Kom juli, kom regn, kom solitude

Peger om få dage næsen nordpå, når jeg tager min praktiske eksamen som undulatpasser, mens søs og familie ferierer.  

Synes denne uge driller indtil videre. Om det er fordi, jeg har været under the weather (tøhø) med et eller andet, der har fået min døgnrytme til at eksperimentere med gumpetung offbeat, om det er fordi, at de opgaver, der venter før jeg har ”arbejd hjemme-ferie” er RØVtrælse med ekstra røv på, eller om det er fordi chefen på mit lille fritidsjob stopper og dermed højst sandsynligt også mine arbejdsfunktioner.

Suk. Sidstnævnte slog mig noget ud i går, og fik næsten kun gumpetungheden op på kvisten, før jeg lavede en eklatant Maude i gik i seng! (Førnævnte døgnrytmeeksperiment gjorde så, at jeg vågnede elleve timer senere!).  

Egentlig påvirker det selvfølgelig hverken min økonomi, mit liv eller cv mærkbart, at et femtimers job bliver udfaset eller væsentligt forandret. Men det er jo ikke et job, for syv sytten! Det er et anker! Det er en legeplads. Det er et sted, jeg kan brænde mit engagement af, mens mit liv sejler rundt i en træsko med læk i begge ender og med rådden mast og rig.  

Jeg var jo ligesom lige kommet med i hulen, ikk', og havde den der dejlige følelse af tilhørsforhold, som jeg pt. her i arbejdsløshedsvanviddet som løntilskudsmetervare craver, som en enlig mor i Høje Taastrup craver tre røde Look på terassen, når ungerne endelig sover.  

RØV, sagde hun.

Men inden jeg begynder på ”Stop all the clocks, cut off the telephone…” må jeg hellere stikke piben ind og trække vejret unødvendigt dybt på den måde, som kun coaches, der kalder 'arbejdsløse' for 'jobaspiranter' kan gøre det.

Tre dage endnu. Så drager jeg nordpå, til søs’ hus, der i mit hoved på få dage allerede er blevet til en slags wellness spa, et retreat, hvor jeg lige kan lukke verden ude i en uges tid. Keder mig sikkert efter en dags tid, men jeg vil væk, væk siger jeg jer.