torsdag den 30. august 2012

Bah!

For the record: Da jeg startede bloggen havde jeg faktisk overmåde ambitioner om at holde den klynkefri. Havde Joakim von And været blandt mine faste læsere, ville der imidlertid fluks have været et "Tsk tsk" i kommentarfeltet nu, for den ambition har vist indtil videre primært udmærket sig som rammende bevis på, at jeg kender mig selv svært dårligt. Som håbløs naivist har jeg dog stadig en irrationel tro på, at jeg nok skal blive mere overskudsagtig en skønne dag. I mellemtiden håber jeg enkelte læsere er mindst lige så naive og bliver hængende.

Og så skal der jamres:

For milde mammon, hvor kan man da bare gå i stå på en foruroligende måde nogle gange. Jeg har nu startet og næsten færdiggjort en 2-3 blogindlæg siden sidst. Næsten. Har lavet sirlig liste over de jobs, jeg kan/vil/skal/burde søge pt., og den ligger der, lige midt på skrivebordet ved siden af brutto-cv’et. Ny styrketræningsplan venter egentlig bare på, jeg går i gang. Det gør nyt budget også. Og op-på-hesten-plan-b efter helhjertet datingprojekt med pinligt lav succesrate. For slet ikke at tale om alle de fremtidsbeslutninger, der med fordel kunne træffes ca. nu.

Men jeg gider ikke. GIDER IKKE, BLEV DER SAGT. For jeg har faktisk herretravlt lige nu med at melde mig ud af kampen, og ligge i fosterstilling under dynen og se dårlige tv-serier og spise is (ja, det kan man godt, man skal bare vinkle skeen rigtigt). Mens jeg fra tid til anden snøfter selvmedlidende over hvorfor evolutionen dog ikke har taget højde for HVOR mange ubehagelige tanker og følelser et gennemsnitligt privilegeret senmoderne menneske må forventes at kunne kapere og korrigeret indstillingerne.

Åh, havde man så bare været tvunget i saltminerne og distraheret af en kamp for livets opretholdelse, som i de gode gamle dage. Så man ikke i stedet krysterkickstartede det parasympatiske nervesystem og den deraf følgende dejlige følelsesløshed med tomme kalorier og hofteskred (på ydersiden, that is). Snart bliver jeg jo også nødt til at lægge en ny kostplan og lægge den i bunken af startklare projekter.

Og jeg er jo ikke dummere end fremtidskagerne. Jeg ved godt, at hvo intet vover har en røvsyg tilværelse og lediggang er roden til al begyndende afhængighed af Daim-is. Men lur mig, om jeg kan få sparket handling ind i det opgivende legeme, når det nu er så meget mere ukonstruktivt at sidde og kalkulere mulighederne for karriere og kærlighed ud fra omskiftelig emotionel fakta.

Åh, hvor kan rationel handling dog bare rende mig lige nu!

Det var vist bare det, jeg ville sige. Jeg sitter fast. Og jeg sidder frygteligt stille. Så jeg ved ikke hvornår, jeg får vristet mig fri.

lørdag den 18. august 2012

Vi gemmer alvoren til næste uge, ikk'?

Gearer ned og læner mig helt tilbage denne weekend med overskuelige projekter. Indtil videre er planen at finde ud af hvordan en polsøger virker og spise unødvendigt meget koldskål. Bliver der tid tilovers, skal jeg måske også lære disse elskelige moves, som jeg i den grad krydser fingre for bliver den nye 'Macarena'. Enjoy og god weekend derude!

torsdag den 16. august 2012

Overloading...

Beklager den længere radio silence. Det er ikke fordi, jeg ikke synes vi skal ses igen og ikke lige vidste, hvordan jeg skulle sige det. Det er mere fordi, jeg pt. er ramt af lidt for meget livsindhold på godt og ondt. Venner, der så småt vender hjem fra ferielandet med sjove historier og hyggelige iskaffeslabberaser. Dates rangerende fra pudsige over opsigtvækkende til underholdende. (Har regnet ud, jeg i gennemsnit har været på tre dates om ugen det sidste stykke tid, så overvejer kraftigt at sætte det på cv’et som erfaring i effektiv projektledelse).

Men også alt det andet. Infrastrukturelt sammenbrud, som følge af, at NOGEN er rendt med alle mine telefonnumre og planer. Hårdtslående erkendelse af, at løntilskudsperioden lakker mod enden og plan B, C eller D skal aktiveres, hvilket er lidt ligesom valget mellem pest, kolera eller tyske sprogøvelser, som vi så klasken-på-lårene-agtigt sagde i gymnasiet.

Den deraf følgende meganederen tilbagevenden til virkelighedens realiteter, snigende selvtillidskrise og koloenorme skyldfølelse over at være en elendig jobsøger, som det stadig er mig en gåde, Aller Media endnu ikke har formået at udnytte til deres fordel. ”Jobaspiranten – magasinet for dig, der stadig ikke er kommet ud på arbejdsmarkedet”, med artikler, der går lige durk i kvindelogikken: ”Sådan får du dine ansøgninger læst”, ”Søger du de rigtige jobs” og ”Alle skal kende min skæbne: Den dag Rikke røg ud af dagpengesystemet”. Jeg ville læse det. Kan alligevel ikke sove pt. af samme årsager, så ville have god tid til det.

Masser, som i MASSER af arbejde på løntilskudsstedet, som jeg selvfølgelig udfører langt størstedelen af, men med en stadigt stigende svigtende motivation i kraft af, at jeg ikke just lærer nyt længere, eller kæmper for ikke at blive stemt hjem. Eller har for travlt med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke gider lave noget. Kanske det også har noget at gøre med, at jeg med en unheimlich præcision troligt er begyndt at vågne dybt udmattet klokken 04.35 hver morgen.

Og kronen på hele denne kværulerende jammer: Ny sygeperiode! Hvad sker der for det? Kan man skylde sygdom? Gå og være rask i årevis og så BAM, så tiltrækker man vira i en grad, der ellers er forbeholdt teenagedrenges PC’ere? Måtte kapitulere til sygesengen endnu engang i sidste uge og endda ekspederes videre til Riget til undersøgelser med mistænkelige kikkert-aggregater. Ikke at jeg fejler noget særligt. Fandt vi ud af, efter førnævnte havde været en tur gennem næsen på mig, og jeg sad usandsynligt stille, mens damen stak en kanyle ned i halsen på mig. Men jeg synes ligesom, det der sygdom er gammel hat nu. Har prøvet det og nået selvmedlidenhedshøjder, der klart udkonkurrerede dem, ”De arbejdsløses magasin” ville kunne fremprovokere, men synes ikke, jeg trænger til at få styrket karakteren mere sådan lige foreløbig.

Kunne til gengæld godt bruge en SMS snart fra ham brasilianeren, jeg havde en kaffedate med i går. Der endte med at blive snakket op på fem timer. Han gik i øvrigt ikke med bæltetaske, hvilket er en detalje, jeg lover (endnu engang) at uddybe, så snart der kan fremmanes nogenlunde sammenhængende tankevirksomhed i de relevante hjerneafsnit.

tirsdag den 7. august 2012

Mandag

6.00: Vågner fra drøm, hvor jeg har fået billetter til Zulu Comedy Galla (Yay!) og skal afsted med mine forældre (Oh-kay)…i en meget lille tremandskajak i festtøj, som vi simpelthen sammen skal ro over til operaen. Det er tilsyneladende en del af dealen.

7.00: Har forladt kajakken til fordel for et japansk gameshow, hvor jeg (i gymnastiksalen på min gamle folkeskole) spiller Angry Birds mod 12-årige piger. Og taberen af hvert spil bliver henrettet. Overværer mangt et præpubertært dødsfald.

8.00: Arbejder på blogindslag om bæltetasker. Og deres bærere. Og deres whereabouts i datingland. Men er allerede svært distraheret. 

Tidsrummet mellem 10.00 og 11.30 på 3. sal et sted i indre by. Hvad der med stor sandsynlighed er en kollega stjæler min telefon fra mit bord Min to uger gamle spritnye smartphone! Suk. Som trods alt ikke er så smart, at jeg tror den har en egentlig sort markedsværdi.

11.45: Skriver nonchalant (med stærkt paniske overtoner) mail med midlertidige kontaktoplysninger til PA for den chef, jeg var til jobsamtale hos i sidste uge, der muligvis ville ringe tilbage mandag.

11.48: Skriver for en sikkerheds skyld også lige facebookbesked til bekendt i naboafdeling, der måske lige kunne smutte over med mit midlertidige nummer. Altså just in case.

12.00: Konstaterer, det er svært at planlægge ny date med ham kokken, når hans telefonnummer nu er i langfingret slamberts varetægt. Han havde ellers sådan en dejlig naturlig aversion mod bæltetasker.

12.00-18.00: Får op til flere gange forklaret det smarte i back-up af kontaktliste og tracking-apps på telefonen. Glæder mig over så meget klogskab, der er i verden, som desværre er spildt på mig, da jeg ikke længere har en telefon og derfor intet at bruge det til.

18.30: Finder kokkens telefonnummer på et screendump. Ha! Godt jeg er backup-nørd på egen kringlede måde. Har arbejdstelefonen (og egentlig også en brasilianer) i baghånden, så føler mig nu helt tilbage i virkeligheden.

18.31: Internetforbindelsen bryder sammen,. Bemærker at solen kaster en skygge på elkedlen, der er præcis 2 liter yoghurt i køleskabet og ser fra vinduet dranker gå mod uret rundt om bænken foran bygningen. Tænker der er en årsagssammenhæng. TDCs veje er uransaglige. Det er en plausibel forklaring. Efterhånden.

18.36: Overvejer kraftigt at sætte Roxette på og tage permanent ophold i den tilstand af 1994, jeg befinder mig i.

19.00: Har nu ikke andet at foretage mig, end at skrive om de djævelske bæltetasker. Men er allerede svært træt af, at analysere netdatingens forunderligt væsen. Er rebelsk og går en tur. 

22.30: Slutter mandagsmandag med at sidde i vindueskarmen med computeren halvt ude af vinduet for at fange så meget af naboens ikke-sikrede net, at jeg kan fiske løbemakkerens telefonnummer fra fb og cleare vores aftale tirsdag morgen. Det lykkes ikke. 

Tirsdag 0.09: Sidder og skriver det her ned til trods for, at jeg nu ikke har andet valg, end at stå klar i Amager Fælled om syv timer. Prioriterer muligvis skrivning for at bearbejde überjävla dag før min underbevidsthed får chancen og blander unaturlige ropositioner med far og japanske skolepigers fremtid ind i billedet.

(For ikke endnu engang at nævne bæltetasker, hvilket nok skal blive uddybet snarest).

torsdag den 2. august 2012

Dobbelt op på hybris

Karma findes, FYI. Der kan være tvivlere derude, der stadig mangler håndgribelige beviser. For eksempel kunne man være en kålhøgen øretæveindbyder, der nonchalant indskød i samtaler i årevis, at man faktisk ikke vidste, hvad feber var, fordi man ikke har været syg i årevis.

Så vågner man søndag med en smule af føromtalte temperaturudsving og tænker herregud, er det det? Har netop aftalt med veninderne, at vi skal til Grøn Koncert. Ikke fordi musikken nødvendigvis entydigt lokker, men fordi græs, venner og livemusik pr. definition er hyggeligt! 

Den slags kan vel slås ned med panodiler, tænker man og propper et glas af dem ned til picnictæppet. Og det kan det godt. Indtil man er kommet ind og har siddet på et Alphabeat-lydtæppe og småsludret en halv times tid, og det så holder det op med at virke at tage to med 3 timers mellemrum, og man i stedet er hensat til at indtage Malk de Koijns kringlede prosa i fosterstilling på et meget knoldet underlag med et dunkende hoved og skrigende børn i så umiddelbar nærhed, at man ville kunne sparke ud efter dem, hvis man havde sin fulde førlighed.

Uden at insinuere en årsagssammenhæng begynder det så at regne, da Seebach jr. går på scenen og gentager ordet ’Engel’ så mange gange, at det for længst må have mistet sin semantiske betydning for ham. Alt bliver vådt og hårdt prøvede grønskollinger må op og stå, kæmpe lidt endnu, for det var jo O’Connor og ikke Seebach, man havde tænkt sig at rejse sig for.

Men Rasmus kan se, at jeg flakker rundt, jeg ved ikke hvor jeg hører til, og jeg må lade ham vinde kampen midt i ’Lidt i fem’, sige buhu, give fortabt og kravle hjem. (Okay, der var en cykel involveret, men tempoet må have været nogenlunde det samme). 

Og så bliver man først rigtig syg. Syg med syg på. Så syg, at man får flashbacks til dengang man boede på værelset med det grønne tæppe, og mor kom og vækkede en og prøvede at få en til at drikke vand fra den røde kop, selvom hun jo kunne se, hvor ubehageligt det var at sætte sig op. Så feberramt, at man i 36 timer kun kan ligge meget stille med lukkede øjne og vente på det går over. (Og tage telefonen, når mor ringer for at sige, at man skal huske at drikke vand).

Halvandet døgn lyder måske ikke af så meget for de mere erfarne på området, men hvis man ikke har haft feber i over tyve år, så er det ualmindelig lang og nederen tid, skulle jeg hilse og sige. Jeg er i øvrigt sikker på, det var man flu, jeg var ramt af, for det føltes så uendeligt meget værre, end det jeg kan forestille mig andre lider af, når de er syge.

Nu buldrer hovedet ikke længere, halsen har snøret sig ud igen og kroppen har genlært sig selv basal air conditioning. Men bare lige, så vi er enige karma: Jeg har forstået budskabet. Der er på ingen måde brug for en gentagelse de næste tyve år!