søndag den 20. maj 2012

Tiltrængte spørgsmål

Var til jobsamtale fredag. En rigtig en af slagsen, dog også en meget kort en af slagsen. Ved ikke, hvad jeg skal lægge i, at de ikke havde så mange spørgsmål. Til gengæld har det katalyseret en række tiltrængte selvrefleksive spørgsmål.

Det er sjovt (læs: pudsigt på en pisseirriterende måde), hvordan man kan gå og prøve at få styr på noget i tankerne, og først, når der sker noget konkret, er i stand til at lokalisere begravede køtere.  

Har derfor fået mig noget så gammeldags, som en åbenbaring. Af den slags jeg ellers kun har oplevet de tidlige morgentimer få dage før en eksamensopgave skulle afleveres. En del af min åbenbaring går sågar på, at jeg dybest set er ret ligeglad med de eksamener og det, der kom ud af dem. Bevares, jeg er lykkelig for akkumuleret viden, analytisk falkeblik og evne til at håndtere små og store projekter, men sådan titelmæssigt og ikke mindst jobmæssigt betyder det faktisk ikke så meget, som jeg troede.

Sagens kerne er, at jeg længe har været fortvivlet over jobmarkedet og det nærved umulige i at få fodfæste med en uddannelse færdiggjort inden for de sidste par år. (Har man læst tidligere blogindlæg, kan det godt tænkes, det har været italesat i mild grad … )

Hele studiet har man fået tudet ørene fulde med, at man skulle sørge for at komme ud og bruge sin uddannelse med det samme, så den ikke blev forældet. Men pt. er der jo bare ikke så meget at bruge den til, hvis man som jeg, hører til i den store gryde med folk, der ”kan lidt med kommunikation”. Det er meget få stillinger jeg har søgt, hvor ansøgertallet ikke har været trecifret, og jeg kan sgu godt forstå at mit cv, hvor der stadig huserer erfaringer fra studenterrevyer, ikke ligger øverst i bunken.  

Men der er en vis selvfølgelighed i, at jobbet automatisk overtager podiepladsen i det indre betydningsbærende hierarki. Også for mig. Nu har man i en fem-seks år har haft studiet som et fast identitetsanker. Hvad nu?. ”Har du fået job” spørger alle, man kender, både studerende og dem, fra den anden side. ”Hvad søger du” fortsætter de, ”søger du nok, tror du?”, og ikke mindst ”Det første job, kommer jo til at sætte dagsordenen for resten af din karriere.” (hvilket teknisk set ville betyde, at hele mit liv skulle præges af den sommer i grillbaren).

Anyway, åbenbaringen, strøtanken, weekendens hidtidige omdrejningspunkt: Hvorfor er det så vigtigt med den karriere? For det er der jo ikke lige nu, jobbet, så hvorfor gøre det til sådan et prominent vakuum i ens liv?  

Bliver min humanistuddannelse muggen af at ligge brak lidt? Det er jo ikke fordi jeg kommer med dugfrisk teknisk viden, der snart er en saga blot. Kunne jeg finde en anden måde at have betydning? Der er vist stadig det, der hedder frivilligt arbejde, og hey, har hørt, at de altid søger. Identitetsforankring? Hmm, har op til flere fjæsbogvenner, der lader til at gå mere op i zumba end venner, familie og job tilsammen, så sådan set ikke umuligt at binde sig selv op på noget andet end lige arbejdet.

Og et eller andet sted ville der også være en meta-agtig poetisk retfærdighed i en humanist, der bevidst vælger at være uidentificerbar, et diffust begreb, et uhåndgribeligt fænomen, som man ikke kan kategorisere og dermed heller ikke værdisætte.  

Så det var tankerne, i al deres beskedenhed. Bliver der ingen andensamtale, så tror jeg sgu, jeg tager en time out. Eller bliver zumba-fanatiker.

4 kommentarer:

  1. Set her fra de trygge, velbjærgedes rækker (dvs. os der blev færdige på statskundskab i 2007 et godt stykke tid før jobmarkedet imploderede), er det triste tanker du bakser med.

    Jeg er ikke marxist, men i sine mere sociologiske tekster havde Marx alligevel en pointe i, at mennesker til dels udnytter deres potentiale gennem arbejde. Naturligvis er familie, venner etc. også vigtige, men vores opfattelse af os selv som skabende, kreative, relevante individer er alligevel knyttet op på 'arbejde' (i både konkret og abstrakt forstand), tror jeg. Du siger det jo også selv. Før var det studiet, der var dit 'arbejde' og potentiale-udlevende mekanisme. Min pointe er vist bare, at selv om dit ønske om at definere dig ud af 'arbejde' som meningsskabende i dit liv er forståeligt, så tror jeg, at det bliver vanskeligt.

    På den anden side er jeg ikke enig i, at første job betyder SÅ meget igen. Jeg betragter det lidt som en sti, man går ind af. Det er nemmere at følge den (fordi du opnår erfaring, netværk indenfor det givne område), men du kan sagtens forlade den igen. Det er bare nemmere at blive på den. Jeg startede som politisk konsulent i en erhvervsorganisation, fordi jeg ved et tilfælde fik studiejob og senere mulighed for at fortsætte i en fast stilling. Men det var mildest talt ikke det, jeg drømte om da jeg luffede rundt inde på studiet. Generelt tror jeg at man som nyuddannet i krisetiderne skal være indstillet på, at det ikke blev drømmejobbet til at starte med. Men, well, det har alle de andre sikkert også sagt til dig, så jeg fletter næbbet.

    En mulig løsning kunne være at bypasse konkurrencen. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men hvis der er trecifrede ansøgertal til stillinger og du ikke er konkurrencedygtig, så er den naturlige løsning (hvis du altså ikke er fuldstændig bundet af børn, familie, bolig) at flytte hen, hvor ansøgerne er færre. Det har jeg selv gjort, da jeg var kørt fast i mit job i København. Nu er jeg i Nordjylland, og er en stor fisk i en mindre sø - fremfor en af horderne af jobsøgende.

    SvarSlet
  2. Det er sgu rart med input på åh så store tanker, så tak for det! (Særligt, når bloggen er gået hen og blevet mindre peppet og mere traurig, end hvad der var min tanke med den).

    I forhold til det med første job, er der ikke nogen rød tråd i min jobsøgning, andet end min uddannelse som kvalificerende faktor. Så er ikke kræsen. Begynder bare at overveje, at fjerne også den klausul, hvilket ellers har føltes som en falliterklæring. Men jo for fanden også en mulighed for at droppe ud af systemet, måske højne indkomstniveauet en kende, og holde pause fra alle forventningerne. Dog med den lille risiko, at det bliver en permanent pause. Oh, der cost/benefittes på livet løs. og overvejes.


    Ang. bypass, så overvejes der også en halv pelikan. Ingen bånd, der binder mig, andet end en omgangskreds, det har taget en krig at opbygge, og en frygt for at flytte til en ny by uden kollegier, studiegrupper og alskens andre tvungne sociale situationer, helt ideelle for sådan nogle mindre socialt kompetente som mig selv.

    Tror egentlig du og Marx har ret i jeres potentialeforløsende jobanskuelse. Men er ikke sikker på, det vil afholde mig fra at prøve at blæse det en strækmarch. Bare et halvt års tid ...

    PS. Hvordan fandt du selskab, da du rykkede landsdel? På jobbet, den lokale idrætsforening, eller? Måske meget godt, at få afdramatiseret.

    SvarSlet
  3. Godt spørgsmål i PS'en!

    Jeg har ikke noget svar, da jeg først flyttede her pr. 1. maj 2012 og alting er meget nyt. Måske er jeg ogå en dårlig testcase, da mine forældre bor heroppe, og jeg har et begrænset netværk fra gymnasietiden.

    Er selv dybt introvert og menneskesky, men det fortryllende ved arbejdspladser er jo, at man bruger 7,5-8 timer der hver dag, hvorfor man automatisk får selskab. Måske ikke selskab man gider ses med efter arbejde, og måske er det selskab, der er et andet sted i deres liv. Eksempelvis er jeg noget nær den yngste på mit arbejde, og tilmed den eneste der ikke forlængst har børn, carport og teenagebørn, der nægter at rydde op. Men det kan sagtens være hyggeligt alligevel.

    Jeg planlægger at begynde at gå til noget sport og måske blive politisk aktiv. Så lærer man jo nogen at kende, og får masser af hjemmebagt kage. Men jeg forstår godt dine kvaler. Det var da heller ikke rigtig enkelt, at tage beslutningen. Men jeg hadede mit daværende job og døde indvendigt. Da jeg ikke kunne finde et andet arbejde i København, var beslutningen relativt nemt - særlig fordi min kæreste som læge kunne få job heroppe ret nemt.

    Men anyway. Jeg vil anbefale det. Handling er bedre end inaktion, tror jeg. Og at luffe rundt i seks måneder mere? Er det doom&gloom og tvivlen værd?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tja, måske jeg ikke skulle gøre det sociale aspekt til et problem mere end højst nødvendigt. Og det er jo rigtigt, det med handling frem for alt, selvom det ikke falder mig naturligt. Snart bliver jeg i hvert fald nødt til at flytte eller finde en anden jobprioritering. Eller begge dele.

      Men godt gået! Selv med flytbar kæreste, gamle gymnasievenner osv. Det er de færreste i dag, der er i stand til at frasige sig muligheden for latte-to-go i gåafstand til gengæld for bedre jobmuligheder (og sikkert mange andre plussider). Mig selv inklusiv, hvilket er tankevækkende, for jeg er i den grad et provinsielt indslag på Vesterbro : )

      Slet