Elskede fredag

Jeg er så glad for at se dig. Synes du fortjener et godt beat, en god bas og lidt rocket reprimande. Heldigt for dig, at den blå vogn altid er leveringsdygtige i den slags. Sæt igang og god fredag derude!

Fotograf: Katja Mia Pedersen

Kom juli, kom regn, kom solitude

Peger om få dage næsen nordpå, når jeg tager min praktiske eksamen som undulatpasser, mens søs og familie ferierer.  

Synes denne uge driller indtil videre. Om det er fordi, jeg har været under the weather (tøhø) med et eller andet, der har fået min døgnrytme til at eksperimentere med gumpetung offbeat, om det er fordi, at de opgaver, der venter før jeg har ”arbejd hjemme-ferie” er RØVtrælse med ekstra røv på, eller om det er fordi chefen på mit lille fritidsjob stopper og dermed højst sandsynligt også mine arbejdsfunktioner.

Suk. Sidstnævnte slog mig noget ud i går, og fik næsten kun gumpetungheden op på kvisten, før jeg lavede en eklatant Maude i gik i seng! (Førnævnte døgnrytmeeksperiment gjorde så, at jeg vågnede elleve timer senere!).  

Egentlig påvirker det selvfølgelig hverken min økonomi, mit liv eller cv mærkbart, at et femtimers job bliver udfaset eller væsentligt forandret. Men det er jo ikke et job, for syv sytten! Det er et anker! Det er en legeplads. Det er et sted, jeg kan brænde mit engagement af, mens mit liv sejler rundt i en træsko med læk i begge ender og med rådden mast og rig.  

Jeg var jo ligesom lige kommet med i hulen, ikk', og havde den der dejlige følelse af tilhørsforhold, som jeg pt. her i arbejdsløshedsvanviddet som løntilskudsmetervare craver, som en enlig mor i Høje Taastrup craver tre røde Look på terassen, når ungerne endelig sover.  

RØV, sagde hun.

Men inden jeg begynder på ”Stop all the clocks, cut off the telephone…” må jeg hellere stikke piben ind og trække vejret unødvendigt dybt på den måde, som kun coaches, der kalder 'arbejdsløse' for 'jobaspiranter' kan gøre det.

Tre dage endnu. Så drager jeg nordpå, til søs’ hus, der i mit hoved på få dage allerede er blevet til en slags wellness spa, et retreat, hvor jeg lige kan lukke verden ude i en uges tid. Keder mig sikkert efter en dags tid, men jeg vil væk, væk siger jeg jer.

'Cause she is drawn to the fire, some people will never learn

Jeg er pt. ansat i en løntilskudstilling (I ved dem, hvor løn burde stå i anførselstegn) et lidt arty-farty sted. Havde med andre ord ikke fået sat min fod i klemme på Jehovas Vidne-måden, hvis det ikke var fordi, jeg kendte nogen, der kendte nogen.  

Dejligt arbejde, søde mennesker, jävla malplaceret grønskolling.

Sad i fredags til noget eftermiddagstamtam med virkelig søde og på mange måder dejlige kollegaer. Kommer imidlertid ikke udenom, at jeg er lysår ved siden af, når det kommer til selvbranding og oplevelsesnarkomani. Der er bare et eller andet ved omgangstonen, der får mig til at føle mig som en røvballemusiker i mintgrøn skjorte med keyboard under armen, der ved en fejl er endt i Koncerthuset og ikke Herlev Medborgerhus. I ved, når man nu ikke lige kan remse +20 trendy barer i København, ikke forstår de filmcitater folk slynger ud…fra dokumentarfilm…fra halvfjerdserne og ikke kender de der ting, der bare ALTID sker, når man er i Berlin/Barcelona/New York.*  

I går endte jeg så lidt tilfældigt uden for København med at lave sankthans-snobrød til en hulens masse unger på mit andet næsten-lønnede arbejde (It’s complicated). Men til trods for klisterhelvede, børn i hobetal og obligatoriske halvfulde småbørnsfædre, der lige skal pointere, at de der håndbevægelser, der kræves når dejen skal sidde godt fast på pinden, dem har man da vist prøvet før (notch notch, wink wink), så råhyggede jeg mig i den grad, med kolde hof, top 40 coverband, snak om vejret (det var jo godt, solen kom frem til sidst) og en helt igennem rar følelse af, bare at kunne være mig.

Så for at blive en stund i kliché-land: Man kan tage pigen ud af provinsen, men ikke provinsen ud af pigebarnet! (Hvor er det i grunden også længe siden, jeg har været på Jensens…og nej, I får ikke jeres falske apostrof med på min blog).

Der er også billeder af mig i snobrøds-mode, men billederne af bålet er SÅ meget sejere! Fotograf: Katja Mia Pedersen

*Kan sikkert nævne to trendy steder i hovedstaden, hvis det ikke er et krav, jeg ligefrem har været der. Har engang været i Hamborg, men nok ikke længe nok til, at vide, hvad der bare ALTID sker, når man er i Hamborg. Kan tillige kaste tifoldige citater fra ”Buffy – The Vampire Slayer” i grams, men det er som om den street cred lidt døde for en 6-7 år siden.

Apropos

Jævnfør gårsdagens blogindlæg er udsigt fra ny lejlighed i øvrigt en småherlig huskekage for alle grønskollinger...

Der er ikke så meget pis med Harris

Jeg har aldrig set mig selv som anmeldertypen. Jeg ville gerne tænke knivskarpe tanker om andres output, men sætter sjældent konkrete ord på mine umiddelbare indtryk og ender i stedet med at forklare mig med noget agtigt noget. "Det var sådan lidt patos-agtigt, på sådan en wannabe-agtig måde ". Derfor helt ny disciplin, jeg vil begive mig ud i, når jeg vil 

1) Skrive en anmeldelse. Eller i hvert fald sådan en anmeldelsesagtig tekst.

2) Indrømme, at jeg er storforbruger af selvhjælpsbøger (Og jeg ved godt, at jeg ikke er alene på den front, men der er jo ligesom en grund til at de står i andet geled på bogreolen)

3) Indrømme, at jeg først og fremmest er en grønskolling fordi jeg er en kylling.  

I og med jeg har valgt at ytre mig som 'grønskollingen' kan det ikke komme som nogen nævneværdig overraskelse, at der er ting, jeg ikke er så god til. Andre mennesker er i den henseende et meget godt eksempel. Nogle ting med andre mennesker er jeg god til. Andre trigger min opkastrefleks. Både fordi jeg er SÅÅÅ træt af, ikke at have knækket koden, og fordi jeg bliver så hamrende nervøs/panisk/angst/younameit, når jeg oprigtigt skal engagere mig i andre mennesker. Eksempelvis hvis jeg gerne vil noget så simpelt som at sige "Jeg er virkelig glad for, at vi er venner", og alting kammer over inde i mig i en grad, hvor jeg er oprigtigt bange for at kaste op ud over førnævnte ven. Hvilket jeg tænker i den sammenhæng ville være lidt 'mixed signals'.  

Har derfor i en evig jagt på selvudredning læst endnu en bog, hvor noget selvagtigt indgår i titlen, og er lidt til min egen overraskelse gået hen og blevet svært glad for den.  

Russ Harris: ”Styrk Selvtilliden”

Titlen i sig selv burde få mig til at vie udenom i en stor bue, med tungsindige minder om de mange biblioteksbøger, damebladsartikler og fagfolk jeg har konsulteret i det ærinde uden…hvad er det, det hedder….nå ja, fremskridt.  

Og hvorfor er jeg så glad for Harris, når jeg dybest set har konstateret at jeg er uden for psykologisk rækkevidde? Fordi han er enig! Fordi han heller ikke mener, man og jeg kan lære at tænke positivt, styrke sit/mit selvværd eller rykke ved tanker ved at tænke mere.  

Hovedbudskabet er, at du ikke kan ændre dit udgangspunkt eller dine tanker i særlig stor grad, du kan kun øve dig i at håndtere dem anderledes. Bum! Ikke så meget pis med Harris. Derudover har han en række andre budskaber, hvoraf jeg lige plukker lidt, for at dele min glæde over dem. Så på med ja-hatten, for har ikke plads til at være velbegrundet.  

Budskab nr. 1: Bevidstheden vil altid have en negativ tilgang til tingene og at træne sig selv i positiv tænkning er spild af tid. Selv zenmestre får nederen på. Man kan ikke slette eller omprogrammere tankemønstre, men man kan træne sig selv i at skabe en distance til de negative tanker og gøre plads til dem, så de ikke dikterer ens handlinger. De vil altid være der. Lev med det!  

Budskab nr. 2: Har du manglende færdighed/erfaring med en given ting og/eller overdrevne selvforventninger/vurderinger er det klart, at du ikke har nogen selvtillid på området. Den opbygger du løbende ved at gøre ting, du ikke kan endnu. Sådan var det også med dine snørebånd engang. Til gengæld kan du handle selvsikkert, før du føler dig det, hvis du får en distance til tanker, der ikke hjælper dig.  

Budskab nr. 3: Det er pisseubehageligt! Hver gang man skal noget nyt, vil det sutte røv big time at træde ud af komfortzonen og være ved at kaste op på folk i stedet. Det er også en del af livet. Selvom vi i al vor nutidige selviscenesættelse måske ikke trækker det frem i lyset så tit.  

Am I stating the obvious? Sikkert. Men eftersom jeg har levet en stor del af mit liv inde i mit hoved, så er realisme og handling frem for tænkning faktisk nyt land, og jeg er vild med den her no-nonsense tilgang og "det bliver altså aldrig helt godt" eftersom et af mine (og min generations) problemer er, at præstationen skal være helt oppe at ringe første gang. Det er sgu rart med en selvhjælpsstrategi, der ikke får mig til at opgive, fordi jeg ikke visualiserer/defusionerer/mindfulnesser godt nok. (I øvrigt sjovt, hvor meget "At handle selvsikkert kommer før følelsen af selvtillid" og "øv dig, øv dig" minder om "The Game”, her bare som en generel tilgang til livet og ikke kun med henblik på at score damer!)

Når det så er sagt, så er bogen naturligvis også røvirriterende amerikansk (selvom han vist nok er australier), fyldt med billeder af pingviner (?) og evigt insisterende i brugen af psyko-akronymer, som f.eks. FEAR (Fusion – Excessice goals – Avoidance of discomfort – Remoteness) og DARE (Defusion – Acceptance of discomfort – Realistic goals – Embracing Values).

Jeg føler nok bare for en gangs skyld, at de 'voksne' har fortalt mig sandheden. At det er meningen, du en god del af tiden skal have ondt i maven af frygt for at komme nogen vegne. At mit hoved er indrettet til at være kritisk, skidesmart udadtil, ikke altid konstruktivt indadtil.

Og Gud i himlen, hvor er jeg klar over, hvor banalt det her er. Det må jo så bare være en cadeau til min kringlede hjerne, at jeg skal have simple ting forklaret med billeder af pingviner. Er det i virkeligheden ikke altid simpelt og banalt, når vi er på det grundlæggende niveau?

Anyway, bogen er stadig kun læst, ikke efterlevet, men et foreløbigt "Eureka!" herfra!

Kære TDC

Jeg ved ikke, hvordan I foretager jeres målgruppeanalyser, men jeg har på fornemmelsen, at jeg er blevet placeret i et ikke-aldersvarende kundesegment. Er det muligt at skifte?

Det er mere fordi, at det er størstedelen af min levetid siden, jeg syntes tittebøh var ’the shit’, og det undrer mig derfor, at I hele tiden insisterer på, vi skal lege ”Hvor er dit internet, hvor er dit internet? DEER ER DIT INTERNET. Hvor er dit internet?”.

Jeg vedkender at jeg lige nu fremstår smækfornærmet som en 5-årig, men jeg kan forsikre om, at mit humoristiske abstraktionsniveau har passeret det stadie, og jeg derfor er mere end klar til at få voksen-internet.

Kærlig hilsen Marie

(Der med andre ord ikke har glemt sin blog. Hun føler sig bare lidt modarbejdet for tiden).

Der sidder en Marie på en tømmerflåde

Jeg er en efternøler og kan kun svagt huske, at min ældste søster har boet hjemme. Det jeg bedst kan huske er faktisk ikke engang min søster selv, men hendes lænestol med den lyserøde hynde, der var som skabt til at være en tømmerflåde på stuegulvet, og et godt slidt kassettebånd med Anne Linnet.

Måske var det ikke engang hendes, men som jeg husker det, så har jeg sejlet af sted på min lyserøde tømmerflåde mere end en gang, mens der fra min søsters værelse har braget Anne Linnet ud af båndoptageren.

I går morges stod jeg i min nye lejlighed i et kaos af kasser og bogstakke. Uden internet, hvilket jo kan gøre enhver senmoderne eksistens rådvild og rastløs. Ingen nyhedslæsning at spise müsli til. Oven i købet var bordet bedækket til sidste hjørne med bogstakke.

Min müsli og jeg krøb derfor i stedet op i vindueskarmen og sad og så ned på gaden. Og der, lige der, shufflede iPoden i hjørnet sig frem til Anne Linnet, der undrede sig over mit væsen, og det lyse sind jeg altid har, og ny lejlighed og papkassehelvede blev pludselig svært hyggeligt og dejligt trygt og vindueskarmen til en lyserød tømmerflåde, hvorfra man kunne høre musikken fra søs' værelse.

I nat vågnede jeg så i panik efter at have drømt, at hoveddør i ny lejlighed var defekt, og morder med hang til at spise folks ansigter stod mellem papkasserne i stuen.

Tænker, jeg skal holde op med at læse nyheder og kun, KUN høre Anne Linnet i stedet.

Hvorfor er Marie så lunefuld?

Lørdag var jeg fyldt til randen med weltschmerz i en grad, hvor det væltede ud af mig i klynkagtige kaskader af sarkastiske sætningskonstruktioner, som klogelig aldrig fandt sin vej til bloggen. 

I dag har jeg først og fremmest været glad i låget.

Umiddelbart er der ikke noget, der har ændret sig i mit liv henover weekenden. Jeg er tilsyneladende bare hyper-bipolar, hvis man kan være det.

Det ene øjeblik overbevist om, at jeg aldrig finder ståsted, det næste øjeblik mest bare i humør til at drikke mig fuld og danse. (Tror vi som menneskehed var lidt for hurtige til at afskrive humoralpatologien!)

Når jeg nogle gange joker med, at jeg er en forvokset teenager, er det derfor tydeligvis ikke langt fra sandheden. Og meget apropos har weekendens flyttepakning bragt hengemte tekster fra mine første teenageår op til overfladen. Med guldgruber og pinligheder af rang. Jeg skrev nemlig så det bragede dengang. Noveller om død og pine, gerne med hovedpersoner i dyb eksistentiel krise. Og lidt i den lette ende. For eksempel en trivialnovelle om Gabriellas hårde liv på pølsefabrikken, hjemsøgt af tanker om den mand, hun ikke kan glemme igen.

Sidstnævnte har jeg egentlig lyst til at udgive på bloggen, når jeg engang har fået lokaliseret teksten i en af flyttekasserne igen. For uanset hvor meget ironisk distance jeg har plottet ind i valg af adjektiver, så er det først og fremmest 16-årige Marie, der skriver om kærlighed og længsel på en måde, hvor jeg her i min anden teenageperiode kan fornemme, at der trods alt ikke er så meget patos på drengen længere.

Det trøster mig lidt. For selvom det samtidig ærgrer mig, at jeg ikke kan tude over Steffen Brandts tekster længere, så trænger jeg sgu til at føle mig som et godt gammeldags voksent og sindigt menneske.

Eller trænger jeg i virkeligheden til at drikke mig fuld og danse?