Beklager den længere radio silence. Det er ikke fordi, jeg ikke synes vi skal ses igen og ikke lige vidste, hvordan jeg skulle sige det. Det er mere fordi, jeg pt. er ramt af lidt for meget livsindhold på godt og ondt. Venner, der så småt vender hjem fra ferielandet med sjove historier og hyggelige iskaffeslabberaser. Dates rangerende fra pudsige over opsigtvækkende til underholdende. (Har regnet ud, jeg i gennemsnit har været på tre dates om ugen det sidste stykke tid, så overvejer kraftigt at sætte det på cv’et som erfaring i effektiv projektledelse).
Men også alt det andet. Infrastrukturelt sammenbrud, som følge af, at NOGEN er rendt med alle mine telefonnumre og planer. Hårdtslående erkendelse af, at løntilskudsperioden lakker mod enden og plan B, C eller D skal aktiveres, hvilket er lidt ligesom valget mellem pest, kolera eller tyske sprogøvelser, som vi så klasken-på-lårene-agtigt sagde i gymnasiet.
Den deraf følgende meganederen tilbagevenden til virkelighedens realiteter, snigende selvtillidskrise og koloenorme skyldfølelse over at være en elendig jobsøger, som det stadig er mig en gåde, Aller Media endnu ikke har formået at udnytte til deres fordel. ”Jobaspiranten – magasinet for dig, der stadig ikke er kommet ud på arbejdsmarkedet”, med artikler, der går lige durk i kvindelogikken: ”Sådan får du dine ansøgninger læst”, ”Søger du de rigtige jobs” og ”Alle skal kende min skæbne: Den dag Rikke røg ud af dagpengesystemet”. Jeg ville læse det. Kan alligevel ikke sove pt. af samme årsager, så ville have god tid til det.
Masser, som i MASSER af arbejde på løntilskudsstedet, som jeg selvfølgelig udfører langt størstedelen af, men med en stadigt stigende svigtende motivation i kraft af, at jeg ikke just lærer nyt længere, eller kæmper for ikke at blive stemt hjem. Eller har for travlt med at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke gider lave noget. Kanske det også har noget at gøre med, at jeg med en unheimlich præcision troligt er begyndt at vågne dybt udmattet klokken 04.35 hver morgen.
Og kronen på hele denne kværulerende jammer: Ny sygeperiode! Hvad sker der for det? Kan man skylde sygdom? Gå og være rask i årevis og så BAM, så tiltrækker man vira i en grad, der ellers er forbeholdt teenagedrenges PC’ere? Måtte kapitulere til sygesengen endnu engang i sidste uge og endda ekspederes videre til Riget til undersøgelser med mistænkelige kikkert-aggregater. Ikke at jeg fejler noget særligt. Fandt vi ud af, efter førnævnte havde været en tur gennem næsen på mig, og jeg sad usandsynligt stille, mens damen stak en kanyle ned i halsen på mig. Men jeg synes ligesom, det der sygdom er gammel hat nu. Har prøvet det og nået selvmedlidenhedshøjder, der klart udkonkurrerede dem, ”De arbejdsløses magasin” ville kunne fremprovokere, men synes ikke, jeg trænger til at få styrket karakteren mere sådan lige foreløbig.
Kunne til gengæld godt bruge en SMS snart fra ham brasilianeren, jeg havde en kaffedate med i går. Der endte med at blive snakket op på fem timer. Han gik i øvrigt ikke med bæltetaske, hvilket er en detalje, jeg lover (endnu engang) at uddybe, så snart der kan fremmanes nogenlunde sammenhængende tankevirksomhed i de relevante hjerneafsnit.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar