tirsdag den 8. maj 2012

Teenage Mutant minus ninja og skildpadde

Det hang fast, da en af yndlingsbloggerne for nylig refererede til en psykolog, der mente at alle i dag viste de personlighedstræk, der ellers engang kun var forbeholdt teenagere. At alle i dag er overbeviste om, at netop deres livsvilkår er langt mere bebyrdende end alle andres.  

På det overmåde stabile grundlag af fakta kan jeg nemlig passende understrege den pointe med et en vis ironi, for det har jeg aldrig tænkt over før! Som et pragteksemplar på en ellers selverkendt forvokset teenager med hjemmestrikkede issues til langt over kvalmegrænsen, har jeg faktisk altid troet, at det bare var mig.  

At det bare var mig, der var så vanvittigt selvoptaget, at jeg tit og ofte føler mig som et uheldigt opslag i Hjemmet: ”Alle skal kende min skæbne – Her er Maries egen fortælling”, og så deles der ellers rundhåndet ud af klynk til gud og hvermand i en grad, hvor det nogen gange kan undre, at jeg stadig har en omgangskreds.  

At det bare var mig, der sad fast i overload af livsvalg, og fra tid til anden bare har lyst til at deaktivere fjæsbogen, flytte til ingenmandsland og tage mig et job, hvor ingen forventer stort af mig. Og så ellers bare sygne langsomt hen i en trist lille boble, der til gengæld ville udmærke sig ved at være blottet for forventninger.  

At det bare var mig, der var blevet så bange for at fejle, at det er blevet lettere at blive hjemme med kontrollen i behold og nøje overveje næste skridt. På ubestemt tid.  

Har egentlig ikke tænkt over, om vi alle er blevet teenagere. Eller en stor del af os. Med lidt for mange overvejelser, og lidt for forvokset frygt for at ALT går galt og aldrig kan blive godt igen. For det kan jo gå så grueligt galt. Ikke kun med livet som sådan, men med selvfortællingen.  

Som Giddens har beskrevet det mange gange, så skaber mennesket i dag selv sin identitet, og meningen med lige netop mig. Identitet er ikke længere en vuggegave, men noget du selv fortæller dig til, om det så er jobbet, børnene, kitesurfingen eller en velvalgt kombination af samme, du føler giver lige det rigtige billede på, hvem du er. Frihed, som ind i helvede, til at være lige den du vil.  

Og jeg kan i ramme alvor faktisk godt sidde og blive lidt misundelig på dem fra ruder konges tid, hvis fædre så alvorligt på dem og sagde: ”Du skal være skomager. Ligesom mig”, og man i al hemmelighed drømte om at blive buntmager. For det var jo fars skyld, fars krav, der gjorde, at man måtte trækkes med tilværelsen som træskosnedker.  

I dag er det ens egen skyld, og dermed også ens eget ansvar. En selv, der valgte forkert i dyngen af uddannelsesmuligheder, en selv, der har skrevet x antal ansøgninger, som ingen har kunnet lide. En selv, der ikke nødvendigvis har truffet nogle forkerte valg, men under alle omstændigheder lever i en evig frygt for at træffe det ene forkerte valg, der viser sig at være et fatalt benspænd. Og en selv, der klynker højlydt over det.  

For når jeg har bukket, nikket og anerkendt at tidligere generationer har banet vejen for at jeg kan være uregerlige Regitze, lige så tosset jeg har lyst til, så gør det mig egentlig ikke ung og vild og vovemodig og livsnydende at have al den frihed til selv at definere, hvad mit liv skal indeholde.  

Det gør mig først og fremmest røvsyg at høre på, når jeg halvneurotisk igen klynker over frygten for at vælge forkert, hvor jeg dog skal gøre af mig selv, og om jeg mon har valgt det rigtige.

Gad vide om blogosfæren ville have haft samme gode vækstbetingelser da ruder konge var knægt?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar