Pip

Markøren har blinket hånligt ad mig de sidste mange gange, når jeg med stor modvilje har nærmet mig tastaturet for at formulere mig selv igen. Man ved det er alvorligt, når man ligefrem føler sig mobbet af officepakken, og havde den lille bedrevidende papirclips stadig huseret, er jeg ikke sikker på, jeg ville være rationel nok til ikke at lade det gå ud over computeren. Microsoft gør det med vilje, gør de! 

For det er pludselig blevet svært at skrive. En følelse, der er mig meget fremmedartet, for ligegyldig hvor meget gylle, der ligger og skvulper rundt i baghovedet, må man da kunne skrive om det. Hvilket jeg også har gjort, som de to-tre hypotetiske tilbageværende læsere efter min umage kunstpause kan nikke genkendende til. 

Det er imidlertid også der køteren eller kunstpausen ligger begravet. I en ærgrelse over at det ikke var det, jeg ville skrive. Bloggen er ikke blevet, som jeg havde håbet. Fordi jeg ikke er blevet, som jeg havde håbet. Lige nu i hvert fald. 

2012 skulle jo være året, hvor jeg frygtløs kastede mig ud i hovedløse projekter og rendte fra Punchen til Pilates (høhø) med permanent skrabede knæ, kroppen fuld af oplevelser og hovedet fuldt af bittersøde erfaringer. I stedet er jeg blevet hjemmegående arbejdsløs med hastigt svindende ret til dagpenge, kronisk Maude-feber og en selvtillid, der har taget permanent ophold i en rødstribet trøje med tilhørende tophue, og fandeme bliver sværere og sværere at finde, når jeg skal bruge den. 

Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke arbejdsmarkedet er en lang Roskilde-festival. Men med fødderne solidt plantet på arbejdsmarkedet følger ikke kun ansvar, manglende fritid og kollegaer, der ikke vasker deres kop af. Der følger også penge til netop at tage på Roskilde, eller ud at rejse eller i det mindste ikke ligge søvnløs over uforudsete regninger. Der følger identitet og et bundniveau af selvtillid, fordi man er en brik i puslespillet, uanset om man så er helt nede med motivet eller ej. Og der følger afklaring med. 

Jeg må indrømme, at det har fået krammet på mig, mere end jeg havde regnet med. Jeg har det svært med ufrivilligt at stå på stand by. Og jeg har det endnu sværere med, at jeg har det svært med det, for sådan er det jo, som Margrethen siger. Derfor tror jeg, det pludselig blev svært at blogge og se sig selv så tudevorn sort på hvidt. Jeg fik dårlig samvittighed over at sende så meget klynk ud i verden. 

Men pointen med alt dette er, at jeg jo for Fanø gerne vil skrive. Fandeme. Også selvom jeg skriver ting, jeg ikke selv ville have lyst til at læse. Og når alt dette er sagt, så er jeg jo ikke helt drænet for drømme endnu. Lidt handlekraft er der også derinde et sted. 

Så med andre ord, ved jeg ikke, om den fede dame synger igen. Hun er nok ikke helt klar til at skråle ”Her har I mig tilbage”, som den fulde onkel til familiefesten, der just er vaklet ind, efter at have pisset op ad muren til forsamlingshuset. Men hun kan jo starte med en anden skeptikers geniale omformulering af en gammel traver: 

”You can lead a horse to water, but you can’t make it sink!” - Eeyore 

Jeg skriver snart igen, uanset hvad der er at skrive om. Håber du har lyst til at læse med?