Pedanteri i farvandet

Der er intet som en smule præstationspres, der kan katalysere en god omgang projektion og et gensyn med gamle yndlingsaversioner. Så man for en kort stund kan flytte fokus fra egen formåen. Jeg har prøvet at være voksen omkring det, og ikke smide mine idiosynkrasier i grams på det store internet, men denne her "sitter fast" og måske jeg i virkeligheden bare skulle dele mit overvældende pseudo-vanvid over et vist tekstunivers og komme videre.

Medina. For fanden.

Hvis karriereforvaltning, jeg faktisk har stor respekt for. ”Kun for mig” er uden tvivl en genial popsmasker, der har fået fast plads på min løbeplayliste, og fra tid til anden får mig til at forsøge at danse … mens jeg løber. Og jeg anerkender en vis ide i at bruge gentagelsen i kommunikationsstrategien for at slå et budskab fast. Resten af produktionen giver mig imidlertid mest lyst til at brokkeblogge.

For det er den helt håndgribelige gentagelse, der driver mig til vanvid. Herre Jemini, hvor jeg drømmer om, at nogen gav damen, og dermed resten af Danmarks befolkning, et omkvæd. For en linje bliver ikke til et helt omkvæd, lige meget, hvor mange gange man gentager den! Det bliver bare enerverende. Tillad mig at demonstrere:

”Kun for mig, kun for mig – Nu er musikken kun for mig kun for mig”
Det er okay, det fungerer! Det er første udspil, og det er sgu fængende!

”Velkommen til Medina, Medina, Medina, Medina, Medina, Medina, uuh”
Tja, det er sgu en meget klog andensingle i brandingens navn.

”For hey for fanden, vi to hører sammen, sammen, sammen, sammen, sammen”.
Gentagelse igen? Okay, der er noget rytmisk offbeatt-agtigt over leveringen, der for så vidt berettiger gentagelsen.

”Baby, er du ensom? Jeg håber du er ensom? Baby er du ensom? Jeg håber du er ensom”.
Hmm, så er det, det begynder det at lugte lidt af mgp. Og ikke på kickflipper vildt-måden.

”Dig og mig for altid. Dig og mig for altid, du har mit hjerte lige her. Mig og dig for altid, det eneste mine øjne ser. Dig og mig for altid. Hele livet har jeg ventet her. Mig og dig for altid.”
Rebelsk med grammatikken, der. Men er der virkelig ikke andre rimmuligheder i ’dig’ end ’mig’? ’Nej’ f.eks. Eller ’kontrafej’. Eller ’dej’, I dare you!

”You left me in the gutter, gutter, gutter, you left me in the gutter, gutter – You left me in the gutter, gutter gutter”
Okay, nu bliver jeg altså nødt til at vide, hvem ham fyren er, der har kortsluttet Medina i en sådan grad, at hun ikke alene kører et længerevarende bitterhedstrip, men også helt bogstaveligt kører i samme rille?

”Det er synd for dig, Fuck, hvor jeg synes det er synd for dig. For du ændrer dig ikke. Du du du, ændrer dig aldrig!”

Den kan jeg så meget godt lide. En hel sang dedikeret til en tolkning af eget tekstunivers. I min bog.

”For du har slået op, uuuh, for du har slået op, oooh, for du har slået op ooOOooh”
Medina, jeg tror det er for det bedste. Den mand har haft en meget dårlig indflydelse på dig.

Jeg har ikke hørt den her endnu. Jeg tør ikke. Så længe jeg venter, kan jeg stadig tro på et musikalsk vendepunkt.

*og pust ud*

Takker for taletiden. Nu kan jeg kan igen fokusere på mit ambivalente forhold til Rasmus Seebach.

Mangler en muse. Eller en rocker, der er sygt velformuleret.

Holder arbejdsweekend af den slags, hvor computeren i den grad ikke overholder armslængdeprincippet. Skal liiige lave noget program for nogen, der gerne vil give mig penge for det, hvilket jo altid er rart. Skal også liige redigere noget billedmateriale først, for at have noget at smække på det famøse program. Og skal allermest liige skrive den mest rockerseje ansøgning, jeg nogensinde har gjort, da der er blevet slået en stilling op, som jeg gudhjælpemig er blevet anbefalet til. Og død og pine virkelig også godt kunne tænke mig, at få kløerne i. 

Nuvel, de vil uden tvivl få bedre kvalificerede ansøgere end mig (hidtidige statistik siger, ansøgninger sendt: Jeg gider ikke tælle efter, jobsamtaler: Nada), men could this be the one? Den, hvor de gerne vil tage mig op på min request om en personlig samtale? Så jeg kan uddybe den her rockerseje ansøgning. Og selvom, jeg ikke går videre, kan sige til næste small-talkende person, der spørger om jeg virkelig ikke har fået job endnu: ”Næh, men jeg var lige til samtale her den anden dag”.  

Et virkeligt sejt sted. Til en virkelig sej stilling. Ikke et ord om, at jeg ikke opfylder et eneste af kvalifiktationskravene i opslaget. Jeg er jo blevet anbefalet, for helvede. Nepotism, be my friend!  

Nu skal det der rockerseje ordforråd bare lige komme op i mig. Venter stadig.

Og godmorgen til dig også, Freud

Drømte i nat at ham, der pt. er dedikeret ret meget tænketid fra min side, skulle med mig og min mor … på camping. Rigtigt nyde forsommeren og sidde sammen i et lille brunligt orange fortelt og lytte til mors fortællinger om folkemusik, mens mit drømmejeg langsomt indser, at det her ligesom er første og sidste chance for at gøre et godt indtryk.

Bagefter drømte jeg, at min bedste ven og jeg sad skrækslagne krøbet sammen i en kælder og gemte os fra sindsforvirret rødhåret morder med kokkekniv.  

Jeg ved ikke, hvad der var værst.

Marie, 5 år ...

Nogle dage er verden bare træls. Og nogle dage er træls bare for godmodigt et ord, til at beskrive, hvor meget trælshed, der kan overmande en på en gang. Nogle gange er man også bare selv træls. Fordi man ikke formår at parkere de trælse tanker på en dertil indrettet holdeplads, men insisterer på at tænke dem heeelt færdige.

Worst case scenario. I ental? For jeg kan da udtænke et dusin! Og få dem til at gæsteoptræde i hinandens parallelle virkeligheder, og blive til en stor summende og træls masse.

Og så er det jo, at jeg bliver hysterisk. Og ville ønske, man havde puderum andre steder end i børnehaver. Eller tuderum. Hvor man i al diskretion kunne smutte ind en fem minutters tid og te sig som et forurettet barn, hamre knytnæver ned i skumgummiet og vræle. Over endnu et jobafslag, selvom jeg jo godt ved, at når de har fået 400 ansøgninger, så er der nok en enkelt eller to, der giver mit cv baghjul. Og over udsigten til snart igen at skulle på uventet lejlighedsjagt, når det nu i min virkelighed er naturstridigt at skulle være job- OG boligløs på samme tid.

I stedet sidder det lige under overfladen og vil ikke gå væk. Og man går bare og venter på at dagen går, så man kan gå hjem og skingert kalde på ”Hans Christian” og gå i seng!  

Så det gjorde jeg! (HC udeblev, men en morfar i fosterstilling, blev det da til.)

Og heldigvis gjorde Maude-metoden underværker. I selskab med Dr. Oetker. Efterfulgt af en god portion Game of Thrones. Og kan jo godt se, at det trods alt civilisationsmæssigt er rart, at hverken røvspasser-konsulentfirma eller udlejer valgte at sige det med torturinstrumenter.

Og hvem ved, måske jeg er heldig at finde ny lejlighed med walk-in skumgummi-extravaganza til fri afreagering?

Hvis man nu selv kunne bestemme ...

Noget af min grønhed hænger blandt andet sammen med, at jeg i sommers blev færdig som arbejdsløs akademiker, og med det nuværende jobmarked i den grad har god tid til at tænke over, hvad jeg egentlig vil. Nogle gange føles det som for god tid, til at padle frem og tilbage mellem fornuft og følelse, en lyst til at være karrierestræber på den ene side, og tilbagelænet offentlig ansat på den anden, en trang til bare at lave et eller andet, og en frygt for at placere mig på en hylde, hvor bordet fanger (skulle møblementet vælge at rotte sig sammen mod mig).

En ting, jeg altid har villet, har dog været at skrive. I en eller anden udstrækning. Da jeg gik i gymnasiet og var kongen af dansktimerne, skrev jeg så det bragede i min fritid. Antallet af  igangværende skriveprojekter dalede med tiden bare langsomt. Om det var manglen på hormonal ubalance eller bare mødet med universitetsverdenen og den smertelige erkendelse, at der rundt om i Danmark havde eksisteret ubegribelig mange flere konger af dansktimerne, der oven i købet var noget mere konge end mig, ved jeg ikke.

De finkulturelle litteraturstudier viste sig i hvert fald ikke at smage så meget af dansktimerne, og det blev hurtigt klart, at jeg modsat mange af de andre faktisk ikke lige sammenlignede ugens tekst med det franske originalværk eller skrev digte til vores studieblad. Faktisk tror jeg ikke, jeg nogensinde har skrevet et digt. (Med mindre det tæller, at jeg engang har skrevet en sang om at være hemmeligt forelsket i Birthe Rønn-Hornbech. Må dog indrømme, den ikke kom helt fra hjertekulen.)

Med andre ord har fem års fordybelse i fiktionen ikke gjort mig mindre grøn, når det kommer til, hvad jeg kan, vil og skal. Har dog lyst til at kavalkere et udpluk af mine drømmejobs. Mest for sjov. Uden skelen til nogen form for realisme, that is.

Drømmejob #1: Tilrettelægger og kreativ idégenerator til Zulu Comedy Galla og Zulu Awards:

Hvorfor: De shows er ofte det ypperste indenfor nyskabende komik og tv og liveshows. Alt alt for mange introer der er så übergeniale at jeg ville gøre grimme ting ved andre, for at kunne sige, jeg havde fundet på dem.

Højdepunkt: Uden tvivl en dag at stå med et bestemt blik i øjnene, et par neongrønne pelsbenvarmere i hånden og en lettere skeptisk Nikolaj Lie Kaas ved min side og få lov at sige: ”Jo, du skal have dem på, det bliver pissegodt, jeg kan mærke det, jeg har jo skrevet det, for helvede”.

Udfordring: Så sjove er neongrønne pelsbenvarmere heller ikke, og hvis min tid som instruktør på diverse amatørforestillinger har lært mig en ting, så er det, at andre mennesker aldrig forløser mine geniale tanker tilfredsstillende.

Drømmejob #2: Deltager i Melodi Grand Prix:

Hvorfor: Egentlig mest for at kunne skrive det på cv’et. Tænker det ville være et friskt pift. Er blevet opdraget af velmenende storesøstre til at prioritere grand prix’et som en vigtig årlig kulturbegivenhed, og har endda researchet mig frem til at vinderstrategien, må være tekstmæssigt at kombinere kærlighed og nyere teknologi. (F.eks. ”Video, video” i ’86, ”Hallo, hallo” med telefonsvareren i 1990 og ”Der står et billede af dig på mit bord” fra 2001, hvor hr. Poppe beder damen om at ”trykke på alt+del+control”.

Højdepunkt: Tænker jeg ville have en fighting chance med noget i retning af ”Du er en app efter mit hjerte”, ”Den dag du likede mig på facebook” eller ”Jeg har åbnet en mappe i Dropbox, og lagt mit hjerte deri, Skal det være en shared folder?, for du er den som jeg kan li’?”. (Det her er i øvrigt copyrightede tanker, Kandis!)

Udfordring: Det, der med at synge foran andre. Og selvfølgelig bibeholdelse af selvrespekten, sådan generelt set.

Fortsættelse følger …

En grønskollings bekendelser

Velkommen i det grønne.

Jeg overvejede længe hvilken overskrift, der passende kunne indramme mine mange hjernepillerier, indtil det slog mig, at jeg nok vil komme til at skrive allermest om tilværelsen som voksenlærling. Forstået på den måde, at hvis vi tæller fra konfirmationen er jeg på fjortende år stadig i lære som voksen, uden udsigt til at knække koden lige foreløbigt. Håber egentlig det aldrig lykkes helt, men kunne med fordel rykke lidt på nogle punkter.

Grønskolling er udover at være et dejligt ord fra glemmebogen, en meget rammende beskrivelse af mig sådan ca. pt. Færdiguddannet og klar til at give mig i kast med voksenlivet. Hvis jeg altså vidste, hvad det var, jeg gerne ville kaste med, hvordan man giver sig i kast og ikke mindst kaster sig i grams.

Det der med at prøve har nemlig aldrig været min spidskompetence, og jeg har altid haft en naturlig uvilje mod at give mig i kast med noget som helst, jeg ikke øjeblikkeligt kunne finde ud af. Det har sjovt nok sat sit præg på min tilværelse. Jeg har nemt ved at forstå sammenhænge og lære nyt, synger fantastisk, når ingen kan høre det og staver bedre end en gennemsnitlig provinsavis. Derimod har modet og tålmodigheden aldrig slået til i forbindelse med de læringsprocesser, der har krævet mere tid og flere kræfter. Håndbold, seriøse parforhold og vektorregning, for nu at nævne et par stykker.

Det prøver jeg derfor at gøre noget ved nu, for ellers finder jeg nok aldrig ud af, hvad min mening med galskaben egentlig er. Og det er en af de pokkers ting, ved at blive ældre. Man ændrer ståsted. Og må bide sine ord i sig igen, selvom man har forklaret far igen og igen, hvor tåbeligt det er at bruge tid og kræfter på at lære at svømme, når nu korkbæltet ER opfundet.

Men han fik jo ret. Det blev pinligt, at rende rundt med en flamingokasse om livet. Og besnærende. 

Og selvom jeg ikke kan sige mig helt flamingofri, så har jeg faktisk fået lyst til at prøve kræfter med nogle af mine mange afskrevne livsprojekter. (På nær håndbolden, der er multitasking for viderekomne). Derfor også denne blog, der i al sin herlige iscenesatte selvudlevering måske kan tvinge mig til at være lidt mere ærlig, om hvem jeg er. Og forhåbentlig også underholde. 

For jeg lærte jo faktisk at svømme, dengang. Sådan da. Har i hvert fald stadig et bevis på, at jeg med paniske armbevægelser og indersiden af lungerne dybt badet i klor kæmpede mig fra den ene ende af bassinet til den anden, og indkasserede mit første svømmemærke. 25 meter! 

So many more miles to go …

Follow my blog with Bloglovin