Lørdag var jeg fyldt til randen med weltschmerz i en grad, hvor det væltede ud af mig i klynkagtige kaskader af sarkastiske sætningskonstruktioner, som klogelig aldrig fandt sin vej til bloggen.
I dag har jeg først og fremmest været glad i låget.
Umiddelbart er der ikke noget, der har ændret sig i mit liv henover weekenden. Jeg er tilsyneladende bare hyper-bipolar, hvis man kan være det.
Det ene øjeblik overbevist om, at jeg aldrig finder ståsted, det næste øjeblik mest bare i humør til at drikke mig fuld og danse. (Tror vi som menneskehed var lidt for hurtige til at afskrive humoralpatologien!)
Når jeg nogle gange joker med, at jeg er en forvokset teenager, er det derfor tydeligvis ikke langt fra sandheden. Og meget apropos har weekendens flyttepakning bragt hengemte tekster fra mine første teenageår op til overfladen. Med guldgruber og pinligheder af rang. Jeg skrev nemlig så det bragede dengang. Noveller om død og pine, gerne med hovedpersoner i dyb eksistentiel krise. Og lidt i den lette ende. For eksempel en trivialnovelle om Gabriellas hårde liv på pølsefabrikken, hjemsøgt af tanker om den mand, hun ikke kan glemme igen.
Sidstnævnte har jeg egentlig lyst til at udgive på bloggen, når jeg engang har fået lokaliseret teksten i en af flyttekasserne igen. For uanset hvor meget ironisk distance jeg har plottet ind i valg af adjektiver, så er det først og fremmest 16-årige Marie, der skriver om kærlighed og længsel på en måde, hvor jeg her i min anden teenageperiode kan fornemme, at der trods alt ikke er så meget patos på drengen længere.
Det trøster mig lidt. For selvom det samtidig ærgrer mig, at jeg ikke kan tude over Steffen Brandts tekster længere, så trænger jeg sgu til at føle mig som et godt gammeldags voksent og sindigt menneske.
Eller trænger jeg i virkeligheden til at drikke mig fuld og danse?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar