onsdag den 7. november 2012

Tips til et sundere liv

Prioriter din tid: 

Se nu bare den serie færdig, selvom du godt ved, at næste uge bliver et helvede af deadlines. Se det som work/life-balance med lidt større tidsintervaller. 

Spis varieret: 

Ødelæg dit dankort. Glem at gå i banken. Flere gange. Vent til du er rigtig sulten, så vil der naturligt opstå tanker som ”man kan da godt lave noget ud af æggeblommer, sennep og slatne gulerødder” og ”den ser fakkertalt ret spændende ud, den der ubestemmelige foliepakke i fryseren.” 

Træn varieret: 

Ødelæg din fod. Altså undgå permanent skade, men sørg for, at du har svært ved at støtte på den et par dage. Bo på femte sal og forlad lejligheden minimum et par gange om dagen. Mærk venstre balle lære sig selv at kende på en helt ny måde. 

Spis langsomt og med mindfulness: 

Put al bestik i opvaskemaskinen og start den. Kig rundt i køkkenet. Flere gange. Skær din mad ud i babybidder med en brødkniv og indtag måltidet med kagegaffel. 

Få rigelig med søvn: 

Lad være med at stille vækkeuret korrekt. Se det som en oplagt mulighed for at få sovet ud og derpå intervaltrænet om morgenen, når der skal hinkes frem og tilbage mellem værelse og badeværelse i ekspresfart. Husk at få en god snack efter træningen. For eksempel noget med æggeblommer og sennep.














          Det var så lidt.

lørdag den 3. november 2012

Tegn på lediggang

1) Man glemmer hvor meget, man har revset forældrenes trang til middagslure og anser pludselig en morfar for en grundlovssikret ret.

2) Man følger ’Vild med dans’ med en nidkærhed og et fokus, man ville kunne overleve i junglen på og ser det som en personlig sejr, at Silas og Louise nu er finalen. Yay! (Man husker samtidig bittert tilbage på sidste år, hvor NOGEN lige pludselig stemte Hella og Tobias ud og fjernede glæden ved mine budgetvenlige fredag aftener, lige der. Og ja familien Danmark, det er dig, jeg mener).

3) Man har gearet helt ned og kan ikke længere overskue flere projekter. ”Kalender, siger du mig, jeg skal til møde fra 10-12 og derefter have en veninde til kaffe. Altså samme dag? Hold nu op, hvor er det overskudsagtigt.”

4) Man begynder oprigtigt at frygte underboens pludselige insisterende banken, når man for tredje gang den morgen begiver sig i kast med en inderlig fortolkning af ’Kvindeterzet’ som en lille hjemmestrikket musikalsk damebladstest: Jamen, er er jeg egentlig en Adalena, Miranda eller Salene, når Det Ny Teater ringer for at bede mig være deres nye musicalstjerne?*

5) Man overspringshandler på ca. samme måde som i ugen før en eksamensaflevering, bare for ikke at skulle skrive ansøgninger. Lige nu. Altså, jeg kan jo lige gå en tur med støvsugeren. Og med skraldespanden. Og med mig selv, det skulle være så sundt. Hov, nu blev det aften.

6) Man føler sig som en lystløgner, når man i en ansøgning kalder sig effektiv og handlingsorienteret, til trods for at man faktisk har en svag erindring om, at være tidligere arbejdspladsers personificerede udgave af samtlige mus i Askepots brigade.

7) Man bruger tyve minutter på at beskrive sin hverdag i punktform, og føler den indsats i høj grad berettiger en morfar. 


Case in point! Jeg skal lige noget… 

* Sang fra musicalen Atlantis, som jeg opførte solo utallige gange på mit værelse, da jeg var barn. Er i øvrigt nok sådan en Salene, synger hendes parti bedst, selvom det er lidt irriterende eftersom hun hverken er prinsessen eller den svigefulde elskerinde, men noget så kedeligt som svigermoderen!

torsdag den 25. oktober 2012

Akutsnakken

”Dagpengeproblemet er løst” skriver Politiken i en noget kæk omskrivning af Corydonens vage politiker-pieruetter rundt om det store stygge dagpengespørgsmål. Intet mindre og spørgsmålene trænger sig straks på: Hvornår blev Politiken sensationslystne og hvad er det helt præcist, der er blevet løst andet end en intern kurre på tråden i regeringen? Og er den løst?

Akutpakke 2.0 skydes i gang om en uge og virksomheder, der ansætter en langtidsledig vil fremover modtage, og hold nu fast folkens, 25.000 kroner i bonus! Samtidig vil jobcentrene gøre deres til at matche de langtidsledige til stillingerne før alle andre. Så langt, så godt, hip hippedihop og så det lange for de langtidsledige. Alle er glade. 

Undtagen mig. Og det til trods for, at jeg ikke tilnærmelsesvis tror på, det her er banebrydende nyt for de dagpengemodtagere, der desværre sidder i økonomisk uløselige forhold. Alligevel sidder der et barnligt surmulefjæs på mig og truer med at sætte sig fast, næste gang vinden vender. 

Jeg er nemlig ikke langtidsledig ifølge den ny lov. Jeg er lige præcis atten dage fra at være langtidsledig. På den ene side dejligt ikke at blive påduttet det prædikat, for selvom jeg immervæk har været i dagpengeland i næsten 16 måneder, så har jeg jo været underlagt aktiveringskrav og har bestemt ikke ligget på den lade side. 

På den anden side, så stikker det sågu lidt at være atten dage fra at få positiv særbehandling, hvis det betyder, at jeg måske skal se jobs gå til en anden kandidat fordi vedkommende har været i systemet en måned længere og ikke fordi vedkommende er bedre kvalificeret. 

Det sker højst sandsynligt ikke, men jeg kan ikke lade være med at sidde og være en kende pernittensur af rent principielle grunde og synes det er et halvtåbeligt tiltag, der forhåbentlig er så tåbeligt, at det ikke tiltager noget. Uagtet, at jeg forekommer lidt som et egoistisk skarn. 

For jeg har skam den dybeste sympati for folk, der står på tærsklen til økonomisk ruin, med usælgelige huse uden ret til kontanthjælp. Jeg føler med dem og alle dem med forsørgerpligt og bunker af bekymringer på den konto. Jeg synes bare ikke, det berettiger forskelsbehandling. Der vil altid være nogen, der har en mere desperat situation, ligesom der også er en del, der har mindre drama på drengen. Løser det noget at rangordne hvor værdigt trængende vi er, ved at gøre nogle, der har været ledige tre uger længere, til kategori A? 

Hvis vi endelig skal ud af den sti, hvordan afgør man så, hvem der er mest værdigt trængende? Det er jo ikke kun et spørgsmål om længden på ledighedsperioden, men fx også antallet af faste udgifter og hvilke, der er resultatet af uovervejede økonomiske beslutninger. Dyre huskøb fx. To biler. Og børn, for satan. Der kan man tale om en uoverstigelig økonomisk byrde, man måske skulle have overvejet inden man mistede sit job. Bare spørg Amnitzbøll! 

Måske der ligger noget godt TV gemt her, men med mindre Aftenshowet melder sig på banen til også at løfte den opgave for jobmarkedet, synes jeg måske i stedet vi skulle fortsætte som hidtil med at fordele job efter kvalifikationer*. Eller er det for idealistisk at tænke, at jeg vil have et job, fordi jeg er den bedst kvalificerede. Ikke fordi, jeg har større økonomiske bekymringer end ham/hende, der faktisk kunne gøre jobbet bedre end jeg? 

*Og nepotisme, selvfølgelig. Og held. Og hvor meget den seksuelt frustrerede personalechef lyster efter hende den blonde kandidat med de høje sorte støvler. Men så heller ikke mere! 

mandag den 22. oktober 2012

Pip

Markøren har blinket hånligt ad mig de sidste mange gange, når jeg med stor modvilje har nærmet mig tastaturet for at formulere mig selv igen. Man ved det er alvorligt, når man ligefrem føler sig mobbet af officepakken, og havde den lille bedrevidende papirclips stadig huseret, er jeg ikke sikker på, jeg ville være rationel nok til ikke at lade det gå ud over computeren. Microsoft gør det med vilje, gør de! 

For det er pludselig blevet svært at skrive. En følelse, der er mig meget fremmedartet, for ligegyldig hvor meget gylle, der ligger og skvulper rundt i baghovedet, må man da kunne skrive om det. Hvilket jeg også har gjort, som de to-tre hypotetiske tilbageværende læsere efter min umage kunstpause kan nikke genkendende til. 

Det er imidlertid også der køteren eller kunstpausen ligger begravet. I en ærgrelse over at det ikke var det, jeg ville skrive. Bloggen er ikke blevet, som jeg havde håbet. Fordi jeg ikke er blevet, som jeg havde håbet. Lige nu i hvert fald. 

2012 skulle jo være året, hvor jeg frygtløs kastede mig ud i hovedløse projekter og rendte fra Punchen til Pilates (høhø) med permanent skrabede knæ, kroppen fuld af oplevelser og hovedet fuldt af bittersøde erfaringer. I stedet er jeg blevet hjemmegående arbejdsløs med hastigt svindende ret til dagpenge, kronisk Maude-feber og en selvtillid, der har taget permanent ophold i en rødstribet trøje med tilhørende tophue, og fandeme bliver sværere og sværere at finde, når jeg skal bruge den. 

Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke arbejdsmarkedet er en lang Roskilde-festival. Men med fødderne solidt plantet på arbejdsmarkedet følger ikke kun ansvar, manglende fritid og kollegaer, der ikke vasker deres kop af. Der følger også penge til netop at tage på Roskilde, eller ud at rejse eller i det mindste ikke ligge søvnløs over uforudsete regninger. Der følger identitet og et bundniveau af selvtillid, fordi man er en brik i puslespillet, uanset om man så er helt nede med motivet eller ej. Og der følger afklaring med. 

Jeg må indrømme, at det har fået krammet på mig, mere end jeg havde regnet med. Jeg har det svært med ufrivilligt at stå på stand by. Og jeg har det endnu sværere med, at jeg har det svært med det, for sådan er det jo, som Margrethen siger. Derfor tror jeg, det pludselig blev svært at blogge og se sig selv så tudevorn sort på hvidt. Jeg fik dårlig samvittighed over at sende så meget klynk ud i verden. 

Men pointen med alt dette er, at jeg jo for Fanø gerne vil skrive. Fandeme. Også selvom jeg skriver ting, jeg ikke selv ville have lyst til at læse. Og når alt dette er sagt, så er jeg jo ikke helt drænet for drømme endnu. Lidt handlekraft er der også derinde et sted. 

Så med andre ord, ved jeg ikke, om den fede dame synger igen. Hun er nok ikke helt klar til at skråle ”Her har I mig tilbage”, som den fulde onkel til familiefesten, der just er vaklet ind, efter at have pisset op ad muren til forsamlingshuset. Men hun kan jo starte med en anden skeptikers geniale omformulering af en gammel traver: 

”You can lead a horse to water, but you can’t make it sink!” - Eeyore 

Jeg skriver snart igen, uanset hvad der er at skrive om. Håber du har lyst til at læse med?

torsdag den 30. august 2012

Bah!

For the record: Da jeg startede bloggen havde jeg faktisk overmåde ambitioner om at holde den klynkefri. Havde Joakim von And været blandt mine faste læsere, ville der imidlertid fluks have været et "Tsk tsk" i kommentarfeltet nu, for den ambition har vist indtil videre primært udmærket sig som rammende bevis på, at jeg kender mig selv svært dårligt. Som håbløs naivist har jeg dog stadig en irrationel tro på, at jeg nok skal blive mere overskudsagtig en skønne dag. I mellemtiden håber jeg enkelte læsere er mindst lige så naive og bliver hængende.

Og så skal der jamres:

For milde mammon, hvor kan man da bare gå i stå på en foruroligende måde nogle gange. Jeg har nu startet og næsten færdiggjort en 2-3 blogindlæg siden sidst. Næsten. Har lavet sirlig liste over de jobs, jeg kan/vil/skal/burde søge pt., og den ligger der, lige midt på skrivebordet ved siden af brutto-cv’et. Ny styrketræningsplan venter egentlig bare på, jeg går i gang. Det gør nyt budget også. Og op-på-hesten-plan-b efter helhjertet datingprojekt med pinligt lav succesrate. For slet ikke at tale om alle de fremtidsbeslutninger, der med fordel kunne træffes ca. nu.

Men jeg gider ikke. GIDER IKKE, BLEV DER SAGT. For jeg har faktisk herretravlt lige nu med at melde mig ud af kampen, og ligge i fosterstilling under dynen og se dårlige tv-serier og spise is (ja, det kan man godt, man skal bare vinkle skeen rigtigt). Mens jeg fra tid til anden snøfter selvmedlidende over hvorfor evolutionen dog ikke har taget højde for HVOR mange ubehagelige tanker og følelser et gennemsnitligt privilegeret senmoderne menneske må forventes at kunne kapere og korrigeret indstillingerne.

Åh, havde man så bare været tvunget i saltminerne og distraheret af en kamp for livets opretholdelse, som i de gode gamle dage. Så man ikke i stedet krysterkickstartede det parasympatiske nervesystem og den deraf følgende dejlige følelsesløshed med tomme kalorier og hofteskred (på ydersiden, that is). Snart bliver jeg jo også nødt til at lægge en ny kostplan og lægge den i bunken af startklare projekter.

Og jeg er jo ikke dummere end fremtidskagerne. Jeg ved godt, at hvo intet vover har en røvsyg tilværelse og lediggang er roden til al begyndende afhængighed af Daim-is. Men lur mig, om jeg kan få sparket handling ind i det opgivende legeme, når det nu er så meget mere ukonstruktivt at sidde og kalkulere mulighederne for karriere og kærlighed ud fra omskiftelig emotionel fakta.

Åh, hvor kan rationel handling dog bare rende mig lige nu!

Det var vist bare det, jeg ville sige. Jeg sitter fast. Og jeg sidder frygteligt stille. Så jeg ved ikke hvornår, jeg får vristet mig fri.

lørdag den 18. august 2012

Vi gemmer alvoren til næste uge, ikk'?

Gearer ned og læner mig helt tilbage denne weekend med overskuelige projekter. Indtil videre er planen at finde ud af hvordan en polsøger virker og spise unødvendigt meget koldskål. Bliver der tid tilovers, skal jeg måske også lære disse elskelige moves, som jeg i den grad krydser fingre for bliver den nye 'Macarena'. Enjoy og god weekend derude!