TEEN LITT FESTIVAL #5

Alting vender tilbage - Sidste del

(Nye læsere kan begynde her)

”Hallo, er her nogen…Jeg tror hun er ved at vågne op”. Gabriella åbnede halvt øjnene, men blev blændet af lys og lukkede dem hurtigt igen. Hun forsøgte at samle tankerne, men alt var sløret og uigennemtrængeligt. Den sætning hun lige havde hørt passede ingen steder hen, og ganske langsomt vendte hun tilbage til virkeligheden. Hun forsøgte endnu engang at åbne øjnene, og efter et stykke tid kunne hun registrere, at hun ikke længere var på fabrikken. Hun lå i en seng i et babygult værelse, og efter lugten at dømme måtte hun befinde sig på et hospital. Solen bragede ind gennem et åbentstående vindue, det måtte være langt op ad dagen.

Fuck, hun skulle have været på arbejde klokken otte, var hendes første tanke, som hun dog hurtigt glemte igen, idet hun så en ældre medlidende mand stå ved siden af hendes seng. Han var sandsynligvis læge. 

Med et stift blik stirrede han på hende: ”Du har været meget heldig, unge dame. De fleste, der har ligget stille under så lave temperaturer i så lang tid slipper normalt ikke med en omgang feber”. Han fortsatte med at fortælle en masse, hun ikke rigtigt hørte. Hun kiggede sig omkring i håb om at få øje på nogen eller noget hun kendte, men alt var fremmed for hende.

En sygeplejerske kom ind med en bakke til hende, der, efter hun var blevet hjulpet op at sidde, blev placeret foran hende. Så forsvandt alle folk pludselig igen og hun sad tilbage indhyllet i en stærk skarp duft af karry. Hun kiggede ned og ikke overraskende stod dagens menu på boller i karry. Den smule appetit hun måske havde haft forsvandt som dug for solen, og efter at have skubbet bakken væk, satte hun sig og stirrede tom ud i luften, i håb om at få bare to tanker til at hænge sammen. 

Pludselig var han der igen. Han stod for enden af sengen, og stirrede på hende og som syle borede hans mørke gnistrende øjne sig på ny dybt ind i hende. Ind ad det åbne vindue fløj en flok af smukke sommerfugle i alle regnbuens farver. Inden han gik, greb han den sidste, den smukkeste, og knugede den i sin hånd, så den ikke kunne flyve.

- THE END - 

(Desværre. Det skulle have været en længere føljeton, men så fik den 17-årige grønskolling for travlt med selv at tjene penge på pølsefabrikken.)