søndag den 22. april 2012

En grønskollings bekendelser

Velkommen i det grønne.

Jeg overvejede længe hvilken overskrift, der passende kunne indramme mine mange hjernepillerier, indtil det slog mig, at jeg nok vil komme til at skrive allermest om tilværelsen som voksenlærling. Forstået på den måde, at hvis vi tæller fra konfirmationen er jeg på fjortende år stadig i lære som voksen, uden udsigt til at knække koden lige foreløbigt. Håber egentlig det aldrig lykkes helt, men kunne med fordel rykke lidt på nogle punkter.

Grønskolling er udover at være et dejligt ord fra glemmebogen, en meget rammende beskrivelse af mig sådan ca. pt. Færdiguddannet og klar til at give mig i kast med voksenlivet. Hvis jeg altså vidste, hvad det var, jeg gerne ville kaste med, hvordan man giver sig i kast og ikke mindst kaster sig i grams.

Det der med at prøve har nemlig aldrig været min spidskompetence, og jeg har altid haft en naturlig uvilje mod at give mig i kast med noget som helst, jeg ikke øjeblikkeligt kunne finde ud af. Det har sjovt nok sat sit præg på min tilværelse. Jeg har nemt ved at forstå sammenhænge og lære nyt, synger fantastisk, når ingen kan høre det og staver bedre end en gennemsnitlig provinsavis. Derimod har modet og tålmodigheden aldrig slået til i forbindelse med de læringsprocesser, der har krævet mere tid og flere kræfter. Håndbold, seriøse parforhold og vektorregning, for nu at nævne et par stykker.

Det prøver jeg derfor at gøre noget ved nu, for ellers finder jeg nok aldrig ud af, hvad min mening med galskaben egentlig er. Og det er en af de pokkers ting, ved at blive ældre. Man ændrer ståsted. Og må bide sine ord i sig igen, selvom man har forklaret far igen og igen, hvor tåbeligt det er at bruge tid og kræfter på at lære at svømme, når nu korkbæltet ER opfundet.

Men han fik jo ret. Det blev pinligt, at rende rundt med en flamingokasse om livet. Og besnærende. 

Og selvom jeg ikke kan sige mig helt flamingofri, så har jeg faktisk fået lyst til at prøve kræfter med nogle af mine mange afskrevne livsprojekter. (På nær håndbolden, der er multitasking for viderekomne). Derfor også denne blog, der i al sin herlige iscenesatte selvudlevering måske kan tvinge mig til at være lidt mere ærlig, om hvem jeg er. Og forhåbentlig også underholde. 

For jeg lærte jo faktisk at svømme, dengang. Sådan da. Har i hvert fald stadig et bevis på, at jeg med paniske armbevægelser og indersiden af lungerne dybt badet i klor kæmpede mig fra den ene ende af bassinet til den anden, og indkasserede mit første svømmemærke. 25 meter! 

So many more miles to go …


Follow my blog with Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar