torsdag den 25. oktober 2012

Akutsnakken

”Dagpengeproblemet er løst” skriver Politiken i en noget kæk omskrivning af Corydonens vage politiker-pieruetter rundt om det store stygge dagpengespørgsmål. Intet mindre og spørgsmålene trænger sig straks på: Hvornår blev Politiken sensationslystne og hvad er det helt præcist, der er blevet løst andet end en intern kurre på tråden i regeringen? Og er den løst?

Akutpakke 2.0 skydes i gang om en uge og virksomheder, der ansætter en langtidsledig vil fremover modtage, og hold nu fast folkens, 25.000 kroner i bonus! Samtidig vil jobcentrene gøre deres til at matche de langtidsledige til stillingerne før alle andre. Så langt, så godt, hip hippedihop og så det lange for de langtidsledige. Alle er glade. 

Undtagen mig. Og det til trods for, at jeg ikke tilnærmelsesvis tror på, det her er banebrydende nyt for de dagpengemodtagere, der desværre sidder i økonomisk uløselige forhold. Alligevel sidder der et barnligt surmulefjæs på mig og truer med at sætte sig fast, næste gang vinden vender. 

Jeg er nemlig ikke langtidsledig ifølge den ny lov. Jeg er lige præcis atten dage fra at være langtidsledig. På den ene side dejligt ikke at blive påduttet det prædikat, for selvom jeg immervæk har været i dagpengeland i næsten 16 måneder, så har jeg jo været underlagt aktiveringskrav og har bestemt ikke ligget på den lade side. 

På den anden side, så stikker det sågu lidt at være atten dage fra at få positiv særbehandling, hvis det betyder, at jeg måske skal se jobs gå til en anden kandidat fordi vedkommende har været i systemet en måned længere og ikke fordi vedkommende er bedre kvalificeret. 

Det sker højst sandsynligt ikke, men jeg kan ikke lade være med at sidde og være en kende pernittensur af rent principielle grunde og synes det er et halvtåbeligt tiltag, der forhåbentlig er så tåbeligt, at det ikke tiltager noget. Uagtet, at jeg forekommer lidt som et egoistisk skarn. 

For jeg har skam den dybeste sympati for folk, der står på tærsklen til økonomisk ruin, med usælgelige huse uden ret til kontanthjælp. Jeg føler med dem og alle dem med forsørgerpligt og bunker af bekymringer på den konto. Jeg synes bare ikke, det berettiger forskelsbehandling. Der vil altid være nogen, der har en mere desperat situation, ligesom der også er en del, der har mindre drama på drengen. Løser det noget at rangordne hvor værdigt trængende vi er, ved at gøre nogle, der har været ledige tre uger længere, til kategori A? 

Hvis vi endelig skal ud af den sti, hvordan afgør man så, hvem der er mest værdigt trængende? Det er jo ikke kun et spørgsmål om længden på ledighedsperioden, men fx også antallet af faste udgifter og hvilke, der er resultatet af uovervejede økonomiske beslutninger. Dyre huskøb fx. To biler. Og børn, for satan. Der kan man tale om en uoverstigelig økonomisk byrde, man måske skulle have overvejet inden man mistede sit job. Bare spørg Amnitzbøll! 

Måske der ligger noget godt TV gemt her, men med mindre Aftenshowet melder sig på banen til også at løfte den opgave for jobmarkedet, synes jeg måske i stedet vi skulle fortsætte som hidtil med at fordele job efter kvalifikationer*. Eller er det for idealistisk at tænke, at jeg vil have et job, fordi jeg er den bedst kvalificerede. Ikke fordi, jeg har større økonomiske bekymringer end ham/hende, der faktisk kunne gøre jobbet bedre end jeg? 

*Og nepotisme, selvfølgelig. Og held. Og hvor meget den seksuelt frustrerede personalechef lyster efter hende den blonde kandidat med de høje sorte støvler. Men så heller ikke mere! 

mandag den 22. oktober 2012

Pip

Markøren har blinket hånligt ad mig de sidste mange gange, når jeg med stor modvilje har nærmet mig tastaturet for at formulere mig selv igen. Man ved det er alvorligt, når man ligefrem føler sig mobbet af officepakken, og havde den lille bedrevidende papirclips stadig huseret, er jeg ikke sikker på, jeg ville være rationel nok til ikke at lade det gå ud over computeren. Microsoft gør det med vilje, gør de! 

For det er pludselig blevet svært at skrive. En følelse, der er mig meget fremmedartet, for ligegyldig hvor meget gylle, der ligger og skvulper rundt i baghovedet, må man da kunne skrive om det. Hvilket jeg også har gjort, som de to-tre hypotetiske tilbageværende læsere efter min umage kunstpause kan nikke genkendende til. 

Det er imidlertid også der køteren eller kunstpausen ligger begravet. I en ærgrelse over at det ikke var det, jeg ville skrive. Bloggen er ikke blevet, som jeg havde håbet. Fordi jeg ikke er blevet, som jeg havde håbet. Lige nu i hvert fald. 

2012 skulle jo være året, hvor jeg frygtløs kastede mig ud i hovedløse projekter og rendte fra Punchen til Pilates (høhø) med permanent skrabede knæ, kroppen fuld af oplevelser og hovedet fuldt af bittersøde erfaringer. I stedet er jeg blevet hjemmegående arbejdsløs med hastigt svindende ret til dagpenge, kronisk Maude-feber og en selvtillid, der har taget permanent ophold i en rødstribet trøje med tilhørende tophue, og fandeme bliver sværere og sværere at finde, når jeg skal bruge den. 

Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke arbejdsmarkedet er en lang Roskilde-festival. Men med fødderne solidt plantet på arbejdsmarkedet følger ikke kun ansvar, manglende fritid og kollegaer, der ikke vasker deres kop af. Der følger også penge til netop at tage på Roskilde, eller ud at rejse eller i det mindste ikke ligge søvnløs over uforudsete regninger. Der følger identitet og et bundniveau af selvtillid, fordi man er en brik i puslespillet, uanset om man så er helt nede med motivet eller ej. Og der følger afklaring med. 

Jeg må indrømme, at det har fået krammet på mig, mere end jeg havde regnet med. Jeg har det svært med ufrivilligt at stå på stand by. Og jeg har det endnu sværere med, at jeg har det svært med det, for sådan er det jo, som Margrethen siger. Derfor tror jeg, det pludselig blev svært at blogge og se sig selv så tudevorn sort på hvidt. Jeg fik dårlig samvittighed over at sende så meget klynk ud i verden. 

Men pointen med alt dette er, at jeg jo for Fanø gerne vil skrive. Fandeme. Også selvom jeg skriver ting, jeg ikke selv ville have lyst til at læse. Og når alt dette er sagt, så er jeg jo ikke helt drænet for drømme endnu. Lidt handlekraft er der også derinde et sted. 

Så med andre ord, ved jeg ikke, om den fede dame synger igen. Hun er nok ikke helt klar til at skråle ”Her har I mig tilbage”, som den fulde onkel til familiefesten, der just er vaklet ind, efter at have pisset op ad muren til forsamlingshuset. Men hun kan jo starte med en anden skeptikers geniale omformulering af en gammel traver: 

”You can lead a horse to water, but you can’t make it sink!” - Eeyore 

Jeg skriver snart igen, uanset hvad der er at skrive om. Håber du har lyst til at læse med?