeg skal holde op med at læse nyheder og kun, KUN høre Anne Linnet i stedet.