Der er ikke så meget pis med Harris

Jeg har aldrig set mig selv som anmeldertypen. Jeg ville gerne tænke knivskarpe tanker om andres output, men sætter sjældent konkrete ord på mine umiddelbare indtryk og ender i stedet med at forklare mig med noget agtigt noget. "Det var sådan lidt patos-agtigt, på sådan en wannabe-agtig måde ". Derfor helt ny disciplin, jeg vil begive mig ud i, når jeg vil 

1) Skrive en anmeldelse. Eller i hvert fald sådan en anmeldelsesagtig tekst.

2) Indrømme, at jeg er storforbruger af selvhjælpsbøger (Og jeg ved godt, at jeg ikke er alene på den front, men der er jo ligesom en grund til at de står i andet geled på bogreolen)

3) Indrømme, at jeg først og fremmest er en grønskolling fordi jeg er en kylling.  

I og med jeg har valgt at ytre mig som 'grønskollingen' kan det ikke komme som nogen nævneværdig overraskelse, at der er ting, jeg ikke er så god til. Andre mennesker er i den henseende et meget godt eksempel. Nogle ting med andre mennesker er jeg god til. Andre trigger min opkastrefleks. Både fordi jeg er SÅÅÅ træt af, ikke at have knækket koden, og fordi jeg bliver så hamrende nervøs/panisk/angst/younameit, når jeg oprigtigt skal engagere mig i andre mennesker. Eksempelvis hvis jeg gerne vil noget så simpelt som at sige "Jeg er virkelig glad for, at vi er venner", og alting kammer over inde i mig i en grad, hvor jeg er oprigtigt bange for at kaste op ud over førnævnte ven. Hvilket jeg tænker i den sammenhæng ville være lidt 'mixed signals'.  

Har derfor i en evig jagt på selvudredning læst endnu en bog, hvor noget selvagtigt indgår i titlen, og er lidt til min egen overraskelse gået hen og blevet svært glad for den.  

Russ Harris: ”Styrk Selvtilliden”

Titlen i sig selv burde få mig til at vie udenom i en stor bue, med tungsindige minder om de mange biblioteksbøger, damebladsartikler og fagfolk jeg har konsulteret i det ærinde uden…hvad er det, det hedder….nå ja, fremskridt.  

Og hvorfor er jeg så glad for Harris, når jeg dybest set har konstateret at jeg er uden for psykologisk rækkevidde? Fordi han er enig! Fordi han heller ikke mener, man og jeg kan lære at tænke positivt, styrke sit/mit selvværd eller rykke ved tanker ved at tænke mere.  

Hovedbudskabet er, at du ikke kan ændre dit udgangspunkt eller dine tanker i særlig stor grad, du kan kun øve dig i at håndtere dem anderledes. Bum! Ikke så meget pis med Harris. Derudover har han en række andre budskaber, hvoraf jeg lige plukker lidt, for at dele min glæde over dem. Så på med ja-hatten, for har ikke plads til at være velbegrundet.  

Budskab nr. 1: Bevidstheden vil altid have en negativ tilgang til tingene og at træne sig selv i positiv tænkning er spild af tid. Selv zenmestre får nederen på. Man kan ikke slette eller omprogrammere tankemønstre, men man kan træne sig selv i at skabe en distance til de negative tanker og gøre plads til dem, så de ikke dikterer ens handlinger. De vil altid være der. Lev med det!  

Budskab nr. 2: Har du manglende færdighed/erfaring med en given ting og/eller overdrevne selvforventninger/vurderinger er det klart, at du ikke har nogen selvtillid på området. Den opbygger du løbende ved at gøre ting, du ikke kan endnu. Sådan var det også med dine snørebånd engang. Til gengæld kan du handle selvsikkert, før du føler dig det, hvis du får en distance til tanker, der ikke hjælper dig.  

Budskab nr. 3: Det er pisseubehageligt! Hver gang man skal noget nyt, vil det sutte røv big time at træde ud af komfortzonen og være ved at kaste op på folk i stedet. Det er også en del af livet. Selvom vi i al vor nutidige selviscenesættelse måske ikke trækker det frem i lyset så tit.  

Am I stating the obvious? Sikkert. Men eftersom jeg har levet en stor del af mit liv inde i mit hoved, så er realisme og handling frem for tænkning faktisk nyt land, og jeg er vild med den her no-nonsense tilgang og "det bliver altså aldrig helt godt" eftersom et af mine (og min generations) problemer er, at præstationen skal være helt oppe at ringe første gang. Det er sgu rart med en selvhjælpsstrategi, der ikke får mig til at opgive, fordi jeg ikke visualiserer/defusionerer/mindfulnesser godt nok. (I øvrigt sjovt, hvor meget "At handle selvsikkert kommer før følelsen af selvtillid" og "øv dig, øv dig" minder om "The Game”, her bare som en generel tilgang til livet og ikke kun med henblik på at score damer!)

Når det så er sagt, så er bogen naturligvis også røvirriterende amerikansk (selvom han vist nok er australier), fyldt med billeder af pingviner (?) og evigt insisterende i brugen af psyko-akronymer, som f.eks. FEAR (Fusion – Excessice goals – Avoidance of discomfort – Remoteness) og DARE (Defusion – Acceptance of discomfort – Realistic goals – Embracing Values).

Jeg føler nok bare for en gangs skyld, at de 'voksne' har fortalt mig sandheden. At det er meningen, du en god del af tiden skal have ondt i maven af frygt for at komme nogen vegne. At mit hoved er indrettet til at være kritisk, skidesmart udadtil, ikke altid konstruktivt indadtil.

Og Gud i himlen, hvor er jeg klar over, hvor banalt det her er. Det må jo så bare være en cadeau til min kringlede hjerne, at jeg skal have simple ting forklaret med billeder af pingviner. Er det i virkeligheden ikke altid simpelt og banalt, når vi er på det grundlæggende niveau?

Anyway, bogen er stadig kun læst, ikke efterlevet, men et foreløbigt "Eureka!" herfra!