torsdag den 25. oktober 2012

Akutsnakken

”Dagpengeproblemet er løst” skriver Politiken i en noget kæk omskrivning af Corydonens vage politiker-pieruetter rundt om det store stygge dagpengespørgsmål. Intet mindre og spørgsmålene trænger sig straks på: Hvornår blev Politiken sensationslystne og hvad er det helt præcist, der er blevet løst andet end en intern kurre på tråden i regeringen? Og er den løst?

Akutpakke 2.0 skydes i gang om en uge og virksomheder, der ansætter en langtidsledig vil fremover modtage, og hold nu fast folkens, 25.000 kroner i bonus! Samtidig vil jobcentrene gøre deres til at matche de langtidsledige til stillingerne før alle andre. Så langt, så godt, hip hippedihop og så det lange for de langtidsledige. Alle er glade. 

Undtagen mig. Og det til trods for, at jeg ikke tilnærmelsesvis tror på, det her er banebrydende nyt for de dagpengemodtagere, der desværre sidder i økonomisk uløselige forhold. Alligevel sidder der et barnligt surmulefjæs på mig og truer med at sætte sig fast, næste gang vinden vender. 

Jeg er nemlig ikke langtidsledig ifølge den ny lov. Jeg er lige præcis atten dage fra at være langtidsledig. På den ene side dejligt ikke at blive påduttet det prædikat, for selvom jeg immervæk har været i dagpengeland i næsten 16 måneder, så har jeg jo været underlagt aktiveringskrav og har bestemt ikke ligget på den lade side. 

På den anden side, så stikker det sågu lidt at være atten dage fra at få positiv særbehandling, hvis det betyder, at jeg måske skal se jobs gå til en anden kandidat fordi vedkommende har været i systemet en måned længere og ikke fordi vedkommende er bedre kvalificeret. 

Det sker højst sandsynligt ikke, men jeg kan ikke lade være med at sidde og være en kende pernittensur af rent principielle grunde og synes det er et halvtåbeligt tiltag, der forhåbentlig er så tåbeligt, at det ikke tiltager noget. Uagtet, at jeg forekommer lidt som et egoistisk skarn. 

For jeg har skam den dybeste sympati for folk, der står på tærsklen til økonomisk ruin, med usælgelige huse uden ret til kontanthjælp. Jeg føler med dem og alle dem med forsørgerpligt og bunker af bekymringer på den konto. Jeg synes bare ikke, det berettiger forskelsbehandling. Der vil altid være nogen, der har en mere desperat situation, ligesom der også er en del, der har mindre drama på drengen. Løser det noget at rangordne hvor værdigt trængende vi er, ved at gøre nogle, der har været ledige tre uger længere, til kategori A? 

Hvis vi endelig skal ud af den sti, hvordan afgør man så, hvem der er mest værdigt trængende? Det er jo ikke kun et spørgsmål om længden på ledighedsperioden, men fx også antallet af faste udgifter og hvilke, der er resultatet af uovervejede økonomiske beslutninger. Dyre huskøb fx. To biler. Og børn, for satan. Der kan man tale om en uoverstigelig økonomisk byrde, man måske skulle have overvejet inden man mistede sit job. Bare spørg Amnitzbøll! 

Måske der ligger noget godt TV gemt her, men med mindre Aftenshowet melder sig på banen til også at løfte den opgave for jobmarkedet, synes jeg måske i stedet vi skulle fortsætte som hidtil med at fordele job efter kvalifikationer*. Eller er det for idealistisk at tænke, at jeg vil have et job, fordi jeg er den bedst kvalificerede. Ikke fordi, jeg har større økonomiske bekymringer end ham/hende, der faktisk kunne gøre jobbet bedre end jeg? 

*Og nepotisme, selvfølgelig. Og held. Og hvor meget den seksuelt frustrerede personalechef lyster efter hende den blonde kandidat med de høje sorte støvler. Men så heller ikke mere! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar