Bah!

For the record: Da jeg startede bloggen havde jeg faktisk overmåde ambitioner om at holde den klynkefri. Havde Joakim von And været blandt mine faste læsere, ville der imidlertid fluks have været et "Tsk tsk" i kommentarfeltet nu, for den ambition har vist indtil videre primært udmærket sig som rammende bevis på, at jeg kender mig selv svært dårligt. Som håbløs naivist har jeg dog stadig en irrationel tro på, at jeg nok skal blive mere overskudsagtig en skønne dag. I mellemtiden håber jeg enkelte læsere er mindst lige så naive og bliver hængende.

Og så skal der jamres:

For milde mammon, hvor kan man da bare gå i stå på en foruroligende måde nogle gange. Jeg har nu startet og næsten færdiggjort en 2-3 blogindlæg siden sidst. Næsten. Har lavet sirlig liste over de jobs, jeg kan/vil/skal/burde søge pt., og den ligger der, lige midt på skrivebordet ved siden af brutto-cv’et. Ny styrketræningsplan venter egentlig bare på, jeg går i gang. Det gør nyt budget også. Og op-på-hesten-plan-b efter helhjertet datingprojekt med pinligt lav succesrate. For slet ikke at tale om alle de fremtidsbeslutninger, der med fordel kunne træffes ca. nu.

Men jeg gider ikke. GIDER IKKE, BLEV DER SAGT. For jeg har faktisk herretravlt lige nu med at melde mig ud af kampen, og ligge i fosterstilling under dynen og se dårlige tv-serier og spise is (ja, det kan man godt, man skal bare vinkle skeen rigtigt). Mens jeg fra tid til anden snøfter selvmedlidende over hvorfor evolutionen dog ikke har taget højde for HVOR mange ubehagelige tanker og følelser et gennemsnitligt privilegeret senmoderne menneske må forventes at kunne kapere og korrigeret indstillingerne.

Åh, havde man så bare været tvunget i saltminerne og distraheret af en kamp for livets opretholdelse, som i de gode gamle dage. Så man ikke i stedet krysterkickstartede det parasympatiske nervesystem og den deraf følgende dejlige følelsesløshed med tomme kalorier og hofteskred (på ydersiden, that is). Snart bliver jeg jo også nødt til at lægge en ny kostplan og lægge den i bunken af startklare projekter.

Og jeg er jo ikke dummere end fremtidskagerne. Jeg ved godt, at hvo intet vover har en røvsyg tilværelse og lediggang er roden til al begyndende afhængighed af Daim-is. Men lur mig, om jeg kan få sparket handling ind i det opgivende legeme, når det nu er så meget mere ukonstruktivt at sidde og kalkulere mulighederne for karriere og kærlighed ud fra omskiftelig emotionel fakta.

Åh, hvor kan rationel handling dog bare rende mig lige nu!

Det var vist bare det, jeg ville sige. Jeg sitter fast. Og jeg sidder frygteligt stille. Så jeg ved ikke hvornår, jeg får vristet mig fri.