Der sidder en Marie på en tømmerflåde

Jeg er en efternøler og kan kun svagt huske, at min ældste søster har boet hjemme. Det jeg bedst kan huske er faktisk ikke engang min søster selv, men hendes lænestol med den lyserøde hynde, der var som skabt til at være en tømmerflåde på stuegulvet, og et godt slidt kassettebånd med Anne Linnet.

Måske var det ikke engang hendes, men som jeg husker det, så har jeg sejlet af sted på min lyserøde tømmerflåde mere end en gang, mens der fra min søsters værelse har braget Anne Linnet ud af båndoptageren.

I går morges stod jeg i min nye lejlighed i et kaos af kasser og bogstakke. Uden internet, hvilket jo kan gøre enhver senmoderne eksistens rådvild og rastløs. Ingen nyhedslæsning at spise müsli til. Oven i købet var bordet bedækket til sidste hjørne med bogstakke.

Min müsli og jeg krøb derfor i stedet op i vindueskarmen og sad og så ned på gaden. Og der, lige der, shufflede iPoden i hjørnet sig frem til Anne Linnet, der undrede sig over mit væsen, og det lyse sind jeg altid har, og ny lejlighed og papkassehelvede blev pludselig svært hyggeligt og dejligt trygt og vindueskarmen til en lyserød tømmerflåde, hvorfra man kunne høre musikken fra søs' værelse.

I nat vågnede jeg så i panik efter at have drømt, at hoveddør i ny lejlighed var defekt, og morder med hang til at spise folks ansigter stod mellem papkasserne i stuen.

Tænker, jeg skal holde op med at læse nyheder og kun, KUN høre Anne Linnet i stedet.