torsdag den 31. maj 2012

It's a kind of magic ...

Det skete i de dage i forsommeren engang, at miraklet skete. Efter troligt at have tjekket boligportalen med en frekvens i timen, man ellers kun ser hos virkeligt dedikerede fans på twilightmoms.com kom den. Lejligheden, hvor jeg lige fik sagt mit navn højt, inden den tyve minutter efter igen var forsvundet fra nettets umiddelbare overflade. Lejligheden jeg så tirsdag sammen med fire andre interesserede, der sammen med mig indgik i en pulje, der ville blive trukket lod iblandt. 20 % chance, hej hej!

Og så ringede de. Til mig!

Føler lidt jeg har vundet noget. Og selvom mit indtryk af ny domicil pt. er af fem minutters varighed, vil jeg faktisk sige, at den præmiehøstmæssigt allerede har overhalet rygsækken fra Bikuben (inkl. to par tennissokker med fartstriber), trædukken, der forestiller et postbud og ikke mindst dvd-udgivelsen med hele Eurovision Song Contest fra 2009.

Om mindre end en uge rykker jeg derfor mit habengut fra Vesterbro til Nørrebro, og i betragtning af, at jeg var klar til en kælder i Hvidovre har det sin ironiske charme, at jeg endnu engang placerer mig og min provinsielle snusfornuft lige midt i hipsterterritorie.

Nu må I have mig undskyldt, jeg skal i Silvan.


mandag den 21. maj 2012

Korrekset kryster med kogende konvolutter

Bare lige for at nuancere billedet og ikke give indtryk af mig selv i større eksistentiel krise end som så, kommer her et udpluk af, hvad der har optaget mig i dag:

 #1: Mine fødder koger!  

Mine plader, der ellers normalt er i stand til at føre en temperatur ca. 20 grader lavere end resten af mig, har tilsyneladende pludselig fået indlagt blodgennemstrømning og vrider sig i de ellers tyndslidte lærredsko. It’s getting hot in here!  

Dagens første store dilemma har derfor naturligvis været, om jeg skal sætte dem fri, simpelthen sprænge budgettet med et par sandaler? Noget jeg ikke ejer, da jeg har fået lange arme af at gå rundt i juli måned og bande, mens mine tæer fremfører a song of ice and fire*, alt efter om vi er i solen eller skyggen. Tænker derfor de penge måske er brugt bedre andetsteds, hvis temperaturen snart igen bliver fordansket med et par grader og mine fødder vender tilbage til deres isnende selv. 

Omvendt giver sådan en højrisikoinvestering jo endnu et dilemma, jeg kan bryde min overspringshandlende hjerne med: flade eller højhælede? Hvis man nu skal spendere, så kunne det jo være godt med noget, der var gangbart rent selskabeligt, såvel som på kontoret. Omvendt kunne det også være praktisk med noget gangbart til just det, at gange rundt. Hmm, kan mærke, der skal tænkes mere over det her. Måske jeg i virkeligheden bare skulle krydse fingre for, at sommeren slutter i næste uge? Så urealistisk er det heller ikke. 

# 2: Tør jeg se ’Cabin in the Woods’? 

Der på den ene side er en gyser og derfor uegnet for grønskollinger med svage nerver. Samtidig delvist skabt af min teenagehelt Joss Whedon, og derfor på grænsen til majestætsfornærmelse ikke at se den.

Ville uden tvivl høre mere af filmen end se den, så det ville være en dårlig investering. Venter jeg på dvd’en, ville jeg dog slå lyden fra og fiksere på et hjørne af skærmen med sammenknebne øjne. Nogle ville påstå, jeg fik endnu mindre ud af det.

Måske jeg i virkeligheden bare skulle se to film. Ligesom dengang jeg så ’Ondskabens Øjne’ hos naboen og derefter ’Baronessen fra benzintanken’ for liige at få så meget distance til unfair jagt rundt i mørk kælder, at jeg kunne klare tur ad tilgroet mørk sti gennem vores have. Der må da i øvrigt snart komme en ny ’Far til fire’ … 

# 3 Det hedder ikke omstændigt, men omstændeligt. 

Ikke et dilemma, bare en træls konstatering. Ordnørd på den socialt uacceptable måde, that’s me! ”Undskyld, det hedder bekræftelse, ikke bekræftigelse”, ”Undskyld, i hvilken betydning af ordet, mener du, det er patetisk”, og ”det er faktisk meget nemt, når man lÆgger noget er det i bevÆgelse”, for nu at trække et par eksempler frem fra pedant-skuffen.   

Bittert, når kollega er nødt til at korrekse mig. Nødvendigt, men bittert. Det er jo min ting! (Og inden nogen gør opmærksom på fejlene i den her tekst, så sagde jeg, at det var min ting. Jeg sagde ikke, jeg var god til det).

Angående gårsdagens overvejelser i forhold til ny fremtidsplan? Har jeg virkelig ikke haft tid til at tænke over!

* Ja, det er en lidt spøjst placeret Game of Thrones-reference, men kunne ikke lade være. Jeg kalder det dedikation.

søndag den 20. maj 2012

Tiltrængte spørgsmål

Var til jobsamtale fredag. En rigtig en af slagsen, dog også en meget kort en af slagsen. Ved ikke, hvad jeg skal lægge i, at de ikke havde så mange spørgsmål. Til gengæld har det katalyseret en række tiltrængte selvrefleksive spørgsmål.

Det er sjovt (læs: pudsigt på en pisseirriterende måde), hvordan man kan gå og prøve at få styr på noget i tankerne, og først, når der sker noget konkret, er i stand til at lokalisere begravede køtere.  

Har derfor fået mig noget så gammeldags, som en åbenbaring. Af den slags jeg ellers kun har oplevet de tidlige morgentimer få dage før en eksamensopgave skulle afleveres. En del af min åbenbaring går sågar på, at jeg dybest set er ret ligeglad med de eksamener og det, der kom ud af dem. Bevares, jeg er lykkelig for akkumuleret viden, analytisk falkeblik og evne til at håndtere små og store projekter, men sådan titelmæssigt og ikke mindst jobmæssigt betyder det faktisk ikke så meget, som jeg troede.

Sagens kerne er, at jeg længe har været fortvivlet over jobmarkedet og det nærved umulige i at få fodfæste med en uddannelse færdiggjort inden for de sidste par år. (Har man læst tidligere blogindlæg, kan det godt tænkes, det har været italesat i mild grad … )

Hele studiet har man fået tudet ørene fulde med, at man skulle sørge for at komme ud og bruge sin uddannelse med det samme, så den ikke blev forældet. Men pt. er der jo bare ikke så meget at bruge den til, hvis man som jeg, hører til i den store gryde med folk, der ”kan lidt med kommunikation”. Det er meget få stillinger jeg har søgt, hvor ansøgertallet ikke har været trecifret, og jeg kan sgu godt forstå at mit cv, hvor der stadig huserer erfaringer fra studenterrevyer, ikke ligger øverst i bunken.  

Men der er en vis selvfølgelighed i, at jobbet automatisk overtager podiepladsen i det indre betydningsbærende hierarki. Også for mig. Nu har man i en fem-seks år har haft studiet som et fast identitetsanker. Hvad nu?. ”Har du fået job” spørger alle, man kender, både studerende og dem, fra den anden side. ”Hvad søger du” fortsætter de, ”søger du nok, tror du?”, og ikke mindst ”Det første job, kommer jo til at sætte dagsordenen for resten af din karriere.” (hvilket teknisk set ville betyde, at hele mit liv skulle præges af den sommer i grillbaren).

Anyway, åbenbaringen, strøtanken, weekendens hidtidige omdrejningspunkt: Hvorfor er det så vigtigt med den karriere? For det er der jo ikke lige nu, jobbet, så hvorfor gøre det til sådan et prominent vakuum i ens liv?  

Bliver min humanistuddannelse muggen af at ligge brak lidt? Det er jo ikke fordi jeg kommer med dugfrisk teknisk viden, der snart er en saga blot. Kunne jeg finde en anden måde at have betydning? Der er vist stadig det, der hedder frivilligt arbejde, og hey, har hørt, at de altid søger. Identitetsforankring? Hmm, har op til flere fjæsbogvenner, der lader til at gå mere op i zumba end venner, familie og job tilsammen, så sådan set ikke umuligt at binde sig selv op på noget andet end lige arbejdet.

Og et eller andet sted ville der også være en meta-agtig poetisk retfærdighed i en humanist, der bevidst vælger at være uidentificerbar, et diffust begreb, et uhåndgribeligt fænomen, som man ikke kan kategorisere og dermed heller ikke værdisætte.  

Så det var tankerne, i al deres beskedenhed. Bliver der ingen andensamtale, så tror jeg sgu, jeg tager en time out. Eller bliver zumba-fanatiker.

tirsdag den 15. maj 2012

Kaptajn Underhyler

Mit største ønske som barn var at være en dreng. Det er det ikke længere, så ingen planer om dyre kirurgiske svipture til Thailand lige foreløbig, men da jeg var seks år fyldte det alt. Jeg blev klippet korthåret, badede i shorts om sommeren og legede kun med drengelegetøj. Mest min elskede samling af matchbox-biler, der så retrospektiv set alle havde personligheder a la cars, og interagerede lidt ligesom, hvis man havde leget med dukker, men det er en helt anden historie.

Min faster forærede mig med en bekymret mine troligt en ny dukke, hver gang jeg så hende, og jeg sagde pænt tak, fordi min mor sagde jeg skulle, og kylede den ind bagerst i rodet under min seng. Dukker, bvadr! Det var jo sådan noget piger legede med.

Ovenstående er egentlig blot serviceoplysninger for at kunne male et billede af uforfalsket barnlig stolthed. Et billede af seksårige Marie, der havde en ting, der var mere fantastisk end alt andet her i verden. Et par grønne underbukser. Købt i drengeafdelingen, og derfor et par rigtige drengeunderbukser i drengefarver, til drenge.

De her underbukser var det sejeste jeg indtil da havde ejet, og jeg kunne ikke falde i søvn første gang, jeg havde dem på af ren ekstase. I stedet stod jeg op, tændte lyset, stillede mig foran spejlet og begyndte at flekse. I dyb beundring over mig selv, og hvor herresej jeg i bogstaveligste forstand så ud i mine drengeunderhylere.

Jeg kom i tanke om det den anden dag, da jeg dansede rundt i lejligheden på, hvad jeg selv opfattede som sådan en lækker ”latino-agtig-måde”. Jeg dansede nemlig på et tidspunkt i retning af spejlet, for at få syn for sagen, men nåede aldrig så langt, da mine heftige hoftebevægelser på en eller anden måde resulterede i, at mine jeans revnede.  

Tænkte i situationen, at det lidt var held i uheld, så jeg ikke fik mulighed for at stå med mine voksenbriller og studere mine ”lækre latino-moves” in action. Omvendt er jeg måske blevet lidt for voksen på det punkt? For et eller andet sted burde man fandeme stå og flekse mere foran spejlet i sine yndlingsunderbukser og føle sig toplækker.

onsdag den 9. maj 2012

Once more unto the breach

Så! Slutfilibaba med det her Tudemarie-flip. Livet går tilsyneladende videre, selvom det lugter umiskendeligt af død gnu pt., hvis jeg stopper op og tager en lidt for dyb indånding. Så det kunne jeg jo med fordel lade være med. 

Øjeblik, skifter lige briller. Sådan. 

Altså, har jo stadig et år mere her i dagpengeland inden kassen smækker i, så ingen grund til panik, just yet. Skal man være hjemløs, så er det da også klart at foretrække at være det om sommeren. Og er man vokset ud over kanten på sin bukselinning, så er det jo kun godt, at man ikke har råd til at købe nye, og kunne være fristet til at løse det, ved at gå en størrelse op. 

Hoc est Corpus! Så er der negligeret problemer, så de igen er til at gabe over. Så skal jeg bare lige glemme alle tidligere forsøg på at løse dem og de deraf nedslående prognoser, så er jeg klar til en ny omgang!

Ses snart! Vil gå i gang med at skrive en ansøgning i en blind naiv tillid til, at der selvfølgelig er nogen i den anden ende, der læser den...


tirsdag den 8. maj 2012

Teenage Mutant minus ninja og skildpadde

Det hang fast, da en af yndlingsbloggerne for nylig refererede til en psykolog, der mente at alle i dag viste de personlighedstræk, der ellers engang kun var forbeholdt teenagere. At alle i dag er overbeviste om, at netop deres livsvilkår er langt mere bebyrdende end alle andres.  

På det overmåde stabile grundlag af fakta kan jeg nemlig passende understrege den pointe med et en vis ironi, for det har jeg aldrig tænkt over før! Som et pragteksemplar på en ellers selverkendt forvokset teenager med hjemmestrikkede issues til langt over kvalmegrænsen, har jeg faktisk altid troet, at det bare var mig.  

At det bare var mig, der var så vanvittigt selvoptaget, at jeg tit og ofte føler mig som et uheldigt opslag i Hjemmet: ”Alle skal kende min skæbne – Her er Maries egen fortælling”, og så deles der ellers rundhåndet ud af klynk til gud og hvermand i en grad, hvor det nogen gange kan undre, at jeg stadig har en omgangskreds.  

At det bare var mig, der sad fast i overload af livsvalg, og fra tid til anden bare har lyst til at deaktivere fjæsbogen, flytte til ingenmandsland og tage mig et job, hvor ingen forventer stort af mig. Og så ellers bare sygne langsomt hen i en trist lille boble, der til gengæld ville udmærke sig ved at være blottet for forventninger.  

At det bare var mig, der var blevet så bange for at fejle, at det er blevet lettere at blive hjemme med kontrollen i behold og nøje overveje næste skridt. På ubestemt tid.  

Har egentlig ikke tænkt over, om vi alle er blevet teenagere. Eller en stor del af os. Med lidt for mange overvejelser, og lidt for forvokset frygt for at ALT går galt og aldrig kan blive godt igen. For det kan jo gå så grueligt galt. Ikke kun med livet som sådan, men med selvfortællingen.  

Som Giddens har beskrevet det mange gange, så skaber mennesket i dag selv sin identitet, og meningen med lige netop mig. Identitet er ikke længere en vuggegave, men noget du selv fortæller dig til, om det så er jobbet, børnene, kitesurfingen eller en velvalgt kombination af samme, du føler giver lige det rigtige billede på, hvem du er. Frihed, som ind i helvede, til at være lige den du vil.  

Og jeg kan i ramme alvor faktisk godt sidde og blive lidt misundelig på dem fra ruder konges tid, hvis fædre så alvorligt på dem og sagde: ”Du skal være skomager. Ligesom mig”, og man i al hemmelighed drømte om at blive buntmager. For det var jo fars skyld, fars krav, der gjorde, at man måtte trækkes med tilværelsen som træskosnedker.  

I dag er det ens egen skyld, og dermed også ens eget ansvar. En selv, der valgte forkert i dyngen af uddannelsesmuligheder, en selv, der har skrevet x antal ansøgninger, som ingen har kunnet lide. En selv, der ikke nødvendigvis har truffet nogle forkerte valg, men under alle omstændigheder lever i en evig frygt for at træffe det ene forkerte valg, der viser sig at være et fatalt benspænd. Og en selv, der klynker højlydt over det.  

For når jeg har bukket, nikket og anerkendt at tidligere generationer har banet vejen for at jeg kan være uregerlige Regitze, lige så tosset jeg har lyst til, så gør det mig egentlig ikke ung og vild og vovemodig og livsnydende at have al den frihed til selv at definere, hvad mit liv skal indeholde.  

Det gør mig først og fremmest røvsyg at høre på, når jeg halvneurotisk igen klynker over frygten for at vælge forkert, hvor jeg dog skal gøre af mig selv, og om jeg mon har valgt det rigtige.

Gad vide om blogosfæren ville have haft samme gode vækstbetingelser da ruder konge var knægt?

søndag den 6. maj 2012

Lad mig se dig gå op og ned. Kom nu, bliv ved.

Tankevirksomhed denne søndag so far (advarer om stærkt navlepillende dystermuleri): 
  
... Jeg får jo for fanden ALDRIG et job. Jeg kan ligeså godt søge i Netto nu, først som sidst, og sige det var det….

 …og nu, hvor jeg alligevel snart er boligløs, så kan jeg ligeså godt søge i Netto laangt væk fra her. Umiddelbart tænker jeg Hirtshals. Kender næppe nogen, der handler i Netto. I Hirtshals…  

… Det var måske også en smart måde at få lukket det der dumme udsigtsløse datingcirkus, jeg pt. har gang i (og som i øvrigt også snart finder sin vej til bloggen, så snart jeg finder det sarkastiske filter frem) …  

… Vejer jeg SÅ meget nu? Åh Gud i himlen, hvis eksistens jeg endnu ikke har taget stilling til om har sin rigtighed, giv mig styrke til at forsage chokoladen og alle dens gerninger og al dens væsen …  

… *suk* ...

… hov …

… Der er nogen, der har kommenteret på min blog ...

… der er nogen (jeg ikke er i familie med), der har læst min blog! …  

Og mere skal der tilsyneladende ikke til, eftersom jeg just har danset lettere uskønt gennem stuen med et solidt greb i en flig af eksistensberettigelse. Solen skinner jo forresten også.  

… Yeehah! …  

Lige nu i real-time, går mine overvejelser i stedet mestendels på, om disse vanvittige humørsvingninger er udtryk for at jeg er borderline et-eller-andet, bare almindeligt hormonalt forstyrret, eller kommet til at drikke fælgrens?  

Den overvejelse vil jeg imidlertid gemme til et andet tidspunkt og i stedet gå mig en spadseregang langt væk fra jobnet/boligportal/google maps, som en pseudo-erstatning for to ugers ’glemte’ løbeture.  

I morgen er der jo atter en mandag, som vor kære Kong Valdemar ville have sagt, hvis han også havde tilhørt dameblads-segmentet, og levede sit liv som halvneurotisk selvbestaltet projektleder, der heller ikke tilnærmelsesvis havde tjek på det med job, bolig, mænd og sundhed.

lørdag den 5. maj 2012

Chokolade-tømmermænd på en helt ny måde

Blev serveret sådanne frugtfyldte Anton Berg-fristelser i den forgangne uge, og sad pludselig midt i et dejligt chokoladefrikvarter, og blev frygteligt bevidst om, hvornår jeg sidst havde fået sådanne chokolader, og at jeg vist skylder Duy fra folkeskolen en undskyldning. En undskyldning for, at være en så skræmt teenager, at da han på min 16-års fødselsdag kom hen i frikvarteret og gav mig en æske chokolade, kiggede jeg dybt forarget på ham, rullede med øjnende og fremstammede et meget fornærmet ”tak”.

Var i situationen nemlig fuldstændig overbevist om, at det nok var en eller anden form for ”fat joke”. Efter nærmere eftertanke, kunne jeg dog alligevel ikke forestille mig Duy være så nedrig, så endte derfor med at konkludere, at drengen jo bare var mærkelig og tilsyneladende ikke kendte dansk kultur så godt, hvis han troede, han var forpligtet til at give mig en fødselsdagsgave, bare fordi jeg engang imellem snakkede med hans kusine i frikvarteret. Jeg snakkede i øvrigt ikke til Duy efter den dag.

Sidenhen er jeg kommet lidt efter det med de der sociale koder, og har efterhånden luret, at en æske chokolade nok nærmere siger: ”Tillykke med 60-års dagen og/eller jubilæet”, ”Det er Valentines Day, og det var det eneste, de havde tilbage på tanken”, og i hænderne på en genert 16-årig dreng, der ikke har været i klassen ret længe, siger den nok ”Jeg vil gerne have, du lægger mærke til mig”. Og det er jeg faktisk lidt ked af, at jeg ikke gjorde, for det fortjente han. Og med en lidt kvalm smag i munden, der ikke udelukkende skyldes sukret frugtfyld kan jeg så med +10 års forsinkelse passende undskylde for at være en led gimpe alene af den grund, at jeg havde travlt med at være weltschmerzramt dramaqueen.