tirsdag den 7. august 2012

Mandag

6.00: Vågner fra drøm, hvor jeg har fået billetter til Zulu Comedy Galla (Yay!) og skal afsted med mine forældre (Oh-kay)…i en meget lille tremandskajak i festtøj, som vi simpelthen sammen skal ro over til operaen. Det er tilsyneladende en del af dealen.

7.00: Har forladt kajakken til fordel for et japansk gameshow, hvor jeg (i gymnastiksalen på min gamle folkeskole) spiller Angry Birds mod 12-årige piger. Og taberen af hvert spil bliver henrettet. Overværer mangt et præpubertært dødsfald.

8.00: Arbejder på blogindslag om bæltetasker. Og deres bærere. Og deres whereabouts i datingland. Men er allerede svært distraheret. 

Tidsrummet mellem 10.00 og 11.30 på 3. sal et sted i indre by. Hvad der med stor sandsynlighed er en kollega stjæler min telefon fra mit bord Min to uger gamle spritnye smartphone! Suk. Som trods alt ikke er så smart, at jeg tror den har en egentlig sort markedsværdi.

11.45: Skriver nonchalant (med stærkt paniske overtoner) mail med midlertidige kontaktoplysninger til PA for den chef, jeg var til jobsamtale hos i sidste uge, der muligvis ville ringe tilbage mandag.

11.48: Skriver for en sikkerheds skyld også lige facebookbesked til bekendt i naboafdeling, der måske lige kunne smutte over med mit midlertidige nummer. Altså just in case.

12.00: Konstaterer, det er svært at planlægge ny date med ham kokken, når hans telefonnummer nu er i langfingret slamberts varetægt. Han havde ellers sådan en dejlig naturlig aversion mod bæltetasker.

12.00-18.00: Får op til flere gange forklaret det smarte i back-up af kontaktliste og tracking-apps på telefonen. Glæder mig over så meget klogskab, der er i verden, som desværre er spildt på mig, da jeg ikke længere har en telefon og derfor intet at bruge det til.

18.30: Finder kokkens telefonnummer på et screendump. Ha! Godt jeg er backup-nørd på egen kringlede måde. Har arbejdstelefonen (og egentlig også en brasilianer) i baghånden, så føler mig nu helt tilbage i virkeligheden.

18.31: Internetforbindelsen bryder sammen,. Bemærker at solen kaster en skygge på elkedlen, der er præcis 2 liter yoghurt i køleskabet og ser fra vinduet dranker gå mod uret rundt om bænken foran bygningen. Tænker der er en årsagssammenhæng. TDCs veje er uransaglige. Det er en plausibel forklaring. Efterhånden.

18.36: Overvejer kraftigt at sætte Roxette på og tage permanent ophold i den tilstand af 1994, jeg befinder mig i.

19.00: Har nu ikke andet at foretage mig, end at skrive om de djævelske bæltetasker. Men er allerede svært træt af, at analysere netdatingens forunderligt væsen. Er rebelsk og går en tur. 

22.30: Slutter mandagsmandag med at sidde i vindueskarmen med computeren halvt ude af vinduet for at fange så meget af naboens ikke-sikrede net, at jeg kan fiske løbemakkerens telefonnummer fra fb og cleare vores aftale tirsdag morgen. Det lykkes ikke. 

Tirsdag 0.09: Sidder og skriver det her ned til trods for, at jeg nu ikke har andet valg, end at stå klar i Amager Fælled om syv timer. Prioriterer muligvis skrivning for at bearbejde überjävla dag før min underbevidsthed får chancen og blander unaturlige ropositioner med far og japanske skolepigers fremtid ind i billedet.

(For ikke endnu engang at nævne bæltetasker, hvilket nok skal blive uddybet snarest).

2 kommentarer:

  1. Hey du! Jeg læste ét indlæg så ét til og så ét til, og nu er jeg hooked ...Ejh, hvor du skriver godt!! (meget heldigt med den der kommunikationsuddannelse i baglommen - kan potentielle arbejdsgivere ikke bare få et link til bloggen? Dine evner er indlysende.)

    SvarSlet
    Svar
    1. Taak! Det var da en virkelig dejlig kommentar at få : )Glad for, at jeg kan underholde.

      Tror dog jeg buser ud med lidt mere på bloggen, end jeg ville gøre i kantinen på et evt. arbejde, så er ikke sikker på, at potentielle chefer skal have aktindsigt!

      Slet