mandag den 23. april 2012

Marie, 5 år ...

Nogle dage er verden bare træls. Og nogle dage er træls bare for godmodigt et ord, til at beskrive, hvor meget trælshed, der kan overmande en på en gang. Nogle gange er man også bare selv træls. Fordi man ikke formår at parkere de trælse tanker på en dertil indrettet holdeplads, men insisterer på at tænke dem heeelt færdige.

Worst case scenario. I ental? For jeg kan da udtænke et dusin! Og få dem til at gæsteoptræde i hinandens parallelle virkeligheder, og blive til en stor summende og træls masse.

Og så er det jo, at jeg bliver hysterisk. Og ville ønske, man havde puderum andre steder end i børnehaver. Eller tuderum. Hvor man i al diskretion kunne smutte ind en fem minutters tid og te sig som et forurettet barn, hamre knytnæver ned i skumgummiet og vræle. Over endnu et jobafslag, selvom jeg jo godt ved, at når de har fået 400 ansøgninger, så er der nok en enkelt eller to, der giver mit cv baghjul. Og over udsigten til snart igen at skulle på uventet lejlighedsjagt, når det nu i min virkelighed er naturstridigt at skulle være job- OG boligløs på samme tid.

I stedet sidder det lige under overfladen og vil ikke gå væk. Og man går bare og venter på at dagen går, så man kan gå hjem og skingert kalde på ”Hans Christian” og gå i seng!  

Så det gjorde jeg! (HC udeblev, men en morfar i fosterstilling, blev det da til.)

Og heldigvis gjorde Maude-metoden underværker. I selskab med Dr. Oetker. Efterfulgt af en god portion Game of Thrones. Og kan jo godt se, at det trods alt civilisationsmæssigt er rart, at hverken røvspasser-konsulentfirma eller udlejer valgte at sige det med torturinstrumenter.

Og hvem ved, måske jeg er heldig at finde ny lejlighed med walk-in skumgummi-extravaganza til fri afreagering?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar