Dobbelt op på hybris

Karma findes, FYI. Der kan være tvivlere derude, der stadig mangler håndgribelige beviser. For eksempel kunne man være en kålhøgen øretæveindbyder, der nonchalant indskød i samtaler i årevis, at man faktisk ikke vidste, hvad feber var, fordi man ikke har været syg i årevis.

Så vågner man søndag med en smule af føromtalte temperaturudsving og tænker herregud, er det det? Har netop aftalt med veninderne, at vi skal til Grøn Koncert. Ikke fordi musikken nødvendigvis entydigt lokker, men fordi græs, venner og livemusik pr. definition er hyggeligt! 

Den slags kan vel slås ned med panodiler, tænker man og propper et glas af dem ned til picnictæppet. Og det kan det godt. Indtil man er kommet ind og har siddet på et Alphabeat-lydtæppe og småsludret en halv times tid, og det så holder det op med at virke at tage to med 3 timers mellemrum, og man i stedet er hensat til at indtage Malk de Koijns kringlede prosa i fosterstilling på et meget knoldet underlag med et dunkende hoved og skrigende børn i så umiddelbar nærhed, at man ville kunne sparke ud efter dem, hvis man havde sin fulde førlighed.

Uden at insinuere en årsagssammenhæng begynder det så at regne, da Seebach jr. går på scenen og gentager ordet ’Engel’ så mange gange, at det for længst må have mistet sin semantiske betydning for ham. Alt bliver vådt og hårdt prøvede grønskollinger må op og stå, kæmpe lidt endnu, for det var jo O’Connor og ikke Seebach, man havde tænkt sig at rejse sig for.

Men Rasmus kan se, at jeg flakker rundt, jeg ved ikke hvor jeg hører til, og jeg må lade ham vinde kampen midt i ’Lidt i fem’, sige buhu, give fortabt og kravle hjem. (Okay, der var en cykel involveret, men tempoet må have været nogenlunde det samme). 

Og så bliver man først rigtig syg. Syg med syg på. Så syg, at man får flashbacks til dengang man boede på værelset med det grønne tæppe, og mor kom og vækkede en og prøvede at få en til at drikke vand fra den røde kop, selvom hun jo kunne se, hvor ubehageligt det var at sætte sig op. Så feberramt, at man i 36 timer kun kan ligge meget stille med lukkede øjne og vente på det går over. (Og tage telefonen, når mor ringer for at sige, at man skal huske at drikke vand).

Halvandet døgn lyder måske ikke af så meget for de mere erfarne på området, men hvis man ikke har haft feber i over tyve år, så er det ualmindelig lang og nederen tid, skulle jeg hilse og sige. Jeg er i øvrigt sikker på, det var man flu, jeg var ramt af, for det føltes så uendeligt meget værre, end det jeg kan forestille mig andre lider af, når de er syge.

Nu buldrer hovedet ikke længere, halsen har snøret sig ud igen og kroppen har genlært sig selv basal air conditioning. Men bare lige, så vi er enige karma: Jeg har forstået budskabet. Der er på ingen måde brug for en gentagelse de næste tyve år!